Gør bevægelse i forebyggelsens navn til en politisk vindersag
Så landede regeringens udspil til en ny sundhedsreform, og jeg synes, at der er mange gode takter.
Vi har et grundlæggende godt og stærkt sundhedsvæsen fyldt med dygtige og dedikerede medarbejdere, og det er glædeligt, at regeringen vil investere markant i sundhedsvæsenet. Spørgsmålet er, om investeringerne er markante nok, og om der investeres i det rette?
Det er vigtigt, at der er politisk fokus på at øge ligheden i adgang til sundhedsvæsenet - blandt andet igennem en øget kapacitet af alment praktiserende læger og bedre geografisk fordeling af kapaciteten. Udfordringen er, at det tager 12 – 13 år at uddanne en privat praktiserende læge, og det er derfor en løsning, der ligger en del år ude i fremtiden.
Fysioterapeuter har mulighed for at træde til i morgen.
Derfor arbejder vi for at sætte fysioterapeuters kompetencer i spil overfor arbejdsgivere og politikere fx i forhold til præhospital træningsterapi (ventelistepatienter) i kommuner og klinikker, og at borgerne kan gå direkte til en fysioterapeut, som har diagnosticerings- og behandlingskompetencerne til en lang række sygdomme, der hverken kræver piller eller operation..
Vi bakker op om pakkeforløb
Sundhedsudspillet indeholder desuden pakkeforløb for mennesker med en række navngivne kroniske sygdomme á la kræftpakkerne. Det bakker vi også op om, så befolkningen kan få en mere ensartet kvalitet uanset, hvor man bor i landet, og så alle borgere får ret til en behandlingsplan. Det kan føre til mere gensidig forventningsafstemning behandlere og patienter imellem.
Kronikerpakker kalder i den grad på fysioterapeuter: Mange af dem er allerede vores patienter, og det siger vi til alle de politikere, vi møder. Vi slår samtidig et slag for, at individuel doseret træningsterapi/behandling og uddannelse kan forebygge fx medicinske, hjerte-kar, lunge, mentale sygdomme ud over at forebygge muskelskelet sygdomme.
For Danske Fysioterapeuter vil gerne bidrage til at gøre mere bevægelse i forebyggelsens navn til en politisk vindersag. Sundhedsreformen har et lægefagligt behandler- og plejefokus, hvilket statsministeren pointerede i sin tale ved åbningen af Folketinget i denne uge. Men det er vigtigt, ikke at glemme forebyggelse af symptomer og sygdomme fra vuggestue til livets sidste timer.
Forebyggelse som politisk indsats er jo et middel til at løse udfordringerne med hospitalsudgifter, der løber løbsk som følge af, at befolkningen får flere og flere kroniske sygdomme, som ender med hospitalsindlæggelser, der kunne være undgået.
Derfor er det spændende, at regeringen foreslår en forpligtende folkesundhedslov i udspillet og lægger op til, at kommunerne skal styrke deres indsatser med at forebygge og sundhedsfremme på tværs af velfærdsområderne. Det tager jeg som tegn på, at regeringen faktisk gerne vil gå forebyggelsesvejen.
Men jeg mener ikke, at sundhedstilbud bør være civilsamfundets ansvar, som regeringen lægger op til. Her må vi stå fast på, at det naturligvis er en opgave for de sundhedsprofessionelle, som har autorisation til at praktisere ud fra godkendte, fagligt velfunderede standarder.
Jeg er med på, at civilsamfundet har en vigtig rolle i at skabe gode miljøer omkring træning og bevægelse. Mange rum findes faktisk allerede, og mange steder landet over samarbejder vores private klinikker og kommunale genoptræningscentre allerede med foreninger og virksomheder.
Hvis forebyggelse skal indgå som led i en samlet sundhedsreform, er regeringen nødt til at sikre målet igennem forpligtende målrettede sygdomsforebyggende indsatser. Vil regeringen fx overveje fradrag for træningsabonnementer og foreningsliv, en gratis fritidsaktivitet til børn og unge og genindførelse af motion på recept?
I de kommende forhandlinger vil vi holde øje med, hvilke incitamenter der er politisk villighed til at finansiere, for at mennesker med behov men manglende motivation og økonomi rent faktisk kommer ud at bevæge sig. Djævlen ligger som bekendt i detaljen, og vi sidder klar med luppen – og masser af gode ideer.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.