Regionsbestyrelsen i Syddanmark har blikket rettet mod i morgen

Vores mission er at gøre hverdagen bedre på arbejdspladsen for alle vores medlemmer, velvidende at vi hverken har ledelsesretten eller ansvaret for den økonomiske drift. Men vi er bevidste om vores medansvar som sundhedsprofessionelle og aktører i den store sammenhæng i sundhedsvæsenet.
Når man arbejder i en bestyrelse, er man nødt til at hæve sig op i helikopteren og se hele vejen rundt om fysioterapeuters rolle og påvirkning på sundhedsvæsenet. Men mest af alt holder vi af hverdagen og vil hver især gerne gøre dagen i morgen lidt bedre end dagen i går. Det gør man ved at mødes, lytte til hinandens perspektiver og bidrage ud fra sit eget ståsted som fysioterapeut.
Følg med
Som altid kan du holde dig opdateret om nyheder og arrangementer på vores Facebook- og regionsside.
I regionsbestyrelsen har vi mange spændende dialoger, hvor fysioterapeuter og fysioterapi er omdrejningspunktet – vores fags fremtid, vores forenings fremtid, de regionale, kommunale og statslige fysioterapeuters fremtid samt praksissektorens rolle og fremtid. Alt dette er lige vigtigt – ikke kun for os, men også for borgerne og patienterne.
Vi kan blive enige om meget i bestyrelsen, selvom vi repræsenterer forskellige sektorer og faglige interesser. Vores samlede fokus er at formidle dette til vores samarbejdspartnere i sundhedsvæsenet, så vi indirekte er med til at gøre dagen i morgen bedre end dagen i dag. Vi inviterer relevante beslutningstagere ind i rummet for at formidle, hvad fysioterapi kan, når det bruges rigtigt, på det rigtige tidspunkt, i den rigtige mængde og med de rette kompetencer. På den måde tager vi i bestyrelsen ansvaret for at påvirke ledere, direktører og politikere til at træffe beslutninger på et mere oplyst grundlag.
I 2025 har vi valgt at koncentrere os om Ældreloven og patientforeninger.
Sundhedsreformen kører derudad, og vi er med på toget. Vi er i særdeleshed optaget af teamtænkning og af, hvordan kommunerne vælger at strukturere sig. Vi har allerede i 2024 drøftet dette med flere sundhedschefer, og det vil vi fortsætte med.
De studerende er og vil altid være en stor del af vores fokus. I 2025 afholder vi tre dublerende medlemsarrangementer på de tre skoler, hvor vi vil drøfte strukturreformens betydning for fysioterapeuter samt holde et fagligt oplæg. Arrangementerne er oplagte for studerende, undervisere og alle andre medlemmer. Hold øje – mere information følger.
Vi afholder også vores jubilæumsarrangement for 25, 40 og 50 års medlemskab af Danske Fysioterapeuter. Det finder sted i Kolding den 10. april, og du vil modtage en personlig invitation.
Regionsbestyrelsen skal afholde generalforsamling den 13. maj i Fredericia. Generalforsamlingen afholdes efter alle regler, hvorefter vi tilbyder et spændende oplæg af Anders Bæk, der formidler den nyeste viden om AI i 2025. Udviklingen går hurtigt, så kom og bliv opdateret på området.
Og så håber vi, at vi ses på Fagkongres 2025 og Studiedagen 2025 i Odense i marts. Det bliver et festfyrværkeri af faglige oplæg og tid til at dyrke fællesskabet.
På vegne af Region Syddanmarks bestyrelse ønskes alle et godt arbejdsår. Vi håber at se jer til vores arrangementer.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.