”Vi får et større ansvar, og jeg føler både ærefrygt og stolthed”
Der følger et nyt og større ansvar med den aftale om direkte adgang til fysioterapi med offentlig støtte, som har været et bredt politisk ønske blandt partierne bag Sundhedsreformen. Et ønske som Sundhedsministeriet har givet grønt lys for i det toårige projekt i Region Sjælland, der går i gang i 2025.
Formand for Praktiserende Fysioterapeuter og klinikejer Jesper Ottosen er stolt af, at fysioterapeuter nu bliver patienternes første kontakt.
”Vi får et større ansvar, og jeg føler både ærefrygt og stolthed. Vi skal vurdere, om patienternes symptomer er behandlingskrævende, eller om det er noget, der for eksempel vil gå over af sig selv. Vi skal heller ikke tage folk ind, som ikke har ret til behandling med offentlig støtte. Og vi skal også kunne vurdere, om patienterne har symptomer, som kan være tegn på alvorlig patologisk sygdom, hvor der er brug for en lægefaglig vurdering.
Hidtil har lægen sorteret patienterne for os, men nu er det os, der har den i forhold til patienter med muskel- og skeletlidelser. Vi skal vise, at vi er vores faglighed værdig, og vi skal tro på os selv,” siger Jesper Ottosen.
Webinar om direkte adgang til fysioterapi
Du kan få mere at vide om projektet med direkte adgang til fysioterapi i Region Sjælland, når Danske Fysioterapeuter afholder et webinar for alle medlemmer i starten af 2025. Tidspunkt og program vil blive offentliggjort her på hjemmesiden og i nyhedsbrevet Corpus.
Nye krav til dokumentation og journalisering
Jesper Ottosen har været praksiskonsulent på et tidligere pilotprojekt med direkte adgang til fysioterapi med offentlig støtte i Region Hovedstaden. Han håber, at alle fysioterapeuter føler sig begejstrede over de nye faglige muligheder.
”Vi skal sørge for at blive klædt godt på. For eksempel er det vigtigt, at vi er gode til at dokumentere, journalisere og skrive epikriser til lægen. Det handler både om patientsikkerhed og vores egen sikkerhed, hvis vi på et tidspunkt står i en patientklagesag,” siger Jesper Ottosen.
Han anbefaler, at klinikkerne i Region Sjælland gør sig grundige overvejelser om organisering og uddannelse, inden projektet går i gang i første kvartal af 2025.
Læs nyhed om forsøget med direkte adgang i Region Sjælland
Overvejelser inden projektstart
Praksiskonsulent i Region Sjælland, Jesper Ottosen anbefaler, at klinikkerne i Region Sjælland diskuterer følgende spørgsmål inden projektstart:
- Hvilken skal fysioterapeut skal have ansvaret for at screeene patienterne – en nyuddannet eller en erfaren?
- Hvornår er man klædt på til rollen?
- Skal der være en visitator?
- Hvem fortsætter forløb? Skal det være den samme, eller kan der være en visitator?
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.