TR-årskonferencen set gennem nye øjne

Få nye input og bliv en endnu bedre TR

For mig var det et naturligt valg at stille op som TR, da muligheden kom. Jeg er vokset op i et hjem, hvor fagforeningen kom ind med modermælken.

Det har været en helt ny arbejdsverden, der åbnede sig for mig, både som offentligt ansat samt som TR. Før jeg startede i Styrelsen for Patientsikkerhed, har jeg været selvstændig praktiserende, fra den dag jeg blev færdiguddannet.

Og nu skulle jeg så til min første TR-årskonference.

En ny verden – fyldt med tillidsskabende mennesker

Fordi det hele var så nyt for mig, var jeg nok også ekstra spændt på, hvad der faktisk ventede mig på denne årskonference i Odense. Ville man kende nogen? Hvor åbne og imødekommende ville alle de andre være, og ville det hele gå op i kommunale og regionale arbejdspladser? Og hvordan ville hele coronasituationen påvirke det, at vi skulle være 200 mennesker samlet.

Inden årskonferencen har jeg deltaget i et enkelt netværksmøde i Region H samt været på TR-uddannelsen. Jeg blev lidt lettet, da jeg fandt et par kendte navne på deltagerlisten, så helt ”Emilie alene i verden”, ville jeg forhåbentligt ikke føle mig. Tanken om, at alle kender alle i forvejen, rammer nok de fleste, når man er den ”nye”.

Filosofiske aha-oplevelser

Årets emne var Fremtidens fysioterapeutiske arbejdsmarked. Et højaktuelt emne i en tid, hvor vores sundhedssystem er gevaldigt presset, og vi ser en større og større mangel på sundhedsfaglige i alle andre faggrupper end vores egen. For at krydre dagene, var der på dag 1 inviteret oplægsholdere udefra. Jeg synes altid, det er meget spændende at høre om vores fag fra andre end fysioterapeuter og fagforeningen. Og det gav da nogle aha-oplevelser, specielt ved de filosofiske betragtninger v. Anders Fogh Jensen.

Anders kom ind på, hvordan mening er en retning og ikke mindst, at mening er, at der er et hvorfor. Mening er det modsatte af tilfældighed, og mening fordrer sammenhæng. Specielt ramte sætningen:

”- Noget, der giver mening at gøre, fordi det fører til noget, der giver glæde. Man elsker ikke fordi det giver mening, men fordi det giver glæde”.

Den sætning tror jeg, er grunden til, at de fleste er endt i et sundhedsfagligt job, og sådan skulle det også gerne være i fremtiden. I hvert fald hvis jeg skal arbejde i det. Det skal ikke være en pligt.

Drøftelser på baggrund af data

Vi fik også forelagt en masse data fra VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) og fra Danske Fysioterapeuters egen analyseafdeling. Personligt synes jeg altid, det er rart med nogle tal, når vi snakker fremtidens mængde af fysioterapeuter, samt hvor mange, der ca. befinder sig i de forskellige arbejdsområder: kommunalt, regionalt, statsligt og de privatansatte/selvstændige. Det gør det i hvert fald meget mere spiseligt for mig, og samtidigt satte det en masse samtaler og diskussioner i gang rundt ved bordene.

Hvordan får vi vist os frem, uden at det ender i ren opgaveglidning, hvor vi går på kompromis med vores faglighed? Samtidig med, at vi får vist alle andre, hvor vigtige vi er, og at vi også vil forblive i fremtidens sundhedsvæsen.

Bliv en endnu bedre TR

Mit ønske med dette skriv er selvfølgelig at give mit indblik på årskonferencen, men endnu mere, at nå ud til specielt alle de nye i TR-rollen. Jeg vil på alle måder opfordre jer til at deltage i disse arrangementer. Både de helt store, men også de lokale netværksmøder. Det er slet ikke så farligt og grænseoverskridende, som man kan gå og bilde sig ind. Det er faktisk også bare helt almindelige søde kollegaer, som på alle måder virkelig har været åbne og imødekommende over for mig. Det er så meget lettere at tage fat i en TR-kollega, når man har sat ansigt på.

Jeg ved bestemt også, at det kan være svært nogle gange at finde timerne i en, i forvejen presset, arbejdskalender, men i sidste ende gør vi jo disse ting for at blive endnu bedre TR – både over for vores arbejdsplads, men bestemt også vores kollegaer. 

Som ny TR, handlede de to dage også om at skabe nye relationer. Det er altid spændende at høre om, hvordan tingene foregår på andre arbejdspladser, specielt som ny. Ikke mindst, når man sidder på en lidt mere utraditionel arbejdsplads, som jeg selv gør, i forhold til vores fag.

I sidste ende kæmper og arbejder vi jo alle for vores medlemmer.

Forandring tager tid, og det er helt okay.