Nyt fra Region Syddanmarks rygkonsulent
I januar 2024 fik Region Syddanmark et nyt tværsektorielt forløbsprogram for borgere med lænderygbesvær. Der er i det forgange år lavet et hav af større og mindre implementeringstiltag.
Her kommer et lille udpluk
Støttet egenhåndtering er det bærende element i forløbsprogrammet - dvs at alle borgere med lænderygbesvær som et minimum skal have støtte til bedre at forstå og håndtere deres rygbesvær.
En vigtig del implementeringen er derfor udvikling af hjælpeværktøjer til at levere støttet egenhåndtering i form af informationsmateriale/dialogværktøjer til brug i dialogen mellem borger og kliniker og til brug af borgere alene. Vi arbejder samtidig med udvikling af et uddannelsesprogram rettet mod klinikere (fysioterapeuter og kiropraktorer). For at sikre et evidensbaseret grundlag for interventionen har Region Syddanmark indgået et samarbejde med Syddansk Universitet og Syddansk Sundhedsinnovation. Udvikling af undervisningsmateriale/dialogværktøjer forventes færdig i juni 2025, og vi forventer at begynde afvikling af klinikeruddannelse i efteråret 2025.
Der er i efteråret 2024 gennemført en bred kampagne med artikler i Sund i Syd, video på regionens info-tv-skærme, på Facebook og med andre relevante virkemidler. Formålene med kampagnen er at få borgerne til at forstå og acceptere, at fysisk aktivitet i langt de fleste tilfælde hjælper, og at det er vigtigt at holde fast i hverdagen og arbejdslivet, selvom det gør ondt i ryggen – samt at en scanning for det meste er unødvendig. Målrettet klinikere er formålene, at fagfolk møder patienterne med de samme budskaber og støtter og coacher patienterne, så de lever bedst muligt med deres lænderygbesvær.
Der er i forbindelse med kampagnen lavet et nyt mini-site med nyttig information for borgere med langvarig eller vedvarende rygbesvær. Sitet er under løbende udvikling.
Se sitet med nyttig information til borgere
I november/december modtog alle privatpraktiserende læger, fysioterapeuter og kiropraktorer et brev samt et klistermærke med en QR-kode til klinikerens skrivebord. Scanner man QR-koden kommer man ind på Region Syddanmarks nye website - altså en let måde for klinikeren at guide relevante patienter ind på sitet.
Region Syddanmarks informationsfolder ”Forstå dine smerter i lænden” er oversat til arabisk, farsi, polsk og tyrkisk (de fire mest oversatte sprog på Rygcenter Syddanmark). Disse forventes sat i produktion primo 2025. I hører nærmere, når de kan rekvireres.
Der er også oprettet en side på regionens hjemmeside, hvorfra fagprofessionelle kan tilgå relevant materiale vedrørende forløbsprogrammet. Her vil en printvenlig version af de oversatte foldere være at finde, når de er klar.
Se regionens hjemmeside for fagprofessionelle
Har du spørgsmål?
Lisbeth Hartvigsen
Sundhedsfaglig konsulent på rygområdet.
Lisbeth.hartvigsen@rsyd.dk
4040 5399
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.