Livet på Grønland giver muligheder

Arbejdet som fysioterapeut på verdens største ø giver mulighed for at tænke ud af boksen.
Foto: iStock

Der er mange muligheder for at udfolde sig som fysioterapeut højt mod nord i rigsfællesskabet på verdens største ø, Grøndland. Her kan man være ansat forskellige steder, blandt i sundhedsvæsenet, kommunerne og på læreanstalter.

Byerne byder også på meget forskelligt, der er fx stor forskel på hovedstaden Nuuk og de andre byer og bygder langs kysterne. Nogle steder kan man være (u)heldig at se isbjørne gå gennem gaderne, hvad flere kollegaer har berettet om efter endt tjenesterejse.

I Nuuk er vi privilegerede med mange moderne foranstaltninger og fast forsyningslinje via skib med diverse ting til opretholdelse af livet. Vi går på café, kan købe frisk økologisk broccoli til en 50'er, flyfriske agurker til 25 kr og borgerne kan låne en særlig fjeld rollator af kommunen, så de kan komme frem gennem sne og fjeld.

Nogle steder, fx østkysten, må de betale 70 kr. for en bakke vindruer, 12 kr. for én banan og nøjes med at se en fysioterapeut et par gange om året, når de kommer forbi på tjenesterejse.

Man skal tage én dag af gangen

Med det arktiske miljø følger til tider også udfordringer, man ikke møder rigsfællesskabets sydlige del, Danmark. En stor del af året er landskabet beklædt af sne, og ”fru Josefsen” kommer derfor måske ikke lige til sin knæundersøgelse foreløbig. Ajungilaq (det går nok) er et ord man hurtigt lærer her i Grønland – heroppe er man prisgivet naturens luner, så det nytter ikke at hidse sig op over forsinkelser og aflysninger.

”Man skal bare tage én dag af gangen, ellers overlever man ikke i arktis”, sagde en taxa chauffør engang til mig, og det er nok noget der sidder dybt i inuitternes folkesjæl. Måske er der noget om det, og som vi danskere godt kan tage lidt ved lære af.

Grønlands mange muligheder

Fysioterapeutisk arbejde her i Grønland giver mulighed for at tænke ud af boksen, sætte sit præg på udviklingen, og prøve sig selv af på nye måder. Jeg selv tog herop i 2016, for at implementere den rehabiliterende tankegang hos hjemmeplejen i Sermersooq kommune, sin hovedstaden Nuuk hører under.

Kommunen er på størrelse med Frankrig og strækker sig fra vestkyst til østkyst. Det kræver derfor også, at nogle fra terapeut teamet rejser ud på de såkaldte tjenesterejser og er derude ca. 10-14 dage af gangen.


At rejse heroppe foregår, foruden fly, også nogle gange med med både båd, helikopter, snescooter eller hundeslæde. Ingen landeveje forbinder byerne heroppe, så hver by eller bygd er meget isoleret.

Som rehab-fysioterapeut arbejder jeg tæt sammen med hjemmeplejen og er med til at implementere paradigmeskiftet til hverdagsrehabilitering – skiftet fra kompenserende hjælp til aktiverende hjælp. Vi kalder det "Træning før pleje".

Det er spændende, men også udfordrende, fordi det kræver af både de lokale hjemmehjælpere og jeg selv, at vi ikke gør helt som man plejer. Man må sætte sig ind i kulturforskelle for at minimere misforståelser. Man må også lære at kommunikere via tolk, når vi ikke kan nok grønlandsk og møder grønlændere, sin ikke kan nok dansk. Relationen betyder rigtig meget, og grønlænderne er meget hjertevarme mennesker med sød humor, og det kommer man i mange tilfælde rigtig langt med.

Livet uden for arbejdet

Når jeg ikke arbejder, vandrer jeg i fjeldet om sommeren, plukker lokale urter, ser på hvaler og tager på langrend om vinteren. Her er så smukt, og den arktiske flora, som er meget sart og fin, buldrer afsted, så snart sneen er smeltet - det skal jo gå stærkt, inden den næste vinter sætter ind.

Hvad angår beretningen fra kollegaen, om isbjørne gennem gaderne, så han missede chancen for at se den, fordi han gad ikke at gå til endnu en kaffemik den dag. Den kollega der dog kom afsted igen, så både isbjørnemor og unge gå lige forbi kaffemik vinduerne! Ak ja, sådan kan det gå – muligheder kommer og går - den der griber chancen, har meget at vinde.

Fysioterapeut Henriette Holm Speranza

Indsend kommentar