Kan vi ikke bare aftale, at vi alle sammen skruer ned her og nu?

70 praktiserende fysioterapeuter i hovedstaden forsøgte at finde en løsning på problemet med de stigende udgifter til vederlagsfri fysioterapi.

Der var tæt pakket i Danske Fysioterapeuters sekretariat på Amager, da der blev afholdt informationsmøde for fysioterapeuterne i Region Hovedstaden om den problematiske stigning i vederlagsfri fysioterapi. Mere end 70 medlemmer var mødt op for at få den nyeste viden om udviklingen, og spørgsmålene var mange.

For siden juni har Danske Fysioterapeuter råbt vagt i gevær til de praktiserende fysioterapeuter, som behandler patienter efter speciale 62. Udgifterne ser ud til at stige mere end den aftalte ramme, og det vil betyde, at alle fysioterapeuter, som arbejder under speciale 62, får beskåret deres honorarer i 2020.

Danske Fysioterapeuter anbefaler ikke en fælles aftale, som kan begrænse stigningen. Men foreningen opfordrer klinikkerne til hver især at se på, hvad de kan gøre. Derfor beskrev konsulenterne Mads Lytje og Jens Peter Vejbæk to muligheder på mødet; At klinikkerne opretter ventelister, og at de begrænser antallet af behandlinger pr patient.

”I kan ikke styre, hvor mange patienter, lægerne henviser. Men I kan styre, hvor mange patienter I tager imod. For hvis I bliver ved med at tage imod alle patienterne, så kommer I til at lave flere ydelser til et lavere honorar til næste år,” sagde Mads Lytje.

Sender patienterne til konkurrenter

Det fik en deltager til at spørge, om konsekvensen så bliver, at patienterne går andre steder hen:

”Hvis vi siger nej til en patient, så risikerer vi jo, at de går hen til en anden klinik og får behandling der i stedet for. Kan vi ikke lave en samlet aftale om, at vi ikke tager flere ind nu? For jeg vil nødig stå på min klinik og sige, at nu gør vi det her, og så er der ingen andre, der gør det.”

Ligesom flere deltagere udtrykte bekymring for patienterne, hvis de må afvise dem i døren. 

Konsulent Jens Peter Vejbæk understregede, at det selvfølgelig er en svær situation, men at klinikkerne i praksis må forklare, at det er politikerne, som har sat en økonomisk begrænsning:

”I gør intet forkert, hvis I siger til patienterne, at I ikke har plads lige nu, for det her er ikke jeres skyld. I vil gerne tage imod patienterne, men det kan I ikke, fordi politikerne har sat en grænse for udgifterne. Derfor må I pænt henvise til kommunen.”

Han foreslog, at den enkelte klinik laver en tekst på deres hjemmeside om at der pt er venteliste:

”På den måde kan det gøres meget kort, så I undgår diskussioner med den enkelte patient.”

Fælles aftale her og nu

En deltager foreslog, at fordi problemet rammer alle, bør alle også hjælpes ad med at løse det.
”Det her er jo en kæmpe udfordring. Kan vi ikke bare aftale, at vi alle sammen skruer ned her og nu? Kan vi ikke lave en koordineret indsats? Alle os, der er her i dag, går hjem og stopper behandlingen af 62erne. Og så siger vi til patienterne, at de skal gå til patientforeningerne og lave en masse larm. Hvis alle gør det, rundt omkring i Danmark, så må det da hjælpe?”

Men det er ikke tilladt at lave en bindende aftale, forklarede konsulenterne, af hensyn til konkurrencelovgivningen:

”Vi kan informere jer om den samlede udgiftsudvikling i forhold til udgiftsrammen, og om hvordan I kan følge med i og begrænse jeres udgifter. Og I må starte med jer selv hver især, og beslutte hvad I vil gøre. Det er selvfølgelig tilladt at diskutere problematikken med naboklinikkerne og informere om, hvad man selv gør.”

En deltager greb bolden og forklarede, at hendes klinik allerede har reageret og sat begrænsninger på indtaget af patienter: 

”Vi har valgt at sige til de patienter, der kom to gange om ugen, og som vi fagligt har vurderet kan klare sig med mindre behandling, at de kun kan komme én gang om ugen resten af året. Vi har også lavet ventelister for vederlagsfri patienter på en måned, og vi siger til de vederlagsfri hjemmepatienter, at de først kan komme i gang, når der er en anden vederlagsfri patient, der stopper. Vi har også været alle vores vederlagsfri patienter igennem for at se, om der var nogen, der ikke skulle være der. Og det har en begrænsende effekt, ” forklarede hun videre.

”Vi kan se i vores tal, at udgifterne til speciale 62 på vores klinik procentuelt ikke stiger mere, end hvad der er muligt i forhold til den overordnede udgiftsramme.”

En anden deltager kunne fortælle en tilsvarende historie:

”Vi har været igennem samme øvelse, og vi oplevede, at patienterne har stor forståelse for det. Særligt når man forklarer dem, at vi kan komme til at arbejde gratis.”

Mads Lytje, konsulent i Danske Fysioterapeuter, fortalte, at Danske Fysioterapeuter i de kommende forhandlinger vil arbejde for, at udgiftsrammen bliver forhøjet, men at det er den eksisterende ramme, der gælder nu, og at den helst skal overholdes. Danske Fysioterapeuter har allerede holdt møder med patientorganisationerne og forklaret dem situationen.

Mads Lythje afsluttede debatten med ordene:

”Man er nødt til at kigge på sine egne tal i sin egen klinik. Og det er bedre at gøre noget ved det i morgen, end dagen efter nytårsaften.”

Læs også nyhed: Udgifterne til vederlagsfri fysioterapi stiger stadig