Hvorfor fyrer regeringen, når der mangler medarbejdere?

Fyringer på sygehusene. Besparelser i kommunerne. Overalt er den offentlige økonomi presset af stramme budgetter.

Det er vanskeligt at forstå de meldinger, der kommer fra de politiske niveauer i denne tid. Regeringen lover skattelettelser, og den statslige kasse bugner. Men samtidig er flere – måske alle – regioner nu nødt til at fyre medarbejdere for at få tingene til at nå rundt.

Desværre bliver der ikke færre syge borgere. Derfor betyder færre sundhedsprofessionelle dårligere behandling af borgerne. Og ja, selvfølgelig kan der hentes lidt ved at gøre tingene smartere og afbureaukratisere, som det hedder. Men virkeligheden er, at der de fleste steder er skåret ind til benet. Administrationsansatte udgør en meget lille del af medarbejderne, og hvis ikke opgaverne forsvinder, betyder en besparelse på administration som regel, at de sundhedsfaglige får mindre tid til patienterne, fordi de får mere papirarbejde.

Det bekymrer mig, at politikerne ikke taler sammen. Hvordan kan Christiansborg svømme i penge, mens regionerne må spare?

Det bekymrer mig, at kvaliteten bliver lavere. For selvfølgelig vil det påvirke patienter og borgere, at der er færre på arbejde.

Det bekymrer mig, at det går ud over fysioterapeuterne. For selvfølgelig vil færre sundhedsprofessionelle i sundhedsvæsenet betyde, at vi som fysioterapeuter begrænses i at levere den faglige kvalitet, som vi står for, og som skaber stor værdi i sundhedsvæsenet.

Det fremstår ugennemtænkt. Ikke konsekvensberegnet. Og det er en udvikling, der går stik imod befolkningens forventninger og krav til sundhedsvæsenet. Når vi bliver syge, føler vi os berettiget til at få hjælp.

Og hvis politikerne ikke vil prioritere de midler, der skal til, må de lægge arm med befolkningens forventninger og ikke bare tørre den af på os, der står i frontlinjen.

Vi skal vælge klogt. Og med en fremtid foran os med flere ældre og flere syge, er der brug for prioriteringer. Men det virker tomt og utrygt, når politikerne bare sender aben videre.

Der er brug for nye løsninger. Derfor er jeg også glad for at repræsentere fysioterapeuternes stemme ind i Sundhedsstrukturkommissionen. Her taler jeg ind i nye måder at se sundhedsvæsenet på. Vi skal flytte os fra medicin og pleje og hen til sundhedsfremme og forebyggelse – og der skal tænkes kulturforandringer på tværs af monofaglighederne. Vi vil gerne. Og vi tror på, at meget kan blive anderledes. Men første skridt er, at politikerne tør prioritere udvikling og vil investere i medarbejderne i stedet for endnu en gang at fyre for at få enderne til at nå sammen.