Fordeling af vaccinationer

Sundhedsstyrelsen har præsenteret rækkefølgen for vaccination mod covid-19. Den er baseret på risiko, så udsatte borgere og udvalgt frontpersonale står forrest i køen.

Meget snart begynder vaccinationer mod covid-19 på dansk grund. Der skal prioriteres hårdt, fordi Danmark fra nu og frem til uge 3 kun forventes at modtage vaccinationer nok til at kunne tilbyde dem til cirka 95.000 borgere.

Ifølge Sundhedsstyrelsen vil vaccinerne blive fordelt således:

35.000 til ”udvalgt frontpersonale på sygehuse og plejecentre i kommuner med højest incidens”

30.000 til ”borgere i udvalgte plejeboliger mv. i kommuner med højest incidens”.

30.000 til ”personer med meget svære sygdomme og tilstande”

Se notat om vaccinefordeling

Sundhedsstyrelsen skriver i samme notat, at gruppen ”udvalgt frontpersonale” blandt andet består af personale på akut-, isolations- og intensivafdelinger . Ifølge notatet er der cirka 71.000 sundhedsansatte i denne gruppe. Da der kun er vaccine til cirka 35.000 ud af denne gruppe kan man altså ikke være sikker på at blive tilbudt vaccination, selvom man arbejder i en af de nævnte funktioner.

Funktionen skal afgøre

Hos Danske Fysioterapeuter møder det fuld forståelse, at vaccinen skal prioriteres til de mest udsatte borgere og sundhedsfaglige. Derfor har foreningen sammen med de øvrige sundhedsorganisationer også været løbende i dialog med Sundhedsstyrelsen og blandt andet understreget, at det skal være funktionen og ikke for eksempel uddannelse, der afgør, hvem der vaccineres.

”De fysioterapeuter, der er med helt fremme i front i behandlingen af covid-19, skal naturligvis have samme tilbud om vaccine som andre faggrupper, der påtager sig samme ansvar og risiko,” siger formand Tina Lambrecht.

Hun peger på at en opgørelse over coronaprøver, som Statens Seruminstitut tidligere har lavet for Danske Fysioterapeuter viser, at hospitalsansatte fysioterapeuter har været udsat for smitte på samme niveau som hospitalsansatte sygeplejersker.

”Jeg er stolt af, at fysioterapeuter er gået så aktivt ind i at sikre den rigtige behandling til covid-19 patienter. Men jeg glæder mig også meget til den dag, hvor corona-smitte ikke længere er en risiko ved at påtage sig det ansvar,” siger Tina Lambrecht.

Forventes i denne uge

Sundhedsstyrelsen skriver i en pressemeddelelse, at den første sending vacciner ventes at komme til landet i løbet af denne og næste uge.

”Vi er rigtigt glade for, at vaccinationsindsatsen nu er gået i gang. Det er jo en begrænset mængde vacciner, vi modtager i første omgang, og dem skal vi reservere til de allermest sårbare mennesker og til personalet, der arbejder med dem,” siger direktør Søren Brostrøm.

Regionerne opretter vaccinationscentre rundt omkring i landet, hvor de fleste vil kunne blive vaccineret. Nogle vil få tilbuddet mere lokalt på for eksempel plejehjem. Meget personale i eksempelvis sundhedsvæsenet og ældreplejen vil blive tilbudt vaccination på deres arbejdsplads. Det kan være på sygehus eller plejehjem eller på et af de regionale vaccinationscentre eller andre steder. Arbejdsgiveren vil give besked om, hvordan det vil foregå.

Løbende prioritering

Sundhedsstyrelsen skriver også, at efterhånden som vi får større mængder af vaccine og også flere typer, vil flere og flere borgere blive tilbudt vaccination. Vaccinerne fordeles ligeligt og på samme tid mellem regionerne efter befolkningstal. Grønland og Færøerne får også deres andel. 

Med tiden er det planen, at hele befolkningen vil få tilbudt vaccination, dog med enkelte undtagelser, som for eksempel børn og gravide, som vaccinerne ikke ventes at være godkendt til i første omgang. Sundhedsstyrelsen vil løbende prioritere hvilke grupper, der skal have tilbud om vaccination mod covid-19 i den takt, der kommer vacciner til landet.