Hæderspriser til to fysioterapeuter med X-faktor
Det var to fysioterapeuter med X-faktor, der stod på scenen og modtog salens hyldest med stående klapsalver på Fagkongres 2018, da de torsdag fik overrakt Danske Fysioterapeuters æresmedlemskaber.
De to har været aktive som fysioterapeuter i henholdsvis 68 og 57 år, har undervist et hav af fysioterapeuter og har et vidt forgrenet netværk af fysioterapeuter, læger og kolleger i Danmark og i udlandet. De har med deres magiske hænder hjulpet mange patienter af med smerter og dysfunktion og har haft stor betydning for professionen og professionens anseelse i Danmark og internationalt.
Med udnævnelsen fulgte et æresemblem og et diplom, som blev overrakt af formand for Danske Fysioterapeuter Tina Lambrecht. Æresmedlemsskabet er ikke tildelt siden 1940, hvor den afgående formand Marie Møller blev æresmedlem efter 17 år som formand for foreningen.
Æresmedlem Birte Carstensen - fysioterapeuternes Grand Old Lady
Birte Carstensen er 91 år og ligeså aktiv som altid. Hun er ekspert i ryg- og nakkeproblemer og stadig på forkant med ny viden og teknologier i fysioterapi.
Man møder ofte Birte Carstensen på konferencer og kongresser i både ind- og udland. Birte Carstensen gik på ”pension” for 25 år siden, men behandler stadig patienter på en klinik på Frederiksberg.
Birte Carstensens magiske hænder og diagnostiske intuition er legendarisk, og mange fysioterapeuter har bedt hende om vejledning. I alle årene har Birte Carstensen brugt tid på at undervise kommende kolleger og læger i manuel terapi.
Hun har været fast underviser på kurserne hos Dansk Selskab for Muskuloskeletal Fysioterapi og har afholdt talrige kurser for læger og kolleger.
Kirsten Tørsleff - en ildsjæl inden for brystkræftbehandling
Kirsten Tørsleff er kendt for sit utrættelige arbejde for at mindske følgevirkningerne efter brystkræftbehandling. Hun har udviklet et behandlingskoncept, Tørsleff-metoden, der er udbredt i hele Norden og har undervist på utallige kurser og holdt oplæg for både fagfolk og for patienter.
Billedtekst: Kirsten Tørsleffs følsomme hænder er også i brug i fritiden, hvor hun både spiller klaver og fagot. I forbindelse med sin 80 års fødselsdag sidste år fortalte hun til Jyske Vestkysten, at det er i musikken og sit arbejde med roserne i haven hun finder sin styrke. Hun har været medlem af Danske Fysioterapeuter siden 1961. Foto: Heidi Lundsgaard.
Kirsten Tørsleff udviklede sit behandlingskoncept i starten af 1980’erne, hvor hun selv oplevede at være patient med brystkræft. Hun udgav et øvelsesprogram for brystopererede, der stadig er i høj kurs hos brystopererede kvinder.
Hun har i alle årene kæmpet for at kvinder, hurtigt efter en operation eller anden behandling for brystkræft, forebygger senfølgerne med målrettede øvelser og selvbehandling.
Sammen med den norske instruktør Ragna Sigmo Skipstad producerede hun sidste år en selvhjælpsfilm til kvinder med brystkræft, der henvender sig både til danske og norske kvinder.
Kirsten Tørsleff underviser i hele Norden, og patienterne er parate til at rejse langt for at få behandling hos hende. Erfaringen og tilgangen til behandling af senfølgerne kombineret med de magiske hænder, har hjulpet mange kvinder.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.