Superviseret bækkenbundstræning gavner patienter med afføringsinkontinens

I mange år har der været en formodning om, at bækkenbundstræning gavnede personer med afføringsinkontinens, og nu har et videnskabeligt studie på Hvidovre Hospital dokumenteret, at superviseret bækkenbundstræning er effektiv.

Forskningsassistent og fysioterapeut Anja Ussing har, i et randomiseret klinisk kontrolleret studie (RCT), undersøgt effekten af superviseret bækkenbundstræning hos personer, der lider af afføringsinkontinens.

I studiet blev superviseret bækkenbundstræning sammenlignet med en kontrolgruppe, som fik uvirksom behandling.

Studiet blev udført i samarbejde mellem Fysio- og Ergoterapeutisk Afdeling, Gastroenheden og Klinisk Forskningscenter på Hvidovre Hospital.

”De deltagere, der trænede bækkenbunden, oplevede i langt højere grad reduktion af deres symptomer, end de deltagere, der ikke fik tilbudt træning,” fortæller forskningsassistent og fysioterapeut Anja Ussing, som har ledet projektet.

98 personer deltog i studiet, der strakte sig over 16 uger, hvor patienterne skulle møde til behandling seks gange. Den ene halvdel blev hver gang undersøgt og fik grundige instruktioner i udførelsen af bækkenbundsøvelser, mens den anden halvdel – kontrolgruppen – fik lige så meget opmærksomhed, men kun behandling i form af nakke- og rygmassage.

”Vi ville gerne undersøge, om det udelukkende var den særlige opmærksomhed fra per­sonalet, der påvirkede deltagernes vurdering af symptomerne. Derfor fik begge grupper samme opmærksomhed. Fra forskningsstudier af urininkontinens vidste vi, at nakke- og skuldermassage ingen effekt har på urininkontinenssymptomer,” forklarer Anja Ussing.

Ingen ferier eller vennebesøg

Ingen ved præcist, hvor mange danskere der lider af afføringsinkontinens. Et forsigtigt skøn lyder på mellem 100.000 og 200.000 danskere, men det kan meget vel være højere.

”Udenlandske undersøgelser peger på, at helt op mod 8-9 procent af befolkningen lever med afføringsinkontinens, der kan have store konsekvenser for den enkeltes livskvalitet,” siger Anja Ussing.

Personer, der har svært ved at holde på afføringen, har tendens til at isolere sig og takke nej til at besøge venner eller tage på ferier. Sexlivet kan også blive påvirket, og ofte holder de ramte deres situation skjult for omverdenen.

”Det kan opleves som meget skamfuldt ikke at have kontrol over sin afføring,” siger Anja Ussing.

Undersøgelse og instruktion

I forskningsprojektet blev den gruppe, der blev randomiseret til superviseret træning, grundigt instrueret i bækkenbundens anatomi, funktion og korrekt knibeteknik. Herudover blev de vejledt i at finde de rigtige muskler ved en indvendig undersøgelse i skeden og endetarmen. Instruktionen fik deltagerne ved hjælp af illustrationer af bækkenbunden i hvile og under et knib og i forbindelse med den undersøgelse, som fysioterapeuten foretog ved hvert fremmøde.

Fysioterapeuten palperede skede og endetarm for at sikre, at deltagerne trænede de rigtige muskler.

Desuden blev deltagerne undersøgt med EMG-biofeedback, som gjorde det muligt for deltagerne at se og høre, om de aktiverede musklerne korrekt. Deltagerne fik indført en sensor i endetarmen, og når de derefter aktiverede muskulaturen, fik de visuel og auditiv feedback i form af lys og lyd fra apparatet.

”Deltagerne fik mulighed for selv at se, om de havde fat i de rigtige muskler, og om de kunne holde knibet i tre, fem eller syv sekunder. Med biofeedback havde fysioterapeuten også mulighed for at undersøge bækkenbundsfunktionen under bevægelse.

Selve træningsprogrammet bestod af tre sæt med ti bækkenbundskontraktioner, der blev holdt i op til ti sekunder og to sæt med tre bækkenbundskontraktioner, der blev holdt i op til 30 sekunder. Træningen var superviseret og progredierede fra gang til gang og blev tilpasset hver enkelt deltager. Deltagerne fik et hjemmetræningsprogram og førte desuden træningsdagbog, som primært fungerede som motivationsværktøj.

Både træningsgruppe og kontrolgruppe fik vejledning om kost og væskeindtag hos en sygeplejerske og blev opfordret til at tage et fibertilskud.

Positiv effekt i træningsgruppen

Signifikant flere deltagere i træningsgruppen vurderede, at deres inkontinenssymptomer var reduceret, nemlig 35 ud af 47 i træningsgruppen mod 16 ud af 45 i kontrolgruppen.

”Vi ved ikke med sikkerhed, hvad det er ved bækkenbundstræning, der virker. Men de gode resultater skyldes sandsynligvis et sammenspil af flere elementer: Øget kropsbevidsthed omkring bækkenbunden, øget evne til at knibe i længere tid og øget koordination. Effekten kan også skyldes, at deltagerne er blevet mere opmærksomme på, hvornår der er noget på vej gennem tarmen og dermed hurtigt kan knibe sammen som respons på dette,” siger Anja Ussing.

Kun hver tredje søger behandling

Et af de helt store problemer i forhold til at hjælpe personer med afføringsinkontinens er at finde frem til dem, der har behov for hjælpen.

Undersøgelser blandt kvinder viser, at kun hver tredje selv tager initiativ til at søge behandling. Det kan skyldes, at man er flov over problemet, at man tror, man er den eneste i verden, der oplever uheld med afføringen, eller måske tror man ikke, at behandling kan hjælpe.

Mange har svært ved at italesætte problemerne. De fleste ønsker til gengæld, at sundhedsprofessionelle spørger ind til problemer med afføringen. Den opfordring bør fysioterapeuterne tage op, mener Anja Ussing.

”Hvis vi spørger ind på en måde, så den enkelte ikke føler sig flov eller stigmatiseret, kan det blive lettere at tale om.”

Tre år efter forskningsstudiets afslutning har deltagerne besvaret nye spørgeskemaer, der måler effekten af behandlingen, men resultaterne af disse undersøgelser bliver først opgjort i foråret 2020.

”Her vil vi kunne se, om den gode effekt, vi så på kort sigt, også holder på længere sigt,” siger Anja Ussing.