Udfordringer på træningsområdet

Kvalitet i træningen er overskriften på et af de indsatsområder, som indgår i Danske Fysioterapeuters plan 2010. En plan, der udstikker hovedmålene for foreningens indsats frem til næste repræsentantskabsmøde.

 

Men hvad er status på træningsområdet, og hvilke udfordringer står foreningen i den forbindelse over for? Det var et af de emner, som hovedbestyrelsen diskuterede på sit seneste møde.

 

Siden Folketinget i 2001 vedtog loven om genoptræningsplaner, har Danske Fysioterapeuter haft fokus på planerne. I forbindelse med kommunalreformen besluttede den daværende VKR-regering at overvåge, hvordan det gik med genoptræningsområdet. Hvert år er der således blevet udarbejdet en såkaldt monitoreringsrapport, der tager temperaturen på, hvordan det går med dele af genoptræningen.

 

I foråret kom den seneste rapport, der bygger på tal fra 2008. Rapporten viser blandt andet, at antallet af genoptræningsplaner kun er steget med 1 procent fra 2007, hvor der blev udarbejdet 88.600 genoptræningsplaner. Dermed er antallet af planer stagneret.

 

Det er ikke godt nok, mener eksempelvis Gigtforeningen, der har fået lavet en kørsel fra Landspatientregisteret. Den viser blandt andet, at kun 32 procent af patienterne med en diskusprolaps, og henholdsvis 38 og 40 procent af patienterne med et nyt hofte- eller knæled, har fået en genoptræningsplan.

 

Der er brug for langt flere genoptræningsplaner, vurderer såvel Gigtforeningen som Danske Patienter. Et skøn lyder, at omkring 300.000 patienter bør vurderes.

 

Og at der er brug for flere genoptræningsplaner er Danske Fysioterapeuter enig i. I en artikel i Jyllands Posten i maj i år kritiserede formand Johnny Kuhr således det lave antal genoptræningsplaner.

 

Monitoreringsrapporten viser også, at der samlet blev registreret flere fysio- og ergoterapeutiske ydelser i 2008 end for et år siden, hvilket er godt. Men dykker man lidt ned i tallene, er det først og fremmest de ambulante ydelser, der er steget med 20 procent, mens de stationære ydelser er faldet med 5 procent. Tallene kan afspejle konsekvenser af kommunalreformen, at der registreres flere ydelser samt kortere indlæggelsesforløb. Men en medvirkende årsag kan også være, at terapeuterne på sygehusene behandler mindre end for et år siden.

 

Her har Danske Fysioterapeuter ifølge hovedbestyrelsen en opgave i at påpege over for regionspolitikerne, at fysioterapeuter ikke kun er garanten for, at patienten får en genoptræningsplan, når hun udskrives, men at terapeuterne også skal have mulighed for at sikre patienten den nødvendige behandling, mens hun er indlagt.

 

I 2008 brugte kommunerne 1,3 milliarder kroner på genoptræningsområdet. Sammenligner man tallene med, hvad kommunerne har fået fra staten til opgaven, finansierer de i dag cirka 150 millioner kroner af genoptræningsindsatsen for egne skattemidler. Dermed tyder det på, at genoptræningen umiddelbart har vundet det lokale slag om pengene.

 

Men tal fra en undersøgelse, som Danske Fysioterapeuter i efteråret har lavede sammen med Ældre Sagen, viser, at eksempelvis den vedligeholdende træning bliver nedprioriteret. Og netop den vedligeholdende træning, der er reguleret af serviceloven, er der grund til at holde øje med, lyder vurderingen i Danske Fysioterapeuters hovedbestyrelse.

 

Det underbygges af rapporten ”Genoptræning under forandring”, der er udarbejdet af DSI. Rapporten er en del af et forskningsprogram, der undersøger kommunal- og strukturreformens konsekvenser på genoptræningsområdet.

 

Her peges der på, at kommunerne traditionelt handler ud fra politisk og økonomisk definerede servicemål. Altså ud fra, hvad der er penge til og politisk opmærksomhed på.

 

I forbindelse med reformen overtog kommunerne træningsopgaven, der er bestemt af lægers og terapeuters sundhedsfaglige vurderinger, og som kommunerne ikke på samme vis kan bestemme omfanget af. Derfor er risikoen, at den vedligeholdende træning kommer til at betale noget af prisen for genoptræningen.

 

Her er opgaven ifølge hovedbestyrelsen endvidere at holde kommunerne fast på, at genoptræningsopgaven bygger på sundhedsfagligt rationale. Den sundhedsfaglige kvalitet og evidens må ikke tilsidesættes af kommunernes servicemål og budgetter.

 

I rapporten beskrives, hvordan genoptræningsområdet i årene op til reformen var præget af uklarhed i lovgivningen. Dette gav en række gråzoner, ikke mindst mellem den vedligeholdende træning og den ambulante genoptræning. Et af målene med reformen var at fjerne gråzonerne og gøre sektorgrænserne klare. Først og fremmest ved at give sygehusene ansvaret for genoptræningsplanerne og kommunerne for den ambulante træning.

 

Ifølge rapporten er det lykkedes at få skabt klarhed og fjerne gråzonerne mellem sygehuse og kommuner. Men reformen har samtidig skabt nogle snitfladeproblemer, der giver uklarhed og kassetænkning. Dels sondringen mellem almindelig og specialiseret genoptræning og mellem behandling og træning. Eksempelvis er det uklart, hvornår der er tale om specialiseret genoptræning, som skal foregå på sygehusene, og almindelig genoptræning, som kommunerne skal tage sig af.

 

På trods af problemerne, tyder det på, at der alt i alt er kommet mere og bedre genoptræning. Genoptræningen har fået større fokus i kommunerne, og set med fysioterapeutøjne er genoptræning ved at udvikle sig til et nyt fysioterapeutisk speciale. Mange steder, især i de store kommuner, er det lykkedes at opbygge enheder for genoptræning og rehabilitering, som giver mulighed for specialeudvikling, specialisering og fokuseret kompetenceudvikling. Her bliver en af opgaverne for Danske Fysioterapeuter at sikre, at erfaringerne også overføres til de mindre kommuner.

 

Danske Fysioterapeuter har længe ønsket sig klarere og tydeligere beskrivelser af, hvilken træning børn har ret til. Børneområdet har været et særligt fokusområde for foreningen. Derfor er det glædeligt, at tre ministerier har valgt at gå sammen og udarbejde en ny vejledning på træningsområdet, hvor der er kommet særlige afsnit om børn.

 

Selv om det er et klart fremskridt, er der dog stadig problemer. Eksempelvis bliver det i den nye vejledning ikke præciseret, at rehabilitering omfatter mere og andet end træning, og vejledningen forholder sig heller ikke til Folkeskoleloven. Danske Fysioterapeuter kritiserer endvidere, at det indgår i vejledningen, at familien skal vurderes, for at der kan gives træning efter vise dele af serviceloven.

 

Men på trods af dette, vurderer hovedbestyrelsen, at der er tale om en klar forbedring, fordi den nye vejledning anerkender, at børneområdet skal ses under et.

 

Til gengæld beskriver vejledningen kun psykiatriske patienter med somatiske genoptræningsbehov. Danske Fysioterapeuter har blandt andet i sit høringssvar understreget, at psykiatriske patienter har behov for træning og fysisk aktivitet, der rækker ud over hvad der er beskrevet i vejledningen. Derfor har foreningen efterlyst en træningsvejledning for psykiatriske patienter.

 

Og så mangler vejledningen en række ministersvar om vederlagsfri fysioterapi, som blandt er givet på baggrund af henvendelser fra Danske Fysioterapeuter. Eksempelvis at eksistensen af et kommunalt tilbud om træning ikke kan sætte patientens ret til frit valg ud af kraft.  

 

Hovedbestyrelsen besluttede, at foreningen skal fokusere på fire opgaver, som skal indgå i plan 2010 under punktet kvalitet i træning: