Sammen om fremtiden: Repræsentantskabet sætter retningen
Om en uge mødes Danske Fysioterapeuters øverste myndighed, repræsentantskabet. Her mødes foreningens politikere for at sætte retningen for de kommende års arbejde. Vi er 65 repræsentanter, som er valgt af jer til at udfylde det tillidshverv, det er at stå i spidsen for fysioterapeuternes faglige forening.
Den tillid tager jeg meget alvorligt. For Danske Fysioterapeuter er en demokratisk forening, hvor demokratiets spilleregler skal overholdes og stå i centrum for vores samarbejde. Det er vigtigt, at vi samler os om at være politisk uenige i en god debattone og tager drøftelserne – lette som svære – i foreningens åbne rum.
Jeg vil gerne sige stort TAK til alle repræsentanter, som har valgt at sætte ord på tanker og idéer, der er kommet ind som forslag. Hele 31 af slagen. Der bevidner, at vi er stærke på energi og kraft i at ville forandringer og forbedringer.
Ligeledes vil jeg gerne rette en helt særlig TAK til alle sekretariatets medarbejdere som på tværs af afdelinger og områder af foreningen, dedikeret har arbejdet solen sort for at kvalificere de mange forslag, forberede foreningens demokratiske højdepunkt, samtidig med at medlemmer er blevet serviceret, rådgivet og vejledt samt sørget for at den daglige drift trygt går videre.
Jeg ser med stor forventning og spænding frem til repræsentantskabsmødet, hvor alle vi medlemsvalgte samles i foreningens store beslutningsrum for at fremme fysioterapeuters samlede potentialer og vilkår.
Godt møde til os alle,
Jeanette
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.