På tur til Politimuseet
Seniorer på tidsrejse
I det tidligere Station 6 på Fælledvej på Nørrebro holder Politimuseet til. 25 fysioterapeuter med seniorstatus havde sat hinanden stævne der, den 8. november.
En veloplagt pensioneret politibetjent havde tilbudt at tage os igennem dele af museet på en omvisning, der varede over halvanden time. Det blev en rejse ind i historien.
På det gamle politikontor lå håndskrevne rapporter, og vi blev præsenteret for nu næsten ukendte kopimuligheder. Glasmontrerne var små vinduer, der gav adgang til tiden før digitaliseringen. Hele tidsrejsen blev selvfølgelig krydret med muntre anekdoter af betjenten.
På turen over de brune gulvbrædder bevægede vi os ud på et sidespor til beretninger om de sidste henrettelser, før straffen blev afskaffet. Og efter fortællingen om genindførslen i forbindelsen med retsopgøret efter 2. verdenskrig, var den historiske interesse vækket hos os alle.
Vi bevægede os videre til de næste rum og gik en udstilling af uniformer gennem tiderne i møde. En nydelig højhalset frakke med guldknapper langs siderne bød os velkommen til 1800-tallet.
Denne afdeling bød også på fortællinger om uhyrlige forhørsteknikker til at afsløre hekse. Historien bag det kendte politi logo skulle vi heller ikke gå glip af, hånden og øjet, en dobbeltrolle, der symboliserer en overvågende politirolle og den konstante bevågenhed politiet er underlagt.
Fra historien tog vi et spring frem i tiden til fokus på kriminalsager, overvejende mordsager. Mange af disse sager var jo kendte for os seniorer.
Der var fx mulighed for at dykke nærmere ned i æredrabet på Ghazala fra Slagelse, politimordene på Amager, Peter Lundins drab på sin kæreste og hendes 2 børn, det besynderlige uopklarede mord på Peter Bangs vej og englemagersken, Dagmar Overbys, drab på mange spædbørn.
Tiden tillod dog ikke, at vi kom hele vejen rundt og mange nævnte bagefter, at de ville vende tilbage på et senere tidspunkt og dykke mere ned i museet.
Mæt af historie og uhygge begav vi os på vej til spisestedet “Send flere krydderier” på Nørre Alle, en spadseretur på nogle få hundrede meter, hvor glæden ved gensynet af mange tidligere kollegaer fik lov til at spirer og fylde i samtalerne.
Spisestedet serverede smagfuld vegansk/vegetarisk mad, som også var grobund for en livlig snak hen over måltidet hos deltagerne.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.