Spændende seniorudflugt til Vestindisk Pakhus
Udflugten til Den Kongelige Afstøbningssamling i det Vestindiske Pakhus den 26. oktober var en stor oplevelse. Det er særlig heldigt, at det netop var hertil udflugten gik, da afstøbningssamlingen snart skal lukkes.
Vores guide i pakhuset var ualmindelig underholdende og vidende.. Der er ca. 2300 afstøbninger fordelt på tre etager. Samlingen er grundlagt af brygger Carl Jacobsen og kunsthistorikeren Julius Lange. De smukke gipsafstøbninger af Venus og Apollo fra antikken er stadig kropsidealer i dag, som vores guide bemærkede. Vi så kopier af Anne Marie Carl Nielsens kvindestatuer. De var med til, at man indså at kvinder var lige så gode billedhuggere som mænd. Vi var også i værkstedet, hvor man kopierede afstøbninger med henblik på salg.
Efter rundvisningen gik vi til Lumskebugten, som ligger på Esplanaden. Vi fik dejlig smørrebrød i vores eget lokale. Tine Nielsen havde desværre sendt afbud. Kirsten Thorup kunne fortælle, at 100 års-jubilæet ville blive fejret med reception på Københavns Rådhus, på fagfestivalen og i alle 5 regioner. Fysioterapiens 100 års historie vil blive trykt som bog og som e-bog. Susanne Møller fortalte, at der er to fysioterapeuter, der stiller op til kommunalvalget.
-
-
Det ser interessant og hyggeligt ud, håber jeg kan deltage næste gang. Hvornår meldes dato og sted ud og hvem arrangerer?
Tak for din fine kommentar. Udflugten var arrangeret af Hovedstadens Seniorudvalg, der arrangerer en udflugt forår og en efterår. Nye udflugter offentliggøres her på siden, men sendes også ud til en maillingliste. Den kan man blive skrevet på ved at sende en mail til hovedstaden@fysio.dk
Med venlig hilsen
Caroline, regionssekretær