”Det er en dårlig vits”

Danske Fysioterapeuter advarer imod telefonsælgere, der forsøger at lokke medlemmerne med usande påstande til at tegne medlemskab i organisationer udenfor overenskomsterne.
Højt på Danske Fysioterapeuters dagsorden står blandt andet de kommende overenskomstforhandlinger på det private område i 2025, hvor forberedelserne allerede er i fuld gang. Foto: iStock.

Medlemmer i Danske Fysioterapeuter oplever i disse dage at blive ringet op af sælgere fra Den Frie Fagforening og Det Faglige Hus, der ikke er omfattet af det danske overenskomstsystem. Ifølge medlemmernes oplysninger tilbyder virksomhederne medlemskab med den begrundelse, at Danske Fysioterapeuter lukker den 1. januar.

”Det er enten en grov joke eller brandhamrende uetisk markedsføring”, siger formand i Danske Fysioterapeuter, Jeanette Præstegaard.

Hun opfordrer medlemmer, som får den slags opkald, til at kontakte Danske Fysioterapeuter. Samtidig forsikrer hun om, at Danske Fysioterapeuter er mere levende end nogensinde:

”Vi har flyttet mange dagsordener i årets løb, som i den grad kommer fysioterapeuterne og vores patienter og klienter til gode. Vi er i fuld gang med at planlægge vores politiske og faglige interessevaretagelse for 2025 og har ingen planer om at lægge arbejdstøjet - tværtimod.”

Mange gode ting på vej i 2025

Højt på Danske Fysioterapeuters dagsorden står blandt andet de kommende overenskomstforhandlinger på det private område i 2025, hvor forberedelserne allerede er i fuld gang.

Derudover har Danske Fysioterapeuter store forventninger til et pilotprojekt med Region Sjælland om direkte adgang til fysioterapi. Forsøget vil – hvis det bliver en succes – danne skole for en udrulning over hele landet. Det fremgår af regeringens sundhedsaftale, som et flertal af Folketingets partier vedtog i november.

Forebyggelsesdagsordenen bliver også et vigtigt omdrejningspunkt for foreningens arbejde for medlemmerne og fysioterapiens rolle i samfundet.

Desuden venter Fagkongres 2025 forude i marts. Her er Danske Fysioterapeuter værter ved årets største faglige event, der samler fysioterapeuter om nyeste viden indenfor faget.

Danske Fysioterapeuter har forelagt sagen for Det Faglige Hus. Her siger chefkonsulent, Mette Jul: "Den form for markedsføring tager vi på det kraftigste afstand fra, og vi undersøger, om det reelt har fundet sted."

Tilmeld dig Fagkongres 2025

Læs mere om resultater for medlemmerne