Hvor er fysioterapien i ældreudspillet?

Ikke mindre end fire ministre var værter, da jeg sammen med 2000 andre aktører, politikere og interessenter i sidste uge deltog i regeringens stormøde om ældres velfærd i Kolding. Det var derfor med store forventninger, jeg drog afsted med toget. Men sikke en fuser!

På mødet fremlagde regeringen sin længe ventede ældrereform, men desværre er det en reform, hvor det reformerende udebliver.

Udspillet fra regeringen har et ensidigt fokus på ældrepleje og frit valg på to måder: Udlicitering af helhedsplejeløsninger samt borgerens ret til at vælge, hvad det offentlige skal bidrage med.

Set fra mit perspektiv er det to områder, der er helt off i forhold til de udfordringer, vi står med – og det, som ældre og den øvrige befolkning efterspørger.

Det, vi har brug for på ældreområdet, er:

1. At ledestjernen for ældreområdet er et forebyggelses- og rehabiliteringsperspektiv på sundhed og sygdom
2. At organiseringen og lovgivningen for samarbejdet, viden- og datadeling mellem faggrupper og sektorer er nøglen til succes og sammenhængskraft
3. At ældreområdet reelt prioriteres økonomisk ift. demografien

Vi har ikke råd til at have et så ensidigt fokus på pleje, der både kræver mange medarbejdere og mange penge. I stedet er vi nødt til forebygge udvikling og forværring af sygdom, hvis vi skal reducere antallet af syge ældre og kommende syge ældre.

I regeringens reformudspil nævnes sosu’erne 36 gange. Fysioterapeuter nul gange. Det er efter min vurdering fuldstændigt ude af trit med virkeligheden og stærkt bekymrende.

Vi står i en krisesituation. Og uanset hvor gerne regeringen vil have mere frit valg, er tiden ikke til eksperimenter. Erfaringerne viser, at helhedspleje er en vanskelig opgave for private aktører, og udspillet indeholder ingen detaljer om, hvordan regeringen forestiller sig, at det bliver let og mere attraktivt for de store udbydere at løse opgaven.

Udspillet rummer desværre ikke en reel prioritering af ældreområdet. Den offentlige økonomi er presset, og det mærker vi på praksisområdet, ligesom vi nærmest dagligt kan læse om offentlige besparelser inden for både kommuner og regioner. Det hænger ikke sammen med befolkningens ønske om en langt stærkere prioritering af sundhedsvæsenet.

Heldigvis er ældrereformen endnu ikke politisk vedtaget, så der er håb for en nødvendig forbedring, der reelt lever op til både professionelles og befolkningens forventninger til fremtidens ældres sundhed og velfærd.

Jeg lover, at jeg gør alt for at påvirke de forhandlinger, der er i gang, så fysioterapi og forebyggelse ikke bliver glemt. Det har vi simpelthen ikke råd til!