Valgoplæg fra Mark Bjerre Ebbesen
Om mig
Jeg hedder Mark Bjerre Ebbesen og arbejder i praksissektoren udenfor sygesikringen. Her driver jeg klinikker i hhv. Køge, Borup, Møn, Nykøbing F og Holbæk, med både fysioterapi og kiropraktik. Jeg har tidligere arbejdet som ansat indenfor sygesikringen og oplevet praksissektoren fra flere sider.
Jeg sidder som formand for Erhvervsnetværket for Frie Praktiserende Fysioterapeuter og i Udvalg for Praksisoverenskomster (UP), Lederrådet og tidligere arbejdsgiversektionen.
Jeg bor i Køge med min kæreste hvor vi renoverer hus og bruger min fritid på motion og kajak.
Valgoplæg
I min optik er foreningens klareste og stærkeste opgave, at sikre fysioterapeuter ordentlige løn- og arbejdsvilkår bredt set. Derfor skal vi også turde at sige højt, at vi som fag er mere værd.
Vi er et fag i rivende udvikling og med mange muligheder. Gode Løn- og arbejdsvilkår kommer ikke af sig selv, men igennem det politiske arbejde vi laver i foreningen og igennem den kultur, som hersker på arbejdspladserne. Derfor vil jeg arbejde for gode og sunde arbejdspladser, en indsats for de studerende, sammenhængskraften i fysioterapi og en højere værdi for vores fag. Fysioterapi kan mere.
Løn- og arbejdsvilkår
Jeg vil arbejde for at Danske Fysioterapeuter er en forening, som sætter løn- og arbejdsvilkår øverst, og ikke er bange for at tage de nødvendige skridt for at vise, at vi som fag er mere værd. Som et eksempel, er det vigtigt, at vi griber i egen barm og får sat en stopper for de faldende gennemsnitslønninger i praksis. Vi ser dygtige, specialuddannede og erfarne fysioterapeuter blive sat ned på samme kontraktniveau som helt nyuddannede fysioterapeuter. Det mener jeg er en fejl og en bombe under vores fag og vores værdi.
For hvordan skal vi kunne overbevise vores samarbejdspartnere og forhandlingsparter om, at vi skal have mere i hatten, når vi sætter vores mest erfarne ned i løn.
Vi skal i stedet vise samfundet at fysioterapi er løsningen på mange af de udfordringer sundhedsvæsenet står overfor. Vi skal arbejde for at rehabiliteringsdagsorden kommer mere i centrum politisk og samfundet stopper med besparelserne og begynder at investere i forebyggelse. Man har ikke råd til at lade være.
Sunde arbejdspladser
Jeg ser etableringen af en stærk tillidsmandsstruktur i alle sektorer sammen med fokus på ledelse, som en forudsætning for at have sunde arbejdspladser. Jeg vil arbejde for udviklingen af tillidsmandsstrukturen i foreningen, og kæmpe for udbredelsen af en god, sund og moderne ledelseskultur på arbejdspladserne. En moderne ledelse hvor man som chef eller arbejdsgiver ser en større værdi i et sundt arbejdsmiljø, motiverede medarbejdere og at man som leder tør at gå forrest i svære tider og tør og vise sig i frokoststuen. Igennem mit arbejde i lederrådet har jeg arbejdet for at skabe en uddannelse for ledere og sætte fokus på god og moderne ledelse.
Fremtidens fysioterapeuter mere i centrum
Der skal i langt højere grad fokus på sammenhængskraften for de nye fysioterapeuter.
Vi skal sikre, at de er forberedt på de vilkår, de vil møde både offentligt og privat, og som forening understøtte deres start på arbejdslivet og sikre gode muligheder for faglig støtte og netværk. Vi skal sikre sunde arbejdspladser der giver plads til de nye generationer, så alle fysioterapeuter føler sig trygge, har udviklingsmuligheder og trives i deres fag.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.