Testning kvalitetssikrer et genoptræningsforløb

De fleste fysioterapeuter har i deres grunduddannelse lært at teste muskelstyrke med en skala fra 0-5, men de færreste har lært at bruge Repetition Maximum (RM) som en metode til at monitorere styrke eller bruge et håndholdt dynamometer. I artiklen på de følgende sider beskriver de to forskere og fysioterapeuter Thomas Bandholm og Kristian Thorborg de forskellige metoder, der kan anvendes til at monitorere styrke og gøre rede for, hvorfor fysioterapeuter i højere grad skal inkludere styrkemåling i deres kliniske praksis.

Målet med artiklen er at skabe den nødvendige forudsætning for at implementere styrkemåling i den kliniske praksis og at introducere andre og mere præcise målinger end test fra 0-5, som de fleste fysioterapeuter har været vant til at bruge.

Men hvorfor overhovedet teste styrken specifikt, hvis man alligevel bruger funktionsmålinger som rejse-sætte sig og Timed Up and Go?

Thomas Bandholm underviser på Danske Fysioterapeuters kursus om fysisk træning til patienter med mobilitetsproblemer og har derfor et godt billede af de barrierer, der kan være for at implementere styrkemåling.

”En lav score i en funktionstest fortæller ikke nødvendigvis noget om, hvilke muskelgrupper som er svage, og som derfor fører til nedsat funktion. Med styrkemålingen får vi et klart billede af styrken på det aktuelle tidspunkt. Og vi får et billede af, i hvilke bevægelsesretninger og muskelgrupper det kniber med”, siger Thomas Bandholm.

Inden for idrætten, hvor udøverne ofte belaster sig tæt på den maksimale kapacitet, har det været naturligt at inddrage testning. ”Men den svage ældre kvinde, der skal genoptrænes efter en hoftefraktur, er også maksimalt belastet. I sådanne tilfælde er det ifølge Kristian Thorborg vigtigere at identificere reduceret muskelstyrke, så øvelsesvalg og træningsintensitet i den efterfølgende genoptræning tager højde for dette.

”I det hele taget skal træningsintensiteten løbende monitoreres, når styrketab er en af de primære problemstillinger hos en patient. Her kan det godt være, at man så må udelade andre, mindre relevante dele af undersøgelsen, hvis man er presset på tiden”, siger Kristian Thorborg.

Styrke og aktivitetsniveau
Muskelstyrke er en af de komponenter på ICF’s kropsfunktion- og anatomi-niveau, der oftest har den største mekanistiske relation til aktivitets- og deltagelsesniveauerne. Muskelfunktion - herunder muskelstyrke - har ifølge Thomas Bandholm vist sig at sige mere om patientens kliniske tilstand og sygdomsprogression end eksempelvis billeddiagnostiske modaliteter som røntgen og ultralydsundersøgelser. En eksakt viden om styrken målt med RM eller dynamometer kan bruges både til at motivere patienten til træning, som kvalitetssikring af en given intervention og som effektmål.

”Vi kommer som faggruppe til at stå stærkere, når vi skal dokumentere vores interventioner, hvis vi gør brug af eksakte og direkte målinger”, siger Kristian Thorborg.

For en lang række af de patienter, fysioterapeuter møder i klinikken, vil det være relevant at teste styrken. Det drejer sig ifølge Kristian Thorborg og Thomas Bandholm om de fleste patienter efter for eksempel kirurgi i knæ, hofter og skuldre, patienter med udpræget svag muskulatur, børn og voksne med svag spastisk muskulatur og ældre, der har inaktivitets- og sygdomsbetinget svækkelse i musklerne.

Hvordan kommer man i gang med at teste?
Det kan virke som en større opgave at implementere styrketest i en i forvejen presset hverdag på genoptræningscentre, sygehuse eller klinikker. Og som så meget andet tager det ifølge Thomas Bandholm lidt tid i starten at finde frem til standardopstillinger og testmetoder til patienterne. Herefter skal fysioterapeuterne finde frem til, hvilke test der kan bruges til de enkelte patienter og øve sig på dem.

Først og fremmest skal man på arbejdspladserne beslutte, hvorvidt man vil til at investere i et håndholdt dynamometer (se side??). Har man adgang til styrketræningsudstyr, vil det, mener Kristian Thorborg, også være en god ide at arbejde systematisk med Repetition Maximum (RM).

Fra Danske Fysioterapeuters kursus om træning er Thomas Bandholm blevet opmærksom på, at mange fysioterapeuter bliver overraskede over intensiteten, når man træner til udmattelse i sæt med relative belastninger på eksempelvis 10 RM. Erfaringen på egen krop er, mener han, en vigtig forudsætning for at forstå, hvordan patienterne skal belastes, både når man ønsker submaksimal og maksimal belastning i en styrketræningsøvelse eller styrkemåling. Derfor foreslår Thomas Bandholm og Kristian Thorborg, at man øver sig på at teste kolleger først og for eksempel finder ud af både det maksimale og submaksimale niveau.

Når det drejer sig om det håndholdte dynamometer til at måle muskelstyrke, kræver det først og fremmest at lære apparatet at kende. Det er dog Kristian Thorborgs erfaring, at de fleste lærer at bruge det relativt hurtigt. Den store udfordring ligger i at finde de rigtige udgangsstillinger, måder at fiksere apparaturet på, og at testningen standardiseres.

Stort potentiale i kommunerne
”Fysioterapeuter kan blive rigtig gode til muskelstyrketest. Vi har forudsætningerne for at sørge for at skabe gode testbetingelser og har en forståelse for, hvordan der skabes den optimale testsituation. Vi kan blive den faggruppe, der med vores testning kan påvise, hvordan patienten responderer på genoptræningen”, siger Kristian Thorborg.

Thomas Bandholm ser et stort potentiale for testning i de kommunale genoptræningscentre, hvor man allerede arbejder seriøst med at få beskrevet og ensrettet de forskellige rehabiliteringspakker efter bedste evidens. Ved at inkludere styrkemålinger til de eksisterende tilbud får man endnu en elegant mulighed for at kvalitetssikre genoptræningen og dokumentere effekten af den med eksakte tal, mener han. Specielt fordi patienterne, der skal genoptrænes her, ofte er i længere forløb, hvor der er fokus på træning. De tal, der kan genereres ud fra en systematisk indsamling af data, vil ifølge Thomas Bandholm kunne give vigtige fingerpeg om genoptræningens potentiale.