”Vi skal have fysioterapien ud over rampen”

Tre skarpe til Line
Hvorfor blev du fysioterapeut?
”Det blev jeg, fordi jeg som barn på fritidshjemmet fik at vide, at jeg var god til at give nakkemassage, og så var kursen ligesom sat. Jeg tænker, at det motiverer mig at kunne hjælpe.”
Hvordan samarbejder du med andre?
”Det gør jeg igennem dialog og nysgerrigt og med forventning om at komme videre med et fælles mål.”
Hvad gør dig til en god regionsformand?
”Det ved jeg heller ikke, om jeg bliver. Men min erfaring frem til nu gør, at jeg føler mig godt klædt på til posten.”
Fysioterapi er stadig ikke anerkendt og ligeværdig som sundhedsydelse i Danmark på linje med det arbejde, som dygtige læger og sygeplejersker leverer. Derfor må Danske Fysioterapeuter fortsætte det lange seje træk, der allerede er i gang, for at få faget korrekt placeret i sundhedssystemet.
Det mener Line Schiellerup Rasmussen, der fra 1. juli 2022 er ny formand for Danske Fysioterapeuter i Region Hovedstaden:
”Vi skal have fysioterapien ud over rampen, også i forhold til at åbne op for de muligheder, som vores medlemmer skal have for at kunne tilbyde fysioterapi til samfundet, borgerne, patienterne, børnene og de ældre,” siger hun.
”Hvorfor skal man gå til en læge eller sygeplejerske for at få vurderet et behandlingsbehov. Hvorfor ikke – når det er relevant - gå direkte til en fysioterapeut, der ser på patienten med den uddannelse og tilgang, vi har til behandlingen,” spørger hun og konstaterer:
”Vi kan desværre stadig møde borgere, som ikke er klar over, hvad fysioterapien kan, og hvornår det er en fysioterapeut, man skal bede om at blive set af.”
Styrket følelse af tilknytning
Et konkret sted at skabe forandring er i den akutte og sub-akutte behandling, hvor patienterne kunne have glæde af at blive visiteret direkte til udredning og behandling hos en fysioterapeut, mener Line Schiellerup Rasmussen.
Som regionsformand har hun ambitioner om at fremme de fokusområder, som Danske Fysioterapeuter i øvrigt har i hele landet. Hun vil arbejde for, at Danske Fysioterapeuter får en struktur, der sikrer stærk interessevaretagelse for fysioterapeuterne; og for, at foreningen er et meningsfyldt fællesskab at være medlem af.
”Der skal være en styrket følelse af tilknytning og fællesskabsfølelse hele vejen rundt mellem medlemmerne, til regionerne og den landsdækkende forening,” siger hun.
Bygger på lang erfaring
Som regionsformand mener Line Schiellerup Rasmussen, at hun kan gøre en forskel baseret på sin lange politiske og faglige erfaring. På den baggrund ved hun også, at forandringer tager tid:
”Jeg er klar til det lange, seje træk, og jeg er bevidst om – og lover heller ikke – at Rom bliver bygget på én valgperiode,” siger hun. ”Mit hjerte banker for fysioterapi og for foreningen, og jeg har lyst til både det fagpolitiske og til fagforeningsarbejdet. Jeg har mulighed for at yde et godt og relevant bidrag med fokus på at finde løsninger.”
Som regionsformand genindtræder hun i hovedbestyrelsen. Her – lige som i andre sammenhænge – vil hun holde fast i at udtrykke sine synspunkter klart og stå for respektfuldt samarbejde, dialog og gode kompromisser.
Line Schiellerup Rasmussen
Leder for 20 fysioterapeuter i Halsnæs Kommune. Fra 1. juli 2022 regionsformand i Danske Fysioterapeuter Region Hovedstaden.
Tillidshverv
Valgt første gang som TR i 2003. I regionsbestyrelsen siden 2007. Medlem af hovedbestyrelsen fra 2010 til 2016. Har deltaget i samtlige repræsentantskabsmøder siden 2008.
Privat
Bor i Græsted med sin mand Niels. To voksne drenge på 20 og 23 år. Holder af hverdagen med fysisk aktivitet og udeliv; Haven, vandring og ski.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.