Knæartrose i fokus på fagkongressen
Fredag formiddag var der fokus på knæartrose i det dobbelte mødelokale 7 og 8 på årets fagkongres. I lokalet fortalte tre forskellige oplægsholdere om resultaterne af en række undersøgelser.
Interventioner skal beskrives klarere
Først fortalte Cecilie Bartholdy, der er fysioterapeut og ph.d.-studerende på Parker Instituttet, at forskere generelt kan blive meget bedre til at beskrive detaljerne i de træningsinterventioner, de benytter i deres forskning.
Hun bygger konklusionen på en gennemgang af de studier, som ligger til grund for, hvordan patienter med artrose skal træne. Gennemgangen viste nemlig, at der ikke var nogen af disse studier, som indeholdt en komplet beskrivelse af de elementer, der bør indgå i træningen og at der er stor variation i, hvor velbeskrevne træningsinterventionerne i øvrigt er. Der mangler typisk information om træningsmetode og -dosering, hvilket er tilfældet i op mod ni ud af ti studier.
Ifølge Cecilie Bartholdy betyder den manglende information, at der kan opstå usikkerhed om validiteten af de guidelines, man skal følge som fysioterapeut, ligesom uklarhed om metode og dosering kan føre til stor variation i den behandling, patienterne ender med at modtage.
Tidligere knæskader øger smerteniveauet
Pætur Mikal Holm, der er fysioterapeut og ph.d.-studerende på Syddansk Universitet, fortalte efterfølgende om en kortlægning af symptombilledet hos patienter med knæartrose, som har modtaget GLA:D-træning.
Billedtekst: Pætur Mikal Holm fortæller om symptombilledet hos artrosepatienter med tidligere knæskader.
Undersøgelsen, der er gennemført på data på 10.656 personer med knæartrose i GLA:d®-registret, viser at patienter med knæartrose, som har en tidligere knæskade er signifikant hårdere ramt af artrosen end patienter uden tidligere knæskader.
Patienter med tidligere knæskader har således flere smerter, som de ofte har haft i længere tid og de har en dårligere livskvalitet end GLAI:D®-patienter, som ikke har haft tidligere skader i knæet. Til gengæld ser det ud til, at patienterne med tidligere knæskader træner mere, har et lavere BMI og er yngre end patienter, som ikke har haft skader i knæet.
Perfusion som indikator
Afslutningsvist fortalte Elisabeth Bandak, der er fysioterapeut og ph.d.-studerende fra Parker Instituttet, om et eksplorativt studie, der har haft til formål at undersøge sammenhængen mellem ændringer i perfusion som følge af træning og ændringer i smerte, fysisk funktion og præstation blandt patienter med knæartrose.
Konklusionen på studiet var, at de patienter, som ikke træner oplever et fald i perfusion og et øget smerteniveau. Perfusion kan derfor være en relevant markør for effekten af træningen.