Livet som fysioterapeut i Grønland

Jeg blev færdiguddannet fysioterapeut i sommeren 2014, i en alder af 24 år. Jeg var fast besluttet på, at mit første job skulle være i Grønland. Jeg blev pr. 1. september 2014 fastansat som fysioterapeut på Ilulissat sygehus, med ansvar for hele region Avannaa.

Ene fysioteraeput for 17.000 mennesker

Jeg er nu ene fysioterapeut i et område på størrelse med England og Frankrig tilsammen. Jeg har ansvaret for de ca. 17.000 mennesker, der bor fordelt over byer og bygder i hele Nordgrønland. At varetage en sådan stilling, kræver stor selvstændighed, engagement, mod, ansvar, nysgerrighed og kreativitet. Jeg står alene med mange store beslutninger og vurderinger, der omhandler patienternes fremtidige udsigter. 

Arbejdsfeltet er bredt, både fagligt og geografisk. Jeg har min base i Ilulissat, hvorfra jeg et par gange om året, rejser til de nordliggende byer og bygder, og tilbyder min hjælp som fysioterapeut. Der er ingen veje i Grønland, som forbinder byerne med hinanden. Derfor foregår det enten med fly eller båd, når man skal til en anden by. Jeg har sågar besøgt en patient på snescooter. Når jeg er i Ilulissat, tilbyder jeg telefysioterapi til de patienter, der bor i en anden by eller bygd. Jeg konsulterer patienterne over Skype, med formål at give dem råd og vejledning til genoptræning. Det er naturvis ikke det samme som at være fysisk tilstede, men det er ofte bedre end ingen fysioterapi.

Fra hofteskred til forfrysninger

Trods jeg arbejder på et sygehus, består arbejdet primært som klinikarbejde. Patienterne kommer ind fra gaden med diverse problematikker, og der er snart ikke den problematik, jeg ikke har haft i hænderne. Alt fra spædbørn med hofteskred, opmåling til brystproteser og bh’er, opmåling til paryk, forfrysningsskader, amputationspatienter, finger der er skåret af ved fiskeri, postopererede patienter, palliative patienter, sportsskader, apopleksipatienter, og ikke mindst gamle slidte kroppe, der bærer præg af et langt og hårdt arbejdsliv. 

Fisker-  og fangerlivet fylder meget i den grønlandske kultur, hvad enten det er på hundeslæde om vinteren eller i en lille jolle om sommeren. Dette afspejler sig i høj grad, i de problematikker jeg dagligt ser i fysioterapien. Arbejdet er deres levebrød, og selv når temperaturen siger -40 grader, skal fiskene hives i land og hundene luftes. De sætter deres liv på spil i den barske natur, og trods det hårde arbejdsliv mange lever, hører man dem sjældent klage. Det kræver tid og kræfter at lære om, og sætte sig ind i grønlændernes måde at leve på, og dermed forstå sig på kulturen. 

At blive integreret i den grønlandske kultur

Grønlænderne er på alle måder et venligt og imødekommende folkefærd. Den store udskiftning blandt det danske personale på sygehuset, har dog sat sine præg. Det tager tid og energi at integrere sig og blive en del af samfundet. Kulturen er langt fra den, vi kender i Danmark. Mit første år som fysioterapeut i Grønland, har jeg brugt på at føle mig frem og drage egne erfaringer. Jeg har forsøgt, og forsøger stadig, at lære sproget så godt som muligt. Jeg har været håndboldtræner for et hold, der udelukkende bestod af grønlandske damer, hvor kommunikationen primært foregik på grønlandsk. Jeg har 13 slædehunde med en anden dansker, som vi kører med om vinteren. Jeg deltager i så mange af byens sociale og aktive arrangementer som muligt. 

Jeg er nu, et år efter, ved at være nået dertil, hvor jeg føler mig integreret. Som den eneste fysioterapeut i byen, er jeg et kendt ansigt. Jeg møder mine patienter alle vegne, og mange af dem er mine venner eller bekendte. Dette har åbnet muligheder for mange vilde oplevelser, man ikke får som turist eller vikar. Jeg har oplevet -40 grader og følelsen af ikke at kunne mærke min egen krop, med forfrysningsskader til følge. Jeg har oplevet fascinationen ved, i timevis at sidde med udsigt til 12 hundenumser, mens man forgæves prøver at finde en behagelig siddestilling. Hvordan tid og sted forsvinder, når man i døgndrift jager sæler, med hvalerne svømmende i baggrunden, og sælerne der gang på gang slippe væk, med et drilsk blik der siger; bedre held næste gang kammak.

Kendskab til kulturen hjælper i anamnesen

At komme helt tæt på kulturen, og opleve den til tider barske hverdag, hjælper mig til at forstå, de skader og skavanker mine patienter kommer med, samt hvorfor en velfungerende krop er altafgørende. Jeg bliver knivskarp på, at spørge specifikt ind i anamnesen, og dermed hurtigt spore mig ind på problematikken. Det er nemlig ikke uvæsentligt, hvor på slæden kusken sidder, eller hvilken funktion han har, når han kører med sine hunde. Det er heller ikke uvæsentlig, hvilken båd fiskeren sejler i, eller hvor på båden han står, når han sejler. Om der er halvtag på båden, så kutteren må stå på en fiskekasse, for at kunne se over halvtaget, samtidig med han skal kunne nå roret, og derfor må stå i en foroverbøjet stilling i flere timer. Ej heller hvilke arbejdsstillinger der gentagende gange indtages, for at hive en 60-80 kg. tung sæl op af vandet, i en båd hvor pladsen er træng. Min hverdag er mit feltstudie og jeg elsker det.

Jeg har brugt det første år på, at integrere mig og forstå mig på den grønlandske kultur. Jeg er nu, efter et års forarbejde, ved at gå ind i næste fase, hvor jeg virkelig kan udvikle mig som, hvad jeg selv vil kalde, specialiseret fysioterapeut i den grønlandske kultur. 

Min første patient blev i øvrigt smertefri efter nogle behandlinger, og fik en velfungerende skulder, så han igen kunne vende tilbage til hans fiskeri, hans levebrød. 

Mette Jørgensen, Ilulissat, Grønland