Arbejde i udlandet

Her kan du læse mere om at arbejde som fysioterapeut i udlandet. 

Overvejer du at rejse til udlandet for at arbejde? Der opstår ofte mange spørgsmål i forbindelse med job i udlandet. Her på siden kan du finde inspiration til, hvad du skal forholde dig til, inden du tager afsted.

Råd om at arbejde i udlandet

Du skal først og fremmest søge om autorisation som fysioteraput i det land, hvor du skal arbejde. Autorisationsmyndigheden i det pågældende land vil oftest bede om en bekræftelse på, at du har en gyldig autorisation i Danmark.

Styrelsen for Patientsikkerhed udsteder et Certificate of Current Professional Status (CCPS, tidligere kendt som en Good Standing). Attestationen, som bekræfter din nuværende autorisationsstatus, udstedes på engelsk og er gyldig i 3 måneder fra udstedelsesdatoen.

CCPS sendes som udgangspunkt direkte fra Styrelsen for Patientsikkerhed til autorisationsmyndighederne i det land, hvor du ønsker at arbejde. Alternativt kan styrelsen sende CCPS direkte dig – du skal dog være opmærksom på, at visse myndigheder kræver, at CCPS sendes direkte til myndigheden fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Læs om attestation af din autorisation på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside

Der kræves ikke arbejds- og opholdstilladelse, hvis du skal arbejde i de nordiske lande.

Du behøver som udgangspunkt heller ikke visum, opholds- eller arbejdstilladelse til et EØS-land (Europæisk Økonomisk Samarbejdsområde). Man skal dog registrere sig hos de lokale myndigheder inden 3 måneder og få udstedt et opholdsbevis.

Landene inden for EØS-området er: Belgien, Bulgarien, Cypern (den græske del), Danmark, Estland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Island, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

Hvis du rejser til lande uden for Norden og EØS-området, skal du derimod søge om arbejdstilladelse. Arbejds- og opholdstilladelse indhentes ved det lands ambassade i Danmark, som du påtænker at skulle arbejde i.

Inden du tager af sted, skal du altid kontakte din arbejdsløshedskasse, så du kan sikre dig selv bedst muligt.

EØS-området har fælles regler om overflytning af arbejdsløshedsforsikring. Bliver du ansat i et af EØS-landene, skal du være omfattet af arbejdsløshedsforsikringen i landet.

Danske Fysioterapeuter anbefaler, at du venter med at melde dig ud af din arbejdsløshedskasse, indtil du er helt sikker på, at du kan blive forsikret i det land, du skal arbejde i.

Hvis du skal arbejde uden for EØS-landene, kan du opretholde dit medlemskab af din arbejdsløshedskasse.

Læs om arbejdsløshedsforsikring i EØS-landene på borger.dk

Henvend dig til folkeregisteret i din bopælskommune, hvis du vil have nærmere information om reglerne i forbindelse med flytning til udlandet.

Læs om at flytte til udlandet på borger.dk

Du kan bevare dit medlemskab af Danske Fysioterapeuter, når du flytter til udlandet. 

Hvis du arbejder som fysioterapeut uden for Danmark, Færøerne og Grønland, kan du blive udlandsmedlem og dermed betale et billigere kontingent. Det gør du ved at logge ind her på hjemmesiden, gå ind under dine medlemsoplysninger og vælge ny medlemsstatus.

Når du igen vender hjem til Danmark, bør du sikre dig, at dine medlemsoplysninger er opdaterede. 

Læs om kontingenter og betingelser for at være udlandsmedlem

De vilkår, som du kender fra Danmark er ikke nødvendigvis de samme i udlandet. Inden du underskriver en udenlandsk kontrakt bør du derfor altid tjekke, om kontrakten giver dig svar på følgende spørgsmål:

  • Hvad er din stilling, arbejdsopgaver og kompetence- og referenceforhold? 
  • Hvad er ansættelsens starttidspunkt og dens forventede varighed, med mindre det er en tidsubestemt ansættelse?
  • Hvad er den aftalte løn, og er der tillæg og andre goder tilknyttet til ansættelsen? 
  • Får du betalt pension, og kan du tage pensionsopsparingen med dig når/hvis du forlader ansættelseslandet?
  • Hvad er den ugentlige arbejdstid?
  • Hvor meget ferie optjener du – og hvordan optjenes ferien? 
  • Har du ret til løn under sygdom?
  • Hvad er dine barselsrettigheder?
  • Er du dækket af en forsikring igennem dit arbejde?
  • Er din familie dækket af eventuelle aftaler om bolig, kost, udgifter til børnepasning og skole?
  • Med hvilket varsel kan du opsige din stilling, og med hvilket varsel kan arbejdsgiver opsige dig?
  • Hvilke lands love regulerer dit ansættelsesforhold?

Det er altid en god idé at søge råd og vejledning hos fysioterapeutorganisationen i det land, du ønsker at arbejde i.

Se oversigt over fysioterapeutorganisationer på WCPT's hjemmeside

Hvis myndigheden i det land, hvor du ønsker at arbejde, beder om studieordningen fra dit uddannelsessted, kan du ofte finde en engelsk studieordning på dit uddannelsessteds hjemmeside.

Ellers kan du kontakte uddannelsesstedet og bede dem om at sende en engelsk udgave til dig. Hvis studieordningen kun delvist er oversat, skal du selv oversætte studieordningen og bede uddannelsesstedet om at attestere oversættelsen.

Særligt om arbejde i EU

Søger du arbejde i et andet EU-land kan du:

Søge om støtte til udgifter i forbindelse med at rejse til en jobsamtale, til autorisation og hvis familien skal flytte med uafhængig af størrelsen på virksomheden.

Find mere information

vejledning af en EURES-vejleder i det pågældende land

Læs mere hos Workindenmark

Se om du kan få støtte til jobsøgning i EU (pdf) 

Som fysioterapeut kan du nu anvende Europæisk erhvervspas, hvis du skal søge om anerkendelse af dine kvalifikationer i et andet EU land.

Se informationsvideo om Europæisk erhvervspas

Læs om Europæisk erhvervspas på stps.dk

Særligt om at arbejde i Norden

Få gratis gæstemedlemskab, hvis du arbejder som fysioterapeut i Norge, Sverige, Finland eller Island.

Læs om nordisk gæstemedlemskab

Hvis du kunne tænke dig at arbejde i Norge eller Sverige, så kontakt Nordfokus.

Nordfokus kan hjælpe dig med din jobansøgning, de praktiske udfordringer, herunder hjælp til boligsøgning, skatteregler i det pågældende land osv.

Læs om at arbejde i Norden på nordfokus.dk

Få inspiration på temamøde

DSA og Norfokus udbyder gratis temamøder målrettet fysioterapeuter og ergoterapeuter, som vil søge arbejde i Norden. 

Tjek DSA's hjemmeside for kommende arrangementer

Særligt om World Physiotherapy

Danske Fysioterapeuter er medlem af World Physiotherapy. World Physiotherapy består af 128 medlemsorganisationer og repræsenterer mere end 600.000 fysioterapeuter i verden.

Årlig rapport fra World Physiotherapy (2023)

Læs om medlemslandenes udvikling og status på direkte adgang, foreningernes medlemsfastholdelse, fysioterapeuters tilbud om onlinefysioterapi o.a.

Læs rapport

Nyhedsbreve

Læs nyhedsbrev fra august 2024

Læs nyhedsbrev juli 2024

Læs nyhedsbrev maj 2024

Læs nyhedsbrev marts 2024

Læs nyhedsbrev februar 2024

Læs nyhedsbrev januar 2024

 

 

 

 

 

Særligt om Europe Region of World Physiotherapy

Danske Fysioterapeuter er medlem af Europe Region of World Physiotherapy, som består af 38 europæiske medlemsorganisationer og repræsenterer ca. 200.000 fysioterapeuter i Europa.

Læs om Europe Region of World Physiotherapy og find nyheder mv

Nyhedsbreve

Læs nyhedsbrevet fra juni 2024

Læs nyhedsbrevet fra marts 2024

Læs nyhedsbrevet fra august 2024

Læs nyhedsbrevet fra oktober 2024

Kontakt

Gurli Petersen

Chefkonsulent
3341 4656