Ny professor: ”Det handler ikke om flere ydelser, men om at gøre det klogere”

Hver fjerde person med hjertesygdom, som bliver henvist til rehabilitering i kommunen efter hospitalsindlæggelse og operation, møder aldrig op til hjerterehabilitering. Det viser en undersøgelse fra Region Midtjylland, som involverede 2156 patienter. Og det er alt for mange, siger Thomas Maribo, som tiltræder som professor i rehabilitering ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet den 1. januar 2021.

”Vi må jo spørge os selv, hvorfor de ikke møder op. Og svaret er blandt andet, at læger, sygeplejersker og andre på hospitalet ikke lægger nok vægt på vigtigheden af forløbet efter indlæggelsen. Og så handler det i høj grad om, at den information, vi giver til patienterne, er for svær at forstå. Den kræver, at man har en studentereksamen – og det er der altså mange patienter, der ikke har.”

Det halter med andre ord med kommunikationen fra sundhedsprofessionelle til vigtige grupper i samfundet, og ifølge Thomas Maribo er det et af steder, man skal sætte ind, hvis man vil uligheden i sundheden til livs. Uligheden har været en mærkesag for den nyudnævnte professor, siden han tog den sundhedsfaglige kandidatuddannelse i 2003. Og når han den 1. januar kan skrive professor på visitkortet, vil han fortsætte fokus på ubalancen og ulighed i sundhed.

”Mit fokusområde er rehabilitering i bred forstand, dvs. hvordan vi integrerer omgivelserne og de personlige faktorer i arbejdet med patienter og borgere. Så vi får målrettet vores interventioner til dem, der har størst behov for det. Og måske lader dem, som kan nøjes med mindre, få færre ydelser,” forklarer han.

Mennesket er mere end en diagnose

Professorstillingen er knyttet til Aarhus Universitet, men Thomas Maribo vil fortsætte som forskningsleder i DEFACTUM halvdelen af arbejdstiden, hvor han står i spidsen for 25 ansatte, der forsker i rehabilitering.

”De to dele af min ansættelse passer utrolig godt sammen. I DEFACTUM har vi fokus på social, sundhed og arbejdsmarkedet. Vi ser på mennesket i et helhedsperspektiv, dvs. at mennesket består af andet end en diagnose. For eksempel kan vi se, at arbejdet er en rigtig stor og vigtig faktor for mange. Det er de færreste, som ønsker at være på kontanthjælp eller anden offentlig ydelse, så fastholdelse på arbejdsmarkedet er rigtig vigtigt og forebygger mange andre lidelser.”

Kommunikationen skal målrettes

Netop derfor nævner han eksemplet med personer med hjertesygdom, som ikke mødte op til rehabilitering. For selvom Danmark kan bryste sig af flotte tal, når det angår tilbagevenden til jobbet hos personer med hjertesygdom, ser det anderledes ud, når man kigger på lang sigt. Der er nemlig mange i gruppen, som stopper på arbejdet igen. Her er rehabiliteringens betydning uhyre vigtig, mener han, og vender igen tilbage til sundhedsprofessionelles evne til at kommunikere klart og tydeligt.

”Mange af de interventioner, som vi har, kan være svære at modtage for nogle, som er sårbare. Og her tænker jeg ikke på socialt udsatte. Der er en relativt stor del af befolkningen, som mangler forståelse for egen situation, og hvordan sygdommen eller skaden hænger sammen med resten af deres liv. Hvorfor siger fysioterapeuten, at jeg skal bevæge mig mere? Dertil kommer, at når man bliver udskrevet efter en hjerteoperation, er man måske i krise. Man er indlagt og har været tæt på at dø. Hvis man så får at vide, at man skal begynde at træne, kan det virke helt uoverskueligt – især hvis man ikke er vant til det. Måske er man slet ikke i stand til at forstå, hvad der bliver sagt, og hvis lixtallet også er højt, bliver det endnu sværere. Så vi er nødt til at begynde at målrette vores kommunikation til den gruppe, som ikke har en videregående uddannelse. Og det er altså en stor del.”

Lægen skal vide mere om rehabilitering

Når patienten afsluttes fra hjerterehabilitering, overgår han til den praktiserende læge. Men lægen er ikke nødvendigvis ekspert i hjerterehabilitering og er måske ikke i stand til at rådgive om livet med hjertesygdom.

”Flere af patienterne i en af vores undersøgelser sagde, at vi ikke er gode nok til at sikre overgangen efter hjerterehabilitering. En patient sagde f.eks., at ”nu skal den praktiserende læge overtage resten af mit liv. Men det har hun eller han måske ikke så meget forstand på.” Så hvordan kan vi hjælpe vores kollegaer i almen praksis til at blive bedre til at formidle, hvordan rehabilitering forløber? Det handler ikke om flere ydelser. Det handler om at gøre det klogere.”

Fremtiden byder på flere opgaver i kommunerne

Thomas Maribo trækker eksemplet frem med personer med hjertesygdom, fordi der er mange ligheder mellem dem og en række andre lidelser og patientgrupper. Og han frygter, at problemerne vil vokse. I Region Midtjylland har hjerterehabiliteringen været lagt ud i kommunerne siden 2017, men der er mange andre kommuner, hvor rehabiliteringen stadig ligger i hospitalsregi. Meget vil formentlig overgå til kommunerne med tiden.   

”Vi har jo et sundhedsvæsen, som bliver mere og mere specialiseret og forkorter indlæggelsestiderne, samtidig med at flere opgaver lægges ud i den kommunale sektor. Derfor er det vigtigt, at vi sikrer, at vi får en høj og ensartet kvalitet, uanset hvilken sektor, borgeren kommer ud i. Og at vi sørger for at udvikle indsatserne og få implementeret ny viden. For der er en anden tradition i kommunerne i forhold til evidens og systematisk udvikling, end der har været på sygehusene. Den vil vi gerne føre med ud.”