Får du som TR spørgsmål om barselsreglerne? Her er et godt værktøj

Der er mange deadlines og regler at holde styr på, når en kollega skal på barsel. Derfor har Danske Fysioterapeuter lavet et værktøj, som du som TR trygt kan henvise til, når din kollega har spørgsmål om retten til løn, forlænget orlov, ferie, fælles barsel og øremærkede uger.
Danske Fysioterapeuters barselsberegner er et rigtig godt værktøj at henvise til, hvis din kollega spørger dig om reglerne for barsel. Foto: iStock.

Barselsreglerne kan være svære at gennemskue. Måske oplever du som TR også indimellem kolleger, der spørger dig om reglerne og rettighederne på området? Heldigvis er svaret som oftest ligetil, fortæller Troels Rønn-Simonsen, advokat hos Danske Fysioterapeuter.

”Vi foreslår altid TR at henvise kolleger, der har spørgsmål vedrørende barsel, til vores Barselsberegner. Den redder tid og skaber overblik,” siger Troels Rønn-Simonsen.

Barselsberegneren kan bruges af alle, der er medlemmer af Danske Fysioterapeuter. Den tager højde for din kollegas og vedkommendes eventuelle partners ansættelsesforhold og regner blandt andet ud, hvordan de sammen kan fordele ugerne med orlov, og hvor mange uger med løn, de har ret til. De fleste overenskomster er nemlig lagt ind i beregneren.

Her finder du Danske Fysioterapeuters Barselsberegner (kræver log ind)

Hvis I har en lokal aftale om barsel på jeres arbejdsplads, kan du også dele den med din kollega.

Hvad hvis min kollega bliver opsagt under sin barsel?

Din kollega er beskyttet mod opsigelse, når vedkommende er på barsel.

”Det sker heldigvis efterhånden yderst sjældent, at en kollega bliver fyret under en barselsorlov. Det første, du som TR skal gøre, hvis det alligevel er tilfældet på din arbejdsplads, er at tage fat i os hos Danske Fysioterapeuter,” siger Troels Rønn-Simonsen og fortsætter:

”For arbejdsgiveren skal bevise, at opsigelsen ikke har noget med graviditeten eller barselsorloven at gøre. Det kan godt være meget svært for arbejdsgiver at bevise, og hvis det er tilfældet, er din kollega, der bliver fyret under barslen, berettiget til en godtgørelse for uberettiget afskedigelse.”

Du kan kontakte Danske Fysioterapeuters konsulenter på ansat@fysio.dk eller 3341 4620.