Det er andet end løn, der trækker

Samme dag, som Fysioterapeuten har sat de tre kommunalt ansatte fysioterapeuter Mette Vejen, Karina Isager-Sally og Jesper Harrits stævne for at tale om overenskomstkrav, skriver flere aviser, at nogle af de offentligt ansattes organisationer går med tanker om at udskyde forhandlingerne og forlænge den gældende overenskomst.

Forhandlingerne skal efter planen finde sted i løbet af vinteren, og en ny overenskomst skal træde i kraft den 1. april 2011, men spekulationerne om at forlænge de gældende overenskomster er opstået på grund af risikoen for at komme fra forhandlingerne med et negativt resultat som følge af den reguleringsordning, der er en del af overenskomsten. Normalt er det private arbejdsmarked lønførende, og reguleringsordningen skal sikre, at lønudviklingen på det offentlige område ikke halter for meget efter udviklingen på det private arbejdsmarked. Men i det kriseramte 2009 er lønningerne på det offentlig område vokset mere end på det private, og det er det, der har sat gang i spekulationerne om at udskyde forhandlingerne til bedre tider. En tanke, der dog ikke umiddelbart finder opbakning hos Danske Fysioterapeuters formand Johnny Kuhr. Han fastholder i en nyhed på fysio.dk, at lønnen fortsat er et tema til forhandlingerne.

Forkert at falde ned som en kat
Umiddelbart er de tre fysioterapeuter, Mette Vejen, Karina Isager-Sally og Jesper Harrits enige med deres formand i, at der skal forhandles - krise eller ej.

”Det ville være meget defensivt at sige, at man ikke engang vil prøve. For mig at se vil det harmonere rigtig dårligt med den retorik, man brugte sidste gang”, mener Jesper Harrits. Han er ansat på specialinstitutionen Troldpilen og er den ene af to tillidsrepræsentanter for specialinstitutionerne i Københavns Kommune.

”Uanset, hvordan det ender, kan man i hvert fald godt gøre sig nogle tanker om, hvordan man ser det videre frem”, mener Mette Vejen. Hun sidder på Lokalområdekontor Amager som visitator i forbindelse med tildeling af hjælpemidler og boligændringer.

Også Karina Isager-Sally er visitator. Hun visiterer til træning i Genoptræning København. Karina tilstår, at hun fik lidt kvælningsfornemmelser, da det gik op for hende, at det igen var tid for overenskomstforhandlinger, for to måneders konflikt sidste gang tærede i dén grad på kræfterne.”Jeg synes ikke, det var en sjov periode. Det er ikke alle, der er lige begejstrede for at stå og synge på Langebro, og der er grænser for, hvor festligt det er at stå med et skilt på et gadehjørne den ene dag efter den anden”, mindes hun.

Det er dog ikke kun dårlige minder, der har lagret sig efter konflikten i 2008 - i hvert fald ikke hos Jesper Harrits. ”Jeg synes, vi skal huske, at vi fik lavet en enormt flot markering. Vi viste, at vi har en styrke, og at vi er villige til at bruge den. Men det ville jo netop være underligt, efter at have markeret sig så stærkt, at falde ned som en kat bagefter. Men man kan jo åbne op for, at det er nogle andre ting end løn, der er i spil”.

Har brug for flere hænder
”Faglighed, uddannelse og fleksibilitet i forhold til det sted, man er i livet”, remser Mette Vejen op, da hun bliver spurgt, hvilke krav hun ville vægte højest. ”Fleksibilitet er faktisk vigtigere end det med pengene, når man er en familie med små børn”, mener hun og er heller ikke helt sikker på, at det med uddannelse er så vigtigt i forbindelse med lige netop den stol, hun sidder på.

”Vi har ikke så meget brug for store dyre kurser som for at få lov til bare at være fagligt dygtige nok. Vi har brug for flere hænder, og det får vi ikke, hvis vi også vil have mere i løn”, mener Mette Vejen. Til gengæld kan hun godt forstå, hvis der kommer et krav fra de hospitalsansatte om at få udlignet lønforløbene, så hospitalsansatte stiger med samme takt som i kommunerne.

Her bryder Karina Isager-Sally ind. ”På min arbejdsplads har vi talt, om at vi skal have nogle flere penge ud i kommunerne; der skal eksempelvis noget mere automatik ind i systemet, så ansatte i terapeutfaglige konsulentstillinger kan stige i løn”.

”At få noget mere automatik ind i lønsystemet kan jeg i dén grad tilslutte mig!”, kommer det fra Mette Vejen. ”Jeg synes for eksempel, at visitatorer bør aflønnes lige, så de indplaceres på samme trin, uanset om de visiterer til hjælpemidler, boligændringer eller hjemmeplejeydelser. På min arbejdsplads er funktionstillægget højere, når man visiterer til hjemmeplejeydelser end det, når man visiterer til hjælpemidler, uanset uddannelse og anciennitet”.

Også Jesper Harrits melder sig på banen, da der nu alligevel er taget hul på lønsnakken: ”Hos os har vi snakket om, at der skal et trin mere ind i den sidste ende til basisstillingerne. Man er jo selvfølgelig fagligt dygtigere efter otte år end efter fire år”, mener han.

Gode forhold trækker mere end løn
Men tilbage til de ”bløde” områder, som de tre er enige om, er dem, der kommer til at fylde mest ved forhandlingsbordet. Både på Mette Vejens og Karina Isager-Sallys arbejdspladser tilbringes det meste af arbejdsdagen ved computeren med deraf følgende gener, så behandling i arbejdstiden, kunne være en idé til et krav, mener de og er i det hele taget stemt for ideer, der kan gavne sundheden på arbejdspladsen, mindske sygefraværet og øge arbejdsglæden.

”Nu hvor rygepauserne er ved at være udfaset, kunne man indføre noget ”egen-restitutionstid, så det var legitimt at holde en pause. Det ville være et fint signal, hvis man havde ret til at holde for eksempel to gang 10 minutter pr. dag”, foreslår Jesper Harrits.

Karina Isager-Sallys arbejdsplads har allerede har fokus på sundhed, fortæller hun. Eksempelvis er der en smukt indrettet havestue med wii og bordfodbold samt frokostordning og gratis frugt. Og den slags betyder meget, understreger hun. ”Hvis jeg skulle søge nyt job, ville jeg gå efter gode forhold og efter at blive fagligt udfordret. Lønnen ville ikke være det afgørende”.

Helt så kategorisk vil Jesper Harrits ikke udtale sig.”Jeg har svært ved at prioritere løn ned i forhold til det andet og da slet ikke i forhold til uddannelse. Hvordan er uddannelse blevet medarbejderens ansvar? Hvis du spørger en erhvervsleder, hvad der er vigtigst for ham, så vil han svare ’gode og dygtige medarbejdere’, og han skal også nok sørge for at få dem uddannet. Selvfølgelig er det i min egen interesse at være fagligt godt klædt på, men det er bestemt også i arbejdsgiverens”.

I den overenskomst, som de praktiserende fysioterapeuter har med sygesikringen indgår en fond, som bevilger penge til forskning, kvalitetsudvikling og videreuddannelse. Det kan være en udmærket idé også på det offentlige område, mener Jesper Harrits, men det må ikke blive en sovepude.

”Arbejdsgiverne skal ikke bare give os en fond for at få fred. De skal ikke kunne sige ’nu har I en fond, og så gider vi ikke høre mere om, at I ønsker uddannelse”. Men hvis det handler om at synliggøre, at nu prioriterer man det med uddannelse”, så er det fint.

Mere valgfrihed tak
De senere år er det blevet mere og mere almindeligt at tale om valgfrihed i forbindelse med overenskomsterne. Valgfriheden eksisterer allerede i forbindelse med den 6. ferieuge, som mange får vekslet til penge, men valgfrihed kunne også handle om for eksempel forholdet mellem løn og pension. Det er en tanke, som tiltaler Jesper Harrits, der mener, det er lidt overformynderisk, at han ikke selv kan få lov at bestemme, hvor meget der skal sættes af til pension.

”Det kan jo være, at man vil forrente pengene på en anden måde, end netop vores pensionsselskab vælger at gøre det eller hellere vil bruge nogle af pengene, mens man har børnene boende hjemme”.

Også Karina Isager-Sally kan skrive under på et krav om mere valgfrihed: ”Min mand er arbejdsløs i øjeblikket, og det kunne da være fint, hvis man i en situation, hvor man har mere brug for pengene nu og her, kunne standse indbetalingerne til pension og så måske betale mere året efter”.

Mette Vejen er ligeledes indstillet på mere valgfrihed, selvom hun ikke er i tvivl om, hvordan hun selv ville vælge: ”Jeg ville til enhver tid vælge ferien, hvis det var det, valget stod imellem, men hvis der er nogen, der hellere vil have pengene, så er det fint for mig”.

Karina Isager-Sally er 38 år og arbejder som visitator i Genoptræning København, hvor hun visiterer til genoptræning efter sundhedsloven. Hun har de seneste tre år været tillidsrepræsentant og var det også på sin tidligere arbejdsplads, et kommunalt genoptræningscenter.

 Jesper Harrits er 45 år  og har været ansat på specialinstitutionen  Troldpilen siden 1992. Han har siden oktober 2009 været den ene af to tillidsrepræsentanter for fysioterapeuterne på specialinstitutionerne i Københavns Kommune og står desuden bag virksomheden boernemotorik.dk

 Mette Vejen er 37 år og er eneste fysioterapeut på Lokalområdekontor Amager, hvor hun visiterer til hjælpemidler og boligændringer sammen med ni ergoterapeuter. Fra 2007 til 2009 var hun tillidsrepræsentant, men det var forbundet med for meget bøvl at være TR for ergoterapeuter uden at kunne gå til møder i Ergoterapeutforeningen, mener hun. I dag er hun suppleant.