Flot aften med nåle og politik

Region Nordjylland afholdt generalforsamling torsdag den 27. april, og det blev en aften med både debat og festlig stemning.
Den nye bestyrelse repræsenterer fysioterapeuter bredt fra både den kommunale sektor, den regionale sektor og praksissektoren. Foto: Privat.

49 medlemmer var mødt op, da Region Nordjylland afholdt deres årlige regionsgeneralforsamling torsdag den 27. april.

Der var på forhånd lagt op til en spændende aften, hvor både demokratiet og jubilarer skulle fejres.

Derudover var der oplæg om vigtigheden og relevansen af foreningens netværk og netværksarrangementer.

På generalforsamlingen blev fem ud af syv opstillede medlemmer valgt ind i regionsbestyrelsen, hvor de sidste to blev suppleanter. Ud over de fem generalforsamlingsvalgte, består bestyrelsen også af et SU medlem valgt blandt SU medlemmerne, og to tillidsrepræsentanter valgt blandt de nordjyske tillidsrepræsentanter.

Den nye bestyrelse repræsenterer fysioterapeuter bredt fra både den kommunale sektor, den regionale sektor og praksissektoren. En bredt repræsenteret regionsbestyrelse er dermed klar til at arbejde for at fremme fysioterapeuters vilkår i alle sektorer.

Kamp mod nedskæringer

Den nye regionsbestyrelses fokusområder blev også skildret i Gitte Nørgaards beretning, som også havde fokus på fremtiden.

”Jeg er meget glad for, at vi nu står med en bredt sammensat regionsbestyrelse, som kan bidrage til det vigtige arbejde med at sikre for jobskabelse for fysioterapeuter og en udvidet brug af fysioterapeuter i sundhedsvæsenet. Vores fokus vil også være på den fortsatte kamp mod nedskæringer og ledighed,” lød det fra Gitte Nørgaard på generalforsamlingen.

Som noget nyt blev der på generalforsamlingen også valgt to kritiske revisorer, som har til opgave at gennemse de regionale regnskaber.

Regionsgeneralforsamlingen var også en anledning til at samles og fejre jubilæer for 13 fysioterapeuter, der alle modtog deres nål.

Jubilarer-Nordjylland-main-2023.jpg
De 13 jubilarer med deres nåle. Foto: Privat.