Belastningspsykologi - Middelfart

Om kurset
Medlemmer af Danske Fysioterapeuter skal tilmelde sig her på siden. Ergoterapeuter skal tilmelde sig via etf.dk
Sundhedspersonale møder ofte høje følelsesmæssige krav i arbejdet. Høje følelsesmæssige krav er til stede, når man som fagperson skal håndtere andre menneskers smerte, svære følelser og ofte tragiske baggrundshistorier. Det er både dybt berigende og meningsfuldt at kunne hjælpe andre mennesker, men indebærer også en risiko for mental slitage, hvis ikke man på arbejdspladsen har gode praksisser for forebyggelse og et sundt psykisk arbejdsmiljø.
Kvaliteten i arbejdet og borger-/patientsikkerheden er uløseligt forbundet med fagpersonernes trivsel og skal derfor tænkes sammen. For at forblive både professionel og omsorgsfuld er det vigtigt, at man har blik for den mentale påvirkning og for egne og kollegers reaktioner, så man kan sætte ind med støtte og dermed forebygge mental slagside i form af f.eks. stress, udbrændthed eller omsorgstræthed.
I arbejdet som TR, AMR eller Leder varetager man kollegers arbejdsmiljø samtidig med, at man udfører sit hverv med at være der for borgerne. Kursus i Belastningspsykologi klæder TR, AMR og Ledere på til at forstå, hvad der i særlig grad påvirker og belaster medarbejdere i behandlings- og omsorgsarbejde. Hvordan vi som mennesker reagerer på mentale belastninger og ikke mindst: Hvad der beskytter og forebygger, at man som fagprofessionel kan miste den mentale balance.
En rød tråd igennem kurset er forståelsen af, at forebyggelse af mental slitage og slagside er en holdsport. Velfungerende forebyggelse af mentale belastninger fordrer, at vi har fælles bevidsthed om, hvad der påvirker, et fælles sprog om reaktioner og hvad vi kan gøre for at forebygge, både på individ og gruppeniveau.
Indhold
Kursusdagen består af undervisning i form af film, kombineret med øvelser med egen refleksion, gruppedialog og erfaringsdeling. Du vil som TR, AMR eller Leder få en grundlæggende indsigt i belastningspsykologi, som du på kursusdagen relaterer til din egen rolle og arbejdsplads og herefter erfaringsdeler med de øvrige kursister. Denne proces skaber de bedste forudsætninger for at få læringen oversat til egen hverdag og arbejdsplads og dermed for at viden bliver omsat til ny praksis.
Kursus i Belastningspsykologi faciliteres af Ergoterapeutforeningens konsulenter og er baseret på undervisningsmoduler og materiale udviklet og formidlet af Rikke Høgsted, stifter og udviklingsdirektør i Institut for Belastningspsykologi.
Kurset giver:
- Grundlæggende indsigt i belastningspsykologien og viden om, hvad der gør særligt indtryk og dermed potentielt belaster
- Blik for både egne og kollegers faresignaler
- Idéer til forebyggelse på både individ- og gruppeniveau
- Og endelig og nærmest vigtigst: Et fælles sprog, der gør det lettere at arbejde videre med emnet på arbejdspladserne
- Læs evt. mere her
Indhold og modeller er baseret på bestselleren Grundbog i Belastningspsykologi.
Materiale
Du får på dagen udleveret et kursushæfte med følgende:
- Moduloversigt 1-8
- Arbejdsark med refleksionsøvelser og note-felter, som bruges efter hvert videomodul
- Rød-Grøn-Blå modellen, som kan anvendes ved modul 5
- Fiskerbænken, som kan anvendes ved modul 7
- En præsentation af muligheder for at arbejde videre med Belastningspsykologien i egen organisation
Program
Du får tilsendt en mail med program og praktiske oplysninger ca. 3-4 uger før kurset.
Facilitator
Janne Molin, konsulent, Ergoterapeutforeningen
Målgruppe
Medlemmer af Danske Fysioterapeuter/Ergoterapeutforeningen, der er enten:
- TR
- TR-suppleant, hvis TR er fra anden faggruppe
- FTR
- AMR
- Leder
Forudsætninger for at deltage
TR og FTR
Du skal have gennemført:
- Kurset "TR-introduktion - Hvordan lykkes jeg som TR"
(tidligere kaldet "Sæt TR-rollen i spil" / "G 1").
AMR
Du skal have:
- Gennemført den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse
- Minimum et halvt års erfaring som AMR
Leder
Du skal være medlem af Danske Fysioterapeuter
Udgifter i forbindelse med kurset
TR og FTR
- Danske Fysioterapeuter dækker udgifter til tabt arbejdsfortjeneste og transport
- Husk at søge om tjenestefri med løn inden kursusstart jf. TR-aftalen's bestemmelser om TR's deltagelse på TR-kurser
AMR
- Der gives ingen lønrefusion fra Danske Fysioterapeuter
- Danske Fysioterapeuter dækker udgifter til transport
- Husk at søge om tjenestefrihed med løn inden kursusstart
Refusion af transportudgifter:
Find Danske Fysioterapeuters retningslinjer om refusion af transport her.
Bemærk, at du tidligst når kurset afholdes, kan logge på app’en, og at du skal registrere dine udgifter senest en måned efter kursets afholdelse.
Al transport i Danske Fysioterapeuters regi skal ske med økonomisk laveste omkostninger.
Du kan som udgangspunkt benytte offentlige transportmidler eller køre flere sammen i bil.
Vælger du at køre alene i egen bil, refunderes et beløb svarende til billigste offentlige transport.
Optagelse
Pladserne bliver tildelt efter først-til-mølle-princippet. Umiddelbart efter tilmelding modtager du en e-mail, der bekræfter din optagelse på kurset.
Ved tilmeldingsfristens udløb gøres status på deltagernes forudsætninger.
Det betyder, at vi kan være nødt til at afvise deltagere, der ved tilmeldingen havde fået en plads på kurset.
Afbud
Vi vil bede dig prioritere din tilmelding højt. Vi binder os til at betale forplejning/opholdsudgifter mv. Derfor er det vigtigt, at du melder afbud hurtigst muligt, hvis du alligevel ikke kan deltage.
Medbring bærbar pc eller blok og kuglepen
Ergoterapeutforeningen og Danske Fysioterapeuter har, på de fælles kurser for tillidsvalgte, besluttet at være endnu mere bæredygtige/klimavenlige.
Der vil således ikke blive udleveret blok og kuglepen på dette kursus. Medbring derfor bærbar pc eller blok og kuglepen.
Der udstedes ikke kursusbeviser
Hvis du har brug for at gemme kursusindholdet, kan du kopiere eller downloade kursusbeskrivelsen her på denne side. Dette skal gøres inden kursusafholdelsen, da hjemmesiden herefter bliver deaktiveret.
Kontakt
Har du spørgsmål til kursets faglige indhold, er du velkommen til at kontakte konsulent Janne Molin, Ergoterapeutforeningen, jmo@etf.dk.
Praktiske oplysninger
Kurset afholdes i samarbejde med Ergoterapeutforeningen og dine data (navn, privat postnr./by, arbejdsplads, e-mail adresse mv.) vil derfor blive udvekslet med dem.
Dine data vil ligeledes blive udvekslet i forbindelse med den efterfølgende evaluering af kurset.
Tilmeld dig
Belastningspsykologi - Middelfart · 5. september 2025, kl. 9-15.30