Positivt at regeringen vil investere flere penge i fysioterapeutuddannelsen

Regeringens uddannelsesreform har både positive og negative elementer for fremtidens fysioterapeutstuderende.
"Vi venter stadig på de præcise detaljer, men vores bekymring er, at studerende bliver udnyttet i driften. Praktikken er til for at give de studerende lejlighed til at afprøve teori i praksis på patienter, så de kan give patienterne den bedst mulige behandling som flyveklare fysioterapeuter," lyder det fra Danske Fysioterapeuters formand, Jeanette Præstegaard. Foto: iStock.

Ved første øjekast ser det ud til, at den nye reform vil skabe forbedringer for professionshøjskolerne. Flere midler til undervisningen og et kvalitetsløft af praktikken er blandt de tiltag, der hilses velkomne. Men bag de positive overskrifter gemmer der sig nogle væsentlige udfordringer. En afkortning af fysioterapeutuddannelsen samt en fjernelse af den videnskabelige og teoretiske del vækker bekymring i Danske Fysioterapeuter.

Ændringer af uddannelsen bekymrer

Som en del af regeringens reform af uddannelsessektoren er der fremlagt forslag til ændringer af fysioterapeutuddannelsen. Heriblandt en afkortning af uddannelsens varighed og en reduktion af de teoretiske elementer.

”Vi har i dag en velfungerende uddannelse, som uddanner kompetente fysioterapeuter, der er rustet til at imødekomme samfundets behov. Desuden fungerer uddannelsen som et solidt fundament for dem, der ønsker at videreuddanne sig på universitetsniveau. Derfor undrer det os, at man overvejer at afkorte uddannelsen med to måneder, blandt andet ved at skære i bachelorprojektet og de videnskabelige elementer” samt flere fællesfag med andre sundhedsprofessionelle i første år af uddannelsen”, siger formand for Danske Fysioterapeuter, Jeanette Præstegaard.

En halv sejr med konsekvenser

Danske Fysioterapeuter har med nogen bekymring afventet regeringens uddannelsesudspil på grund af forlydender om, at regeringen ville forkorte fysioterapeutuddannelsen med to måneder. Selv om kampagner, debatindlæg og dialog med regeringen har medført en vis lempelse af planerne, er ændringerne ikke tilstrækkelige. Bekymringen er nu afløst af en frygt for, at de studerendes kompetencer kan blive forringet, hvis de ikke får de videnskabelige redskaber under uddannelsen, som er nødvendige for at kunne udvikle deres praksis.

"Fysioterapien udvikler sig hele tiden, og fremtidens fysioterapeuter skal kunne forholde sig kritisk til egen praksis og kunne bidrage til fagets udvikling. Det kræver en stærk videnskabelig baggrund, og derfor giver det ikke mening at reducere bacheloropgaven og de teoretiske dele af undervisningen," siger Jeanette Præstegaard.

Øget fokus på praktik

En positiv del af reformen er, at regeringen foreslår et større fokus på praktikken. Der lægges op til et tættere samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne og arbejdspladserne, hvilket kan lette overgangen til arbejdsmarkedet. Et sådant samspil er essentielt for at modvirke det såkaldte "praksischok", som mange nyuddannede oplever, når de træder ind på arbejdsmarkedet.

Denne del af reformen er Danske Fysioterapeuter glade overfor, men Jeanette Præstegaard understreger, at det er vigtigt, at praktikken ikke får karakter af ”billig arbejdskraft”:

"Vi venter stadig på de præcise detaljer, men vores bekymring er, at studerende bliver udnyttet i driften. Praktikken er til for at give de studerende lejlighed til at afprøve teori i praksis på patienter, så de kan give patienterne den bedst mulige behandling som flyveklare fysioterapeuter," lyder det fra formanden.   

Læs mere om regeringens reform