Husk at tjekke lønsedlen for kompensation for St. Bededag
2024 er det første år, hvor St. Bededag ikke længere er en fridag. Folketinget besluttede i forbindelse med afskaffelsen af helligdagen, at lønmodtagerne skal kompenseres for den ekstra arbejdsdag, som svarer til 0,45 procent af din faste årsløn inklusive pension. De offentlige arbejdsgivere har valgt forskellige modeller for, hvordan kompensationen kommer til udbetaling.
Er du regionalt ansat, vil du hver måned på din lønseddel kunne finde kompensationen som en del af lønnen, der fx hedder St. Bededags-tillæg.
Denne model er også gældende for en lang række kommuner.
På det statslige område bliver kompensationen udbetalt to gange om året i forbindelse med den særlige feriegodtgørelse i maj og august. Denne ordning gælder også i række kommuner, og du vil her kunne se saldoen for St. Bededagstillægget på din lønseddel.
Er du på barsel, har du også ret til tillægget, og denne rettighed gælder både for de måneder, hvor du modtager løn under barsel og måneder, hvor du modtager barselsdagpenge.
Hvor stor er kompensationen?
Kompensationen er 0,45 procent af din faste årsløn inklusive pension. Det er altså den normale løn inkl. tillæg, mens engangsbeløb, mer- og overarbejde, seniorbonus, særlig feriegodtgørelse eller udbetalt 6. ferieuge ikke indgår i beregningsgrundlaget.
Hvem er omfattet?
Loven og kompensationen omfatter alle fast aflønnede lønmodtagere – dvs. ansatte, der har en fast løn for et aftalt antal timer. Kompensationen skal udbetales, uanset om man er fastansat eller tidsbegrænset ansat.
Timelønnede som fx tilkaldevikarer modtager ikke kompensation.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.