Strukturerede forløb skal give mere ensartet kvalitet til mennesker med Parkinson
Fra januar 2025 skal fysioterapeuter visitere mennesker med Parkinson til nye strukturerede forløb, der gælder på landsplan. Der er tale om fem faser med forskellige forløb, der er struktureret på baggrund af viden om best practice og nyeste evidens.
Aftalen om de strukturerede forløb er indgået mellem Danske Fysioterapeuter og Regionernes Lønnings- og Takstnævn som led i praksisoverenskomsten 2024. De skal sikre, at mennesker med en række kroniske sygdomme med funktionsnedsættelser får de bedst mulige tilbud om vederlagsfri fysioterapi, uanset hvor i landet de bor. Sidste år blev mennesker med sklerose som de første omfattet af aftalen, og nu er også mennesker med Parkinson omfattet.
Kvaliteten bliver ensartet
Formand for Danske Fysioterapeuter Jeanette Præstegaard mener, at de strukturerede forløb vil være med til at styrke kvaliteten i fysioterapibehandlingen til mennesker med Parkinson.
”Der har manglet klare fælles ramme- og ræsonneringsbeskrivelser for fysioterapeuterne baseret på nyeste viden og evidens. Jeg ser de stukturerede forløb som et godt og nødvendigt redskab til at sikre ensartethed og styrke kvaliteten i behandlingen uanset borgerens valg af fysioterapeut,” siger Jeanette Præstegaard.
Fysioterapeuter får med de strukturerede forløb et nyt redskab til en mere strømlinet tilrettelæggelse af behandlingsforløb baseret på evidens og den kliniske faglighed.
”Det er vigtigt, at behandlingen af patienterne er baseret på fysioterapeutens faglige vurdering af, hvad den enkelte patient har behov for,” siger Jeanette Præstegaard.
De strukturerede forløb er testet
Anbefalingerne til de strukturerede forløb for mennesker med Parkinson er udarbejdede af faglige ressourcepersoner udpeget af Dansk Selskab for Fysioterapi, DSF, i samarbejde med en faglig følgegruppe og Enhed for Kvalitet og Modernisering (EKM).
De strukturerede forløb er blevet pilotafprøvet i ni meget forskellige klinikker fordelt på store, mellemstore og små klinikker, hvor halvdelen tilbød hjemmebehandling. På baggrund af tilbagemeldingerne fra pilotklinikkerne er de strukturerede forløb blevet justeret til den form, som de har nu.
Læs mere om strukturerede forløb for patienter med Parkinson.
Webinar
Vil du vide mere om ændringerne og journalføring af behandlingsplan, indikation for de fysioterapeutiske ydelser, formål og plan for behandling i de strukturerede forløb? Så kan du deltage i webinaret "Ændringer i den i den vederlagsfrie behandling?"
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.