De lytter i Danske Regioner
Min tid efter sommerferien har stået i Danske Regioners tegn.
I august var jeg inviteret til møde med ledelsen af Danske Regioner. Formand Anders Kühnau og næstformand Mads Dueholm og Danske Regioners direktør. Vi var bænket rundt om et mødebord og var hver især flankeret af vores sekretariater.
Det kan føles stift og formelt. Men det var det faktisk ikke. Jeg er grundlæggende en uformel person og kunne fra første minut understrege, at vi var her for at hjælpe Danske Regioner med at stille skarpt på deres udfordringer. Danske Fysioterapeuter var, og er, leveringsdygtige i kloge løsninger og dygtige medlemmer.
35 sygdomme kan forebygges
Der blev lyttet. Vi fortalte om værdien af forebyggelse og rehabilitering. Og med udgangspunkt i resultaterne fra de dygtige forskningsmiljøer, kunne vi dokumentere den nyeste viden om, at hele 35 sygdomme kan forebygges ved hjælp af individuel doseret træningsterapi og uddannelse, vurderet ud fra sundhedsfaglig viden. Jeg garanterer jer: Der blev lyttet.
Vi drøftede behovet for, at fysioterapeuter laver fysioterapi og ikke bør anvendes til opgaver, de først skal oplæres i. Vi drøftede det paradoksale i, at regionerne mangler medarbejdere, mens vi har ledige medlemmer. Vi drøftede behovet for kontinuerligt kompetenceløft for at kunne give patienterne den bedste behandling. Der blev lyttet.
Sådan nogle møder ender ikke altid med håndfaste aftaler og direkte resultater. Men vi får altid plantet frø hos hinanden, alene fordi vi lytter til hinanden. Det gøder jorden forud for de kommende offentlige overenskomster og til næste praksisoverenskomst. For selv om, at det kan føles som om, at ”de er da lige blevet vedtaget”, så er vi allerede langt fremme i forberedelserne til næste forhandling.
I sidste uge, i torsdags, var jeg så tilbage hos Danske Regioner. Denne gang i foretræde hos ”Udvalg for det nære sundhedsudvalg”. Udvalget var interesseret i at høre, hvad det egentlig er, vi mener, når vi siger, at forebyggelse er vejen frem. Det fik de at høre. Vi fik sat ”M’et” i KRAM på dagsordenen.
Jeg kunne, igen med baggrund i de mange forskningsresultater om fysioterapiens effekter, fortælle om, hvordan individuel doseret træningsterapi og uddannelse kan forebygge 35 sygdomme – ikke kun inden for muskelskeletområdet, som vi årligt bruger over 53 mialliarder kroner på, men også inden for de medicinske områder: hjertekar-, lunge-, neurologiske-, endokrinologiske- og kræftsygdomme. Jeg kunne give fem konkrete business cases. Der blev lyttet.
De to møder er der, hvor jeg som formand virkelig kan mærke, at alle de dygtige fysioterapeuter og forskere er med i lokalet. Det er en gave at få mulighed for at formidle jeres faglighed og den enorme værdi fysioterapeuter har til beslutningstagere i Danske Regioner.
Derfor en kæmpe TAK til alle jer forskere, der hele tiden beriger os som profession med ny viden. Og tak til alle jer medlemmer, der dagligt leverer fantastisk fysioterapi og hjælper så mange mennesker til et bedre liv.
Efter de to møder gik jeg hjem med nye invitationer. Det glæder jeg mig til. For der er ikke noget vigtigere for mig, end at få lov til at tale jeres sag!
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.