Husk at stemme
Stem til OK21
Medlemmer ansat i kommuner, regioner og stat skal stemme om de nye overenskomster fra 11. marts til 5. april 2021.
Resultatet bliver offentliggjort den 21. april 2021.
Lige nu er offentligt ansatte over hele landet ved at stemme om deres nye overenskomster. Det gælder også fysioterapeuter ansat i kommuner, regioner og staten. I dag er halvdelen af afstemningsperioden gået – og 38% af Danske Fysioterapeuters offentligt ansatte medlemmer har stemt.
Formand Tina Lambrecht håber, at flere vil bruge muligheden.
”Uanset om man er tilfreds med aftalerne eller ej, så er det at stemme et signal til arbejdsgiverne om at vi er optagede af vores løn og arbejdsforhold,” siger hun.
Anbefaler ja
Hovedbestyrelsen anbefaler, at man stemmer ja, men formand Tina Lambrecht understreger, at det er vigtigt, at så mange som muligt stemmer uanset holdning.
”Vi har forhandlet så god en aftale, som det lod sig gøre. Der er en fornuftig økonomi for den enkelte, og lagt gode spor ud til fremtiden. Men i sidste ende er det altid op til dem, der skal arbejde på en aftale, om den er god nok,” siger hun.
Ved de seneste overenskomstforhandlinger i 2018 stemte 64% af de offentligt ansatte medlemmer. Det skete ovenpå dramatiske forhandlinger med varsel om strejke og lockout – og med en aftale, der blandt meget andet afskaffede det såkaldte ”privatlønsværn”, der betød, at privatansattes lønninger ville stige mere end offentligt ansattes.
Sådan stemmer du
Der er sendt mails ud til alle, der står registrerede som offentligt ansatte i medlemssystemet. Du kan enten bruge linket i mailen til at stemme – eller du kan stemme med dit NemID.
Har du problemer med at stemme, så skriv til valg@fysio.dk.
Du kan stemme til og med 5. april 2021.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.