Refleksioner fra fagkongressen

Netværk

Danske Fysioterapeuter skriver på deres hjemmeside: ”I netværk kan du få faglig udvikling, sparring, inspiration og skabe nye professionelle relationer. Alt sammen noget der styrker dig i dit arbejdsliv”.

Netværk er det første emne, jeg vil tage op, for det er et godt og vigtigt redskab, der kan være med til at udvikle os både individuelt, men også som faggruppe.

Jeg hører ofte kollegaer efterlyse muligheden for fordybelse og faglig udvikling, og det bliver endda brugt i overvejelserne om, hvorvidt man skal forlade Grønland eller ej. Mange ønsker muligheden for at komme på flere kurser, men kurser er ikke den eneste måde at højne sin faglighed på. Netværk kunne være et godt alternativ hertil. Foruden kurserne er tid også en mangelvare. Ofte har vi ikke den nødvendige tid, der skal til for at sætte os tilstrækkeligt ind i et fagområde, så vi kan tilbyde borgeren/patienten den bedste hjælp, og det gør ondt at gå på kompromis med sin egen faglighed.

Tid er noget jeg synes, vi skal kæmpe for at finde og prioritere. For med mere tid kan vi danne netværk og det vil skabe større faglighed og fællesskab og på sigt øge kvaliteten af vores arbejde. Danske Fysioterapeuter havde på kongressen et oplæg omkring ”netværk” afholdt af deres egen ledelseskonsulent Lotte Colberg Olsen. Hun fortalte bl.a. at de på deres hjemmeside har lister med allerede eksisterende netværk som man kan blive en del af, samt redskaber til at få oprettet netværk, ligesom man også kan kontakte hende for hjælp hertil.

Jeg ved, at man i Sundhedsvæsenet har forsøgt at gruppere terapeuterne i interesseområder, med intensionen om at lave interne faglige netværk men også, at det aldrig er kommet op at køre. Måske burde man gøre brug af de tilgængelige redskaber på fysio.dk og evt. kontakte Lotte Colberg Olsen, for at få hjælp til at starte projektet op igen.

Netværk kan eksistere i mange former og under oplægget blev der gjort opmærksom på, at der fx findes rent facebook-baserede netværk. Måske kunne Lotte Colberg Olsen også hjælpe os til at finde nogle af disse, for det er et forum, vi kan deltage i, selvom vi sidder så langt fra Danmark.

Jeg selv har efterlyst netværk i Grønland, siden jeg startede. Det at sidde som nyuddannet, eneansat i en delestilling kræver netværk. Rent fagligt har jeg altid kunnet kontakte kollegaer i andre byer, men med tiden begyndte jeg at savne sparring med nogen, der sad i samme position som mig.

Vi er en lille, men stærk faggruppe og jeg synes, det er ærgerligt, at vi ikke har flere netværk, så vi kan udvikle os sammen. Fx kan man tage gruppen af kommunale terapeuter i de små kommuner, hvor der højst sidder et par stykker sammen. Her kunne man have god gavn af hinandens kompetencer og erfaringer. Og sundhedsvæsenets ovenstående netværks-projekt behøver ikke nødvendigvis kun at omfatte sundhedsvæsenet. Her kunne man fx også inddrage terapeuterne på Pissassarfik. Eller hvad med et netværk for privatpraktiserende terapeuter i Grønland?

Mulighederne for at lave netværk er mange og jeg er overbevist om, at det vil højne kvaliteten af fysioterapien i Grønland. Så hvis du sidder med et behov for at udvikle dig fagligt, dele praksiserfaringer eller noget tredje, så er det bare med at komme i gang! Vi behøver ikke sidde og vente på, at vi kan komme på kursus igen om et år. Hvis bare vi er villige til selv at lægge kræfter i, så er redskaberne tilgængelige og jeg er sikker på, at fx KNTS kan hjælpe med nogle kontakter på andre terapeuter, hvis du mangler det.

Telemedicin og fysioterapiens fremtid

Et andet område, der er ønske om at udvikle i Grønland og et, der under coronaen virkelig har taget fart i resten af verden, er telemedicin. Telemedicin og fysioterapiens fremtid var områder, der blev belyst ved mange oplæg på kongressen og jeg vil her komme med nogle af de pointer, der kom frem og som jeg synes, vi skal have i mente, hvis vi ønsker at udvikle telemedicinen i Grønland og gøre den til en fast del af vores hverdag. Men er telemedicin vejen frem og hvad kræver det, for at vi lykkes med det?

Fysioterapien er i udvikling og det skal den selvfølgelig være. Et debatpanel på kongressen blev spurgt: ”Hvor vil vi hen med fremtidens fysioterapeutiske kerneopgaver?” Så inden vi kaster os blindt ud i telemedicinen, synes jeg, at vi skal hæfte os ved et par af deres kommentarer til området, som jeg har sammenskrevet nedenfor.

Teknikken er kommet for at blive, men det skal aldrig være på bekostning af kvaliteten. Indtil teknikken virker 100% bliver vi nødt til at se borgerne fysisk, ellers risikerer vi at gå på kompromis med både patientsikkerheden og effekten af interventionen. Teknikken skal altså ikke erstatte noget der er bedre, vores faglighed skal definere behandlingen og vi skal huske på at one size doesn’t fit all.

Der er rigtig mange steder i Grønland, hvor der ikke er fysioterapeuter fysisk placeret. I Kujalleq er der terapeuter i Qaqortoq, som også skal forsøge at dække både Narsaq, Nanortalik, de 10 bygder og alle fåreholderstederne. Jeg ved, at man også i Avannaata ser det som en udfordring at skulle tilbyde fysioterapi til hele regionen, ligesom der slet ingen terapeuter er fast på Østkysten.

Jeg har altid tænkt, at de mere fysiske rammer, var den største hindring for, at vi kunne udvikle telemedicinen i Grønland – Er der tilstrækkelig plads til, at man kan træne i hjemmet? Har borgeren internet? Er forbindelsen god nok? Kan man finde et sted enten på sundhedscentrene eller i kommunen, hvor man har plads til træning? Og hvilken ansat skal så hjælpe med at få startet konsultationen op og sørge for, at det hele kører? Men måske er det slet ikke de fysiske rammer, der er den største udfordring. Måske er det os terapeuter og vores (manglende) kompetencer i at tilbyde videokonsultationer.

Rana Hinmann, professor ved ”Centre for Health, Exercise & Sports Medicine” ved “University of Melbourne”, fortalte på kongressen om deres forskning af effekterne af telemedicin. Forskningen er lavet med udgangspunkt i artrose og hun gør opmærksom på, at telemedicin kan bruges til denne gruppe, da behandlingen primært består i træning og patientuddannelse. Deres forskning har vist, at der er større effekt af videoopkald frem for telefonopkald, så det sætter selvfølgelig krav til internetforbindelsen. Men hvad der for mig, var hendes vigtigste pointe, var at terapeuterne manglede uddannelse i at tilbyde og levere telekonsultationer. Så måske er det her, vi skal starte? Måske skal vi rustes bedre til at kommunikere vores fag på en skærm.

“University of Melbourne” har et gratis online kursus, ”Peak Training”, der tager udgangspunkt i knæ artrose og som bl.a. uddanner terapeuter i, hvordan de skal levere telekonsultationer. Deres resultater af ”Peak Training” viser, at en langt større andel af deltagerne efter endt kursus føler sig sikre i at bruge telekonsultationer, end før de startede kurset. Jeg har ikke selv taget kurset, men hvis du har lyst, har jeg fundet linket her: https://healthsciences.unimelb.edu.au/departments/physiotherapy/chesm/clinician-resources/peak-training

Hvad end der er tale om netværk, telemedicin eller noget helt tredje, så tager det alt sammen tid at implementere. Jeg håber at mine refleksioner har inspireret til at finde tiden, så hver enkelt af os kan blive en del af det fællesskab og opnå den faglige udvikling, vi føler, vi har brug for. Tak til jer og tak til KNTS for at give mig muligheden for at deltage på kongressen.