Bliv klogere på Fagkongres 2025: Hvordan implementerer du ny forskning i praksis?
Er du en af de mange, der allerede har købt billet til Danske Fysioterapeuters Fagkongres 2025?
Så har du et stort og spændende fagligt program i vente.
Det fulde program bliver offentliggjort om få måneder, men vi vil løbende dele konkrete programnedslag, du kan glæde dig til.
En session handler om, hvordan vi implementerer forskningsviden i praksis.
Her deler tre forskere deres konkrete praksisnære erfaringer fra deres projekter og giver forskellige perspektiver på de muligheder og udfordringer, der kan være ved at bruge ny forskning i praksis.
En af forskerne er fysioterapeut og ph.d. Inge Ris, som vi her har interviewet.
Hvorfor er netop dette fokus vigtigt?
”Der sker heldigvis rigtig meget i fysioterapeutisk forskning. Al forskningen har kun en begrundelse, hvis det i sidste ende kan få en betydning for praksis. Det betyder, at forskningen skal implementeres i praksis. Det er ikke altid lige let. For det kan betyde, at du som fysioterapeut skal ændre praksis, organisation, adfærd eller forståelse. Implementeringen er dog nødvendig. Hvis vi skal udvikle vores fag, skal vi sørge for at holde os opdaterede. Det har vi pligt til som en central del af sundhedsvæsenet,” siger Inge Ris.
Ny serie: ”Bliv klogere på Fagkongres 2025”
Som optakt til Danske Fysioterapeuters Fagkongres 2025 udgiver foreningen hen over de kommende måneder interviews med nogle af de forskere, oplægsholdere og debattører, du kan møde på fagkongressen til marts.
Hvad får deltagerne ud af at høre oplægget?
”Der er ikke noget facit for, hvordan du bedst får implementeret forskning i praksis. Derfor vil oplægget og de tre forskellige cases bruges som udgangspunkt for at debattere, hvilke forskellige muligheder der er. Det håber vi kan inspirere deltagerne til at overveje, hvordan du som fysioterapeut kan håndtere implementering af ny viden i din konkrete hverdag. Hvilke rammer befinder jeg mig i? Hvordan passer det i min fysioterapeutiske praksis? Og hvad er overhovedet realistisk? Vi kommer ikke med en løsning, men med inspiration, erfaringer og idéer,” siger Inge Ris.
Hvordan taler oplægget ind i fagkongressens tema?
”Vores fag er i udvikling, og derfor skal vi også huske selv at ”bevæge” os i praksis. Her er det vigtigt at tænke over, hvordan vi kan udvikle os i vores egen hverdagspraksis,” siger Inge Ris.
Sessionens oplægsholdere
1. Professor Thomas Skovgaard skitserer de mest almindelige udfordringer og muligheder, der kan opstå, når du prøver at få forskning til at fungere i praksis
2. Ph.d. Trine Clemmensen vil dele erfaringer fra implementeringen af en tværprofessionel tilgang i samarbejdet med personer med demens og deres pårørende i forskellige kommuner
3. Docent Tina Junge præsenterer forskningsprojektet Min Ryg, et forskningsprojekt for folk med langvarige rygsmerter, der går på tværs af træningsafdeling og jobcenter i en kommune
4. Ph.d. Inge Ris vil præsentere sine erfaringer med implementering af GLA:D® Ryg, et struktureret patientuddannelses- og træningsforløb for personer med rygbesvær
Hvad er en roundtable-session?
En round table-session varer 90 minutter og giver mulighed for en debat om forskellige faglige dilemmaer i fysioterapi. Sessionen indledes med et kort oplæg (på maksimalt 15-20 minutter), hvor sessionens dilemma belyses.
Herefter vil deltagerne få mulighed for at drøfte det faglige emne med udgangspunkt i foruddefinerede drøftelsesspørgsmål. Efter rundbordsdrøftelserne samles der op i plenum.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.