Nye regler om tidsregistrering træder i kraft 1. juli

Fra den 1. juli 2024 skal alle danske arbejdspladser registrere medarbejdernes daglige arbejdstid. Dette gælder for alle fysioterapeuter – også hvis du er selvtilrettelæggende.
Fra den 1. juli 2024 bliver det obligatorisk for alle danske arbejdspladser at registrere medarbejdernes daglige arbejdstid. Foto: iStock.

Fra den 1. juli 2024 bliver det obligatorisk for alle arbejdspladser at registrere medarbejdernes daglige arbejdstid.

En del arbejdspladser har allerede et krav om tidsregistrering, og hvis ikke, kommer kravet nu.

Hvem skal tidsregistrere?

Alle lønmodtagere er omfattet af kravet om tidsregistrering.

Der er dog få undtagelser, heriblandt for en mindre særlig gruppe af selvtilrettelæggende medarbejdere, og medarbejdere i et højere ledelseslag som for eksempel direktører.

Som selvtilrettelæggende fysioterapeut er du dog stadig omfattet af de nye regler om tidsregistrering.

For selvom du tilrettelægger, hvornår du møder og går hjem, og har en stor fleksibilitet i dine daglige opgaver, er dette ikke nok til at kvalificere dig som selvtilrettelæggende .

Hvad skal du registrere?

Der er ikke i loven opstillet krav om, at der skal ske en tidsmæssig registrering, hvilket betyder, at du kan nøjes med at registrere afvigelser fra den planlagte arbejdstid.

Der er heller ikke et krav om, at der skal ske en særskilt registrering af, hvad du har lavet i de timer, du været på arbejde.

Dét, der skal registreres, er din samlede daglige arbejdstid, dvs. antallet af timer du har været på arbejde.

Din arbejdsgiver skal implementere et system til tidsregistrering

Det nye krav betyder, at arbejdsgivere skal implementere et pålideligt og tilgængeligt system til tidsregistrering.

Der er formfrihed ift. implementeringen, hvilket betyder, at arbejdsgiver skal beslutte, hvordan og i hvilket omfang medarbejderne skal tidsregistrere. Arbejdsgivere skal desuden også sikre, at medarbejdere har adgang til deres egne registreringer.

Danske Fysioterapeuter opfordrer altid til en god dialog mellem medarbejder/medarbejderrepræsentanter og ledelsen.