Organiseringen er ikke målet i sig selv

Knap 100 ledende fysioterapeuter og ergoterapeuter fra sygehuse over hele landet mødtes den 12. april i Middelfart for at diskutere de fælles udfordringer i den omskiftelige hverdag, der længe har kendetegnet sygehussektoren.

Baggrunden for mødet var et arbejde, der blev sat i gang i de to foreninger tilbage i 2007 ud fra et ønske om at få en fælles strategi for organiseringen af terapierne på sygehusene. Siden er man dog blevet enige om, at organisering ikke er målet i sig selv, og mødet handlede derfor også om, hvad det er for opgaver der skal løses på fremtidens sygehuse, og hvilke strategiske mål man vil nå.

Scenarier med fordele og ulemper
Processen startede som sagt I 2007, hvor de to foreninger bad DSI, Institut for Sundhedsvæsen, om at organisere arbejdet i en tænketank, der skulle komme med et oplæg til en strategi for organiseringen. Dette arbejde resulterede i en rapport, der opstillede forskellige scenarier og opstillede fordele og ulemper i henholdsvis en central organisering i en terapiafdeling og en decentral organisering med terapeuter ansat direkte i de kliniske afdelinger.

Rapporten lagde sig ikke fast på en anbefaling af den ene eller den anden model. Den konstaterede vigtigheden af at være til stede decentralt, men anførte, at det kan variere fra speciale til speciale og fra hospital til hospital, hvilken organisering, der er at foretrække. ”Det værst tænkelige valg vil være en uigennemtænkt model, der udvikles ad hoc, uden at der tages strategisk stilling til, hvordan man kan arbejde med og kompensere for modellens svagheder. Opfordringen er derfor ikke nødvendigvis at vælge, men at tage stilling ting, hvad der kan og bør gøres lokalt, under forudsætning af at der arbejdes med den ene eller den anden model”, som der står i rapporten.

Dernæst nedsatte de to organisationer en arbejdsgruppe, der med baggrund i rapporten og diskussioner i de respektive hovedbestyrelser samt på et fælles hovedbestyrelsesmøde udarbejdede et notat med en prioriteret beskrivelse af de vigtigste problemer, dilemmaer og faktorer i forbindelse med den fremtidige organisering. Desuden blev der i notatet lagt op til dialogmøder mellem foreningerne og terapeutlederne på sygehusene, og det var denne anbefaling, der blev fulgt med mødet i Middelfart.

Faglig chef i Danske Fysioterapeuter, Karen Langvad, slog i sin velkomst til mødet med det samme fast, at mødets formål ikke var at nå frem til en konsensus om, hvorvidt enten en central eller en decentral model for organiseringen var at foretrække.

”Organisering er flerdimensionel og handler om tilrettelæggelse af arbejdet, men også om mulighed for indflydelse på opgaver og opgaveløsning”, sagde Karen Langvad. Ifølge hende er udgangspunktet strategisk ledelse, og organisering er i den forbindelse blot et af mange værktøjer. Strategisk ledelse er, forklarede hun at opfange signaler om fremtiden, at identificere muligheder og udfordringer, at opstille visioner og finde farbare veje til at realisere visionerne - blandt andet ved at sætte dagsorden og skaffe opbakning.

Glidning eller flytning
Noget af det, der kendetegner sundhedsvæsenet og vil komme til at gøre det i årene frem er opgaveglidning, der vil kunne karakteriseres som enten en udfordring eller en mulighed, afhængigt af øjnene, der ser.

Overfysioterapeut Line Jespersen var inviteret til at tale om det, de på hendes arbejdsplads, Regionshospitalet i Silkeborg, kalder opgaveflytning for at markere, at der ikke er tale et ukontrolleret glid, men om en bevidst flytning

En af de opgaver, der er flyttet er idrætsklinikkens ambulante forundersøgelser af patienter med overbelastningsskader. ”Det er foregået planlagt og åbent og bidrager til stor faglig stolthed blandt fysioterapeuterne”, fortalte Line Jespersen.

Forundersøgelserne har tidligere været varetaget af læger og fysioterapeuter sammen, men da lægerne på den måde fik indblik i fysioterapeuternes kompetencer, blev det naturligt at lade fysioterapeuterne klare opgaven alene. Siden har fysioterapeuterne desuden overtaget forskellige postoperative kontroller blandt andet af hoftealloplastikker. Dette faldt ikke i lige god jord hos alle læger, fordi nogle følte, der blev pillet ved deres arbejdsmiljø, fordi opgaverne blev mindre varierede, men for fysioterapeuterne har det været en meget positiv udvikling, fortæller Line Jespersen.

Et andet eksempel er, at man i Silkeborg har udnævnt en fysioterapeut til forløbskoordinator for hofteallosplastikpatienter (se Fysioterapeuten nr. 2/2010). Det er traditionelt er en opgave, der varetages af sygeplejersker, men ledelsen vurderede, at det var lettere at lære en fysioterapeut at godkende blodprøver og skifte forbinding end at lære en sygeplejerske at vejlede i adl-træning.

Levende reklamesøjler
Line Jespersens råd til forsamlingen var at tage positivt imod nye opgaver også selvom de umiddelbart falder uden for kerneområdet og på den måde virke som ”levende reklamesøjler”: ”Lad lægerne få indblik i vores måde at arbejde på. Lad det udvikle sig i praksis, og tilpas så rammerne undervejs”, sagde hun.

Line Jespersens organisationsmæssige udgangspunkt er en decentraliseret fysioterapi. Hun er leder af terapiafsnittet i kirurgisk afdeling og sidder ikke i afdelingsledelsen. Det giver nogle udfordringer ikke at have sit eget budget som faglig leder, men i forbindelse med opgaveflytningen har det været en fordel, at opgaverne er flyttet inden for samme budget, mener hun.

I den efterfølgende dialog ved bordene kom positive tilkendegivelser i forhold til nye og spændende arbejdsopgaver til fysioterapeuter, men der blev også luftet bekymring: ”Truslen er jo, hvis vi kommer under sygeplejefaglig ledelse, og vi så får plejeopgaver. Selvom vi taler organisering ved vi, at det også handler utrolig meget om personer - at vi vil hinanden og vil hinandens fag ”, som én sagde.

Da bekymringen over for at glide for langt væk fra kerneopgaverne var kommet til udtryk flere gange, tog Johnny Kuhr ordet: ”Hvad er det, vi er så bange for? Måske holder vi for meget fast i, hvem vi er. Vi kan gå hen og blive vores egen værste fjende, hvis vi afskærer os fra oplagte udviklingsmuligheder. Vi skal passe på med for solide definitioner ”, sagde han og opfordrede til, at man i stedet for at fokusere på truslerne i forbindelse med opgaveglidning ser på de muligheder for nye jobområder, det fører med sig.

”Vi bliver 6-700 flere fysioterapeuter hvert eneste år. Vores fordel er, at vi ikke er begrænsede af et fagfelt. Vi er kendt gode nok til at behandle en syg. Punktum”.

Ydelser i fokus i stedet for revirkamp
I sit indlæg senere på dagen forfulgte Johnny Kuhr samme spor, da han opfordrede lederne til at se ud over de professionsfaglige hensyn.

”Der er en plads ledig til dem, der vil tage udgangspunkt i opgaverne i stedet for i professionsfaglige hensyn. De andre har sundhedsvæsnet nemlig rigeligt af i forvejen. Vi er vant til at gå på tværs, vi kan tage rollen”, opfordrede Johnny Kuhr.

”Hvordan skaber vi en ny kultur i sundhedsvæsnet, så det ikke bliver revirkamp, men kommer til at handle om de ydelser, vi leverer? Strategisk ledelse handler ikke om at opretholde et givet eksistensgrundlag, strategisk ledelse består i at ændre og udvikle det”.

Johnny Kuhr gik efter at provokere lidt, tilstod han, og det lykkedes også, selvom han ikke gik hele vejen og direkte udfordrede forsamlingen til at se mulighederne i en decentral organisering af fysioterapierne.

”Vi er ovre i det opgavedrevne – hvad er det for et billede, du har af os”, spurgte en. Det lokkede formanden lidt ud af busken: ”Hvis du er en del af en terapeutorganisering, vil dit udsagn blive tolket som et terapeutfagligt udsagn”, mente han og blev bakket op af Ergoterapeutforeningens formand Gunnar Gamborg: ”Troværdigheden af faglige udsagn kan være meget lille. Vi har i mange år kritiseret, at sundhedsvæsenet var domineret af en lægefaglige og en sygeplejefaglig tankegang, så vi skal passe på ikke at falde i samme grøft selv”.

Behov for viden i dybden
Gunnar Gamborgs eget oplæg på dialogmødet handlede om den udfordring, det er for terapeuterne på sygehusene på bedst mulig måde at varetage opgaven med evidensbasering, forskning og faglig udvikling ud fra et motto om at gøre det væsentlige måleligt frem for at gøre det målelige væsentligt.

Det væsentlige er defineret af lægerne ud fra diagnoser, men terapeuter forsker ofte i dét, der går på tværs - for eksempel forløbet, selve det at være syg, mente Gunnar Gamborg og lagde op til en diskussion om, hvordan man får understøttet den diagnosespecifikke forskning på terapeutområdet. ”Faglig kvalitet er mere end sammenhæng Det er på tide at lave strategi for specialistydelserne; der er et voksende fornyet behov for viden i dybden”, sagde han.

I den efterfølgende diskussion blev Gunnar Gamborg omtrent beskyldt for at være for tidligt ude.

”Du er meget på forkant. Vi er nødt il at være med i forskning og udvikling omkring sammenhæng, men selvfølgelig skal vi også forske i vores egen faglighed og den del af den, som ergo- og fysioterapeuter er fælles om, nemlig genoptræningen”, sagde ledende fysioterapeut på Gentofte Hospital, Regitze Visby blandt andet. Hun skitserede et problem, som Johnny Kuhr var inde på i sin leder i sidste udgave af Fysioterapeuten, nemlig problemet med, at terapeutuddannelserne ikke er forskningsbaserede. ”Det er fantastisk, at vi er nået så langt, som vi er, nå vi er en del af en uddannelsesstruktur, der ikke bygger på de værdier, der er indlejret i sundhedsvæsenet, men det er en barriere for, at vi kan få volumen nok på sundhedsområdet”.

Opskriften på succes
Dagens fjerde oplæg kom fra ledende ergoterapeut på Århus Sygehus, Helle Kruse Andersen, der talte om den terapeutfaglige ledelse på alle niveauer som en forudsætning for kerneydelsen. Hendes opskrift på succes lød: En central organisering med en meget decentral funktion.

”Ergo- og fysioterapeuter leverer ydelser, der aldrig vil blive kerneydelsen på et akut somatisk sygehus. Derfor skal vi lægge os op af de kliniske specialer, men det er vigtigt at have en central ledelse, så vi ikke bliver afhængige af personlige relationer. Og det er vigtigt for at sikre den faglige udvikling også i de helt små specialer”, mente hun.

Om også de to formænd var enige i dén vurdering melder historien ikke noget om. Men som Karen Langvad sagde allerede i sin indledning til mødet: ”Vi skal ikke nødvendigvis nå frem til noget. Det vigtigste er, at vi får dialogen og lærer af hinanden”.