Fysioterapeuter er en vigtig del af fremtiden
Jeg håber, at du har haft en rigtig god og fornøjelig sommer og har nydt at slappe af og lade op til efterårets komme. Min ferie har været tiltrængt og særdeles god.
For mig er august en særlig måned. Noget går på hæld og nyt starter op. Sommerens glæder og oplevelser pakker så småt sammen, og samtidig begynder forventningens glæde at boble hos de fleste børn, unge og voksne ved at starte i børnehave, skole, uddannelsen eller i nyt job.
Velkommen til vores fællesskab
Jeg vil gerne byde alle nye studerende og fysioterapeuter velkommen i vores forening. Jeres aktive tilvalg af fællesskabet er værdsat. Danske Fysioterapeuter arbejder sammen med resten af fagbevægelsen for SÅ mange ting, som kan være svære at se i den travle hverdag. Tag bare den sommerferie, som de fleste af os lige har afholdt. Det er resultatet af mange års overenskomster og i øvrigt en fortsat kamp for forbedringer. Ferie på bordet ved hver eneste overenskomstforhandling.
Også stort til lykke til dig, der starter i nyt job efter sommerferien. Jeg håber, at du bliver godt modtaget af dine nye kollegaer, din lokale tillidsrepræsentant og din leder, og at det nye bliver det rette for dig.
Danske fysioterapeuter vil bidrage til et bæredygtigt sundhedsvæsen
Jeg har selv brugt en del af sommeren på Danske Fysioterapeuters høringssvar til indenrigs- og sundhedsministeren om Sundhedsstrukturkommissionens rapport. Det har været sommerlæsning af rapporten og så refleksioner over, hvordan vi som fysioterapeuter kan skabe en kæmpe forskel i fremtidens sundhedsvæsen.
Som formand for vores fælles forening har jeg kunnet tale jeres sag i Sundhedsstrukturkommissionens følgegruppe, hvor Danske Fysioterapeuter har haft samme adgang som fx Ældre Sagen og Kommunernes Landsforening. Det er en politisk anerkendelse af fysioterapiens rolle i sundhedsvæsnet.
Samlet set bifalder vi kommissionens arbejde, men vi har ikke haft en holdning til antallet af regioner. Til gengæld har vi fremhævet behovet for, at forebyggelse i bred forstand prioriteres politisk. Faktisk foreslår vi, at der udarbejdes en national forebyggelsesplan. Vi skal undgå, at danskerne i stor stil valfarter til lægen og til sygehuset – flere skal bruge deres lokale fysioterapeut forebyggende.
Den politiske bekymring i samfundet retter sig mod manglen af læger generelt og i særdeleshed uden for de fire største byer. Sundhedsstrukturkommissionen fremhæver nogle ret vilde ting i deres rapport og ja - nogen burde da have grebet ind noget før.
Desværre var der i kommissionens arbejde et meget ensidigt fokus på de samme gamle svar: Medicinsk behandling, pleje og omsorg. Forebyggelse og rehabilitering blev stort set ikke nævnt, medmindre vi bragte det på banen sammen med patientorganisationerne, Ældre Sagen og Ergoterapeutforeningen.
I de kommende måneder vil I høre mig sige, igen og igen, at vi skal have det politiske mod og fremsyn til at investere langsigtet i de konkrete strukturer og økonomiske incitamenter, der for alvor batter noget i forebyggelsen af sygdom. Jeg ved godt, at mange finder forebyggelsestiltag frihedsbegrænsende.
Vi ved, at den hyppigste grund til at søge læge er muskelskelet-smerter og den hyppigste grund til, at man forlader arbejdsmarkedet før pensionsalderen, er muskelskelet-smerter.
Det er drønærgerligt, for fysioterapeuterne står jo klar til at løfte opgaverne. Vi kan bidrage langt mere strategisk i undersøgelse, diagnosticering, træning, behandling og patientuddannelse i muskelskeletsygdomme. Vi har hyldemeter af forskning fra fantastiske kollegaer, der viser, at systematisk individuel doseret træningsterapi og patientuddannelse er både lindrende og helende for den enkelte og for samfundsøkonomien.
Det vil jeg synliggøre overfor politikerne. Vi bakker op om en national sundhedsplan, der indeholder en national forebyggelsesplan. Vi bakker op om en styrket almen praksis, hvor en samlet praksis i fysioterapi er en central aktør i fremtidens opgaveløsning. Vi bakker op om ny organisering af arbejdet med digitalisering og data, der kan anvendes på tværs af nuværende sektorer. Vi bakker op om at styrke sammenhængen og kvalitet i indsatsen for mennesker med psykiske lidelser, og vi byder os aktivt til opgaven.
For danske fysioterapeuter kan og vil være med til at skabe en bæredygtig sundhedssektor!
I de kommende måneder vil vi søge politisk indflydelse på vegne af dig og dine kollegaer. Jeg glæder mig til arbejdet og giv mig endelig et praj, hvis du har en særlig god case fra virkeligheden, som jeg kan tage med ind på Christiansborg.
Jeg ønsker jer alle en god sensommer.
Jeanette
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.