Stor debat om vederlagsfri fysioterapi

Politikere i mange kommuner i Region Midtjylland er bekymret over de stigende udgifter til vederlagsfri fysioterapi. Men den bekymring er misforstået mener regionsformand Sanne Jensen.

Midtjylland er den region, der ligger højest, når det gælder udgifter til den vederlagsfri fysioterapi. Politikere i både Silkeborg, Ikast-Brande og Aarhus kommune har i lokale medier luftet deres bekymring over udgifterne.

Det gælder for eksempel Frank Heidemann, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget i Ikast-Brande Kommune. Han skriver i et indlæg i Focus: 

”Vi bliver nødt til at kigge på måden, vi gør det på. For selvom vi nok bliver flere borgere, der skal modtage den vederlagsfrie fysioterapi, så er udgiften til den enkelte også på himmelkurs.”

Et andet eksempel er fra Aarhus, hvor rådmand for Sundhed og Omsorg Jette Skive siger til JP Aarhus:

”Vi bruger flere penge i Region Midtjylland på det her område, og vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan det kan være. Men jeg er også lidt ambivalent omkring det, for borgere, der har gavn af vederlagsfri fysioterapi, skal naturligvis have den.”

Politikere tager fejl

Regionsformanden i Danske Fysioterapeuter Sanne Jensen deler ikke politikernes bekymring. For langt den største stigning i udgifterne skyldes, at flere patienter får hjælp.

”Det er fornuftigt at holde øje med økonomien, men det er afgørende at huske på, at vederlagsfri fysioterapi er en sundhedsfaglig ydelse, som borgere, der lever med alvorlige sygdomme får, for at sikre, at de kan bevare så meget som muligt af deres funktionsevne og dermed livskvalitet.” 

Det skriver Sanne Jensen i et af de debatindlæg, hvor hun svarer på angrebene på den vederlagsfri fysioterapi. Du kan læse alle hendes debatindlæg ved at følge nedenstående links.

"Husk vederlagsfri fysioterapi", JP Aarhus, d. 04.03.2015

"Sådan virker vederlagsfri fysioterapi", Brande Bladet, d. 04.02.2015

"Misforståelser om vederlagsfri fysioterapi", Midtjyllands Avis, d. 31.01.2015

"Kvaliteten er afgørende", Midtjyllands Avis d. 21.01.2105

Indsend kommentar