Frivillig fysioterapeut for illegale indvandrere

Gigt, overbelastede knæ eller skuldre. Det er blot nogle af de lidelser, som de frivillige fysioterapeuter i Røde Kors’ sundhedsklinik for udokumenterede migranter i det indre København varetager på deres vagt. Sygdomme, som patienterne ikke kan få behandlet i det offentlige sundhedsvæsen, fordi de opholder sig ulovligt i landet og derfor ikke er berettiget til andet end akut lægehjælp.

Klinikken åbnede dørene i august 2011, og den første årsrapport er for nylig blevet offentliggjort. Rapporten viser, at behovet for lægehjælp er stort. I klinikkens første seks måneder var der 504 konsultationer fordelt på 222 patienter. Efter et år er tallene steget til 1343 konsultationer fordelt på 597 patienter.

Men det er ikke kun lægehjælp, der har vist sig at være nødvendigt for de mange patienter, som besøger klinikken. Siden april i år har der også været fire fysioterapeuter tilknyttet. Den hyppigste diagnose hos klinikkens patienter er nemlig sygdomme i bevægeapparatet.

”Behovet for andre ydelser end lægehjælp har overrasket os. Da vi opdagede, at mange havde problemer med for eksempel ryg og knæ, måtte vi selvfølgelig også have fat i fysioterapeuter,” siger præsident for Røde Kors, Susanne Larsen og understreger vigtigheden af, at patienterne har mulighed for at konsultere netop denne faggruppe.

”I et rigt land som Danmark mener vi, at alle mennesker har ret til et sundhedstilbud, uanset hvilken lidelse de kommer med,” siger Susanne Larsen.

Patientforløb eksisterer ikke

En af de fysioterapeuter, som har været tilknyttet klinikken siden april, er 50-årige Anita Larsen. Hun arbejder til daglig som fysioterapeut i Solrød Kommune, hvor hun de seneste sidste 14 år primært har beskæftiget sig med genoptræning.

Og selvom tre timer hver sjette uge umiddelbart ikke lyder af meget, er det alligevel krævende at være frivillig fysioterapeut, fortæller hun.

”Jeg er vant til at have et forløb med mine patienter, men som regel kommer patienterne i sundhedsklinikken kun én gang, fordi de måske ikke har muligheden for at komme igen på det tidspunkt, vi har åbent, eller fordi de lever en usikker tilværelse. Det betyder, at jeg ofte ikke kan følge op på, hvordan det går dem, og det kan gøre det svært for alvor at kunne hjælpe,” siger Anita Larsen.

Hun sørger derfor for at understrege over for sine patienter, at det er vigtigt, at de arbejder med deres lidelse, og - hvis de kan – så komme igen. Men det kan for mange være en udfordring.

”De fleste er i en uoverskuelig livssituation. Så selvom det er relevant at give passiv behandling, hvor patienten ikke deltager fysisk, er det ofte bedst, at jeg giver dem nogle øvelser med hjem, så de får fornemmelsen af at få magt over deres problem. Det nytter ikke noget, hvis de får opfattelsen af, at det eneste, der hjælper, er, hvis nogen gør noget fysisk ved dem, for så bliver det endnu mere uoverskueligt,” siger Anita Larsen.

Kulturelle barrierer

Hun har behandlet mange typer af patienter på klinikken: Fra manden, der havde bækkensmerter, fordi han hver nat sidder sovende op ad en væg, til kvinderne, der konstant bærer rundt på deres børn for at skabe tryghed i en kaotisk hverdag og dermed ødelægger deres ryg.

Alle patienterne gør indtryk, men Anita Larsen forsøger at undgå at lade sig påvirke følelsesmæssigt af de barske menneskeskæbner.

”Det er meget ubehageligt at vide, at folk ofte ikke har noget sted at bo. Det sætter virkelig det, jeg kan, i perspektiv. For i virkeligheden er der så meget andet, som fylder i deres hverdag, selvom de selvfølgelig gerne vil have gjort noget ved det problem, de kommer med i klinikken,” siger Anita Larsen.

Overbelastningsskader fylder meget, men hun har også haft mere akutte tilfælde, fortæller hun.

”Jeg havde en mand, som arbejdede på et mekanikerværksted, som havde fået en gearkasse ned over sin ene skulder. Hvis ikke vi havde været der, ville han ikke have været undersøgt grundigt og fået den rette behandling, som i første omgang var råd om ro, is og ubelastede øvelser,”.

I det konkrete tilfælde fik Anita Larsen brug for en tolk, og i stedet for en begrænset kommunikation på engelsk gjorde tolken det muligt, at patienten blev forstået - og omvendt, at Anita Larsen forstod, hvad der var galt.

Anita Larsen oplever i det hele taget mange arbejdsrelaterede skader, selvom patienterne opholder sig ulovligt i landet og derfor reelt ikke har ret til at arbejde. ”Mange af de lidelser, som folk kommer med, er noget, hvor vores fag kan gøre en forskel. Alt lige fra stilladsarbejdere til mekanikere, der har båret for tungt”, siger hun.

Anita Larsen er glad for, at hun kan hjælpe de mange udokumenterede migranter, fordi fysioterapi ikke er noget, de kan få andre steder i systemet, og hun sætter ikke spørgsmålstegn ved, om de har ret til hjælp eller ej.

”Hvis de kommer til os, så er det fordi, de er i tvivl, eller fordi de er bange for at søge hjælp i det offentlige. Og hvis der er nogen, der synes, at de kan bruge det, jeg kan, så skal de have lov til det,” siger hun.