Få inspiration og hør Lenes historie fra ide til forretning

Lene Raadkjær Jørgensen har udviklet konceptet BabyTummel. Hør hende fortælle om, hvordan hun har udviklet og søsat sin forretning.

Hvordan opstod idéen til dit koncept/produkt?

Tankerne om BabyTummel-holdene startede, da jeg kom tilbage fra barsel. Jeg havde selv oplevet, hvordan man som mor kan være ”for” forsigtig og undlade at tumle med sit barn, men børn har behov for at tumle og mærke sig selv.

Klinikken, jeg var på, havde fået ny træningssal, der gjorde det muligt for mig at have BabyTummel-holdene, og allerede efter et par måneder fik jeg idéen til app’en.

Jeg kunne mærke, at mødrene på holdene var rigtig glade for den inspiration og viden, som jeg bidrog med, og jeg ville derfor gerne nå ud til flere forældre.

I modsætning til de bøger, som forældrene kan finde på hylderne, indeholder app’en forskellige filmklip, der er med til at kvalitetssikre udførelsen af øvelserne. Det er med til at gøre forældrene mere trygge, når de tumler med deres barn, og så kan de have app’en lige ved hånden fremfor i bogreolen.

Hvad oplevede du som den største udfordring i realiseringen af din idé, og hvordan kom du videre?

En af de store udfordringer, jeg stødte på, var de urealistiske høje priser for at få udviklet en app. Derfor brugte jeg noget tid på at finde den rette samarbejdspartner, og jeg kom i kontakt med min nuværende udvikler igennem Business Esbjerg. Han var lige startet som selvstændig og kunne derfor tilbyde nogle mere realistiske priser – og så var han tilfældigvis blevet far kort tid forinden, hvilket bestemt heller ikke var en ulempe for mig.

Hvem samarbejder du med?

Min appudvikler har været med hele vejen og er en vigtig samarbejdspartner for mig. Han har udviklet et system, så jeg selv kan redigere indholdet i app’en, og så ved han, hvad der kan lade sig gøre på et område, som jeg umiddelbart ved meget lidt om.

Nu hvor app’en snart lander på det norske og tyske marked, har jeg fundet fysioterapeutiske samarbejdspartnere i begge lande. De er med til at oversætte app’ens indhold og udbrede kendskabet til den blandt målgruppen, og så har jeg samarbejdet med en fotograf for at sikre god kvalitet i app’ens film- og billedmateriale.

Jeg samarbejder også med enkelte firmaer om salg af redskaber til målgruppen, og i den forbindelse har jeg været med til at udvikle tumleskumdyr til at fremme den motoriske udvikling hos barnet. Samarbejdet er rigtig spændende og relevant, fordi det netop giver mig mulighed for at designe og anvende redskaber, som jeg selv kan stå inde for.

I forbindelse med mine forskellige BabyTummel-hold har jeg teamet op med AOF, der står for til – og frameldinger af deltagere på holdene. På den måde slipper jeg for at bruge tid på det administrative, og jeg kan i stedet bruge mere tid på det, jeg brænder for.

Hvor har du opsøgt sparring?

Jeg har ad flere omgange både benyttet mig af Business Esbjerg og Danske Fysioterapeuter. Før lanceringen af app’en havde jeg en børneergoterapeut og en børnefysioterapeut til at kigge indholdet igennem, og jeg sparer også løbende med andre fagpersoner. Fordelen med app’en er jo netop, at jeg hele tiden kan optimere indholdet.

Kan du beskrive nogle hændelser/momenter undervejs i processen, som har været afgørende for, at du står med dit koncept/produkt?

De stjernestunder, som jeg dagligt oplever mellem mor og barn på mine forskellige hold, har givet mig mere lyst og energi til at udbrede god viden til en masse forældre i Danmark. De oplevelser har været afgørende for min motivation og arbejdsindsats undervejs, specielt når jeg er stødt på bump på vejen.

Hvor er du om to år?

Jeg håber, at jeg stadig har en masse BabyTummel-hold om to år, og at jeg stadig ser en masse babyer og børn – det arbejde er jeg ganske enkelt helt vild med!

Jeg håber også, at app’en er blevet godt etableret på det norske og tyske marked, og at den er nået endnu bredere ud. Forhåbentlig er jeg til den tid i gang med at oversætte indholdet til andre sprog.

Hvis jeg selv skal bestemme, har jeg om to år også været med til at udvikle og udbrede endnu flere redskaber, for det har været vildt spændende for mig at være med til.

Hvad er vigtigt, hvis man skal have succes som ”sundhedsiværksætter”?

Muligheden for vejledning og sparring hos Erhvervscentre og hos Danske Fysioterapeuter er afgørende og en god måde at få afprøvet sin idé.

Forløbet som ”sundhedsiværksætter” byder på ”ups and downs”, men man lærer rigtig meget af processen og vokser med opgaven. Når mavefornemmelsen føles rigtig, og man brænder for det, man laver, så handler det bare om at turde kaste sig ud i det. Netop derfor er det også afsindigt vigtigt at spare med en masse mennesker og få input derigennem. Man skal ikke hænge sig meget i frygten for, at andre stjæler idéen.

Jeg har selv haft flere andre idéer end BabyTummel, som bare ikke var gode nok, men det handler om, at være meget specifik med, hvilken målgruppe man ønsker at henvende sig til. Man skal finde netop det hul i markedet eller det behov hos målgruppen, som man gerne vil dække.

Der er rigtig mange spillere på sundhedsområdet, og derfor handler det ikke mindst om at skille sig ud og fokusere på sine egne produkter i stedet for at holde øje med, hvad konkurrenten gør.

Hvordan dækkede du udgifterne i forbindelse med din opstart?

Jeg har faktisk selv dækket mine udgifter, og inden udgivelsen af app’en investerede jeg 70.000 kr. Jeg ved dog, at der er flere lånemuligheder til iværksættere, der ikke selv har midlerne, og derfor handler det bare om at søge sparring og rådgivning.