Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Fysioterapeuter skal hjælpe syge tilbage til arbejde

Fysioterapeuter skal spille en vigtig rolle i opgaven med at få syge borgere tilbage til arbejde. Hovedbestyrelsen har besluttet at lægge en strategi for, hvordan fysioterapeuter kan komme i spil i de såkaldte "Tilbage Til Arbejde-team" i kommunerne.
Målsætningen med det store TTAforsøg er at få udviklet modeller til en koordineret indsats for at få den sygemeldte hurtigere tilbage til arbejdet
 
Sygefravær koster hver dag kommunerne mere end 25 millioner kroner. Det svarer til 9,5 milliarder kroner om året, og det er blot de umiddelbare økonomiske omkostninger ved, at mere end 150.000 danskere hver dag melder sig syge. Derfor er det vigtigt for kommunerne at sætte ind med en tidlig indsats. Det kan de blandt andet gøre ved at satse på såkaldte Tilbage Til Arbejde (TTA)-team. Og her bør fysioterapeuter spille en vigtig rolle, mener hovedbestyrelsen i Danske Fysioterapeuter.
 
Der har længe været et ønske i hovedbestyrelsen om at give fysioterapeuter en mere aktiv rolle i at nedbringe sygefraværet. Muskel- og skeletlidelser er årsag til omkring hver fjerde sygemelding, ligesom dårligt arbejdsmiljø giver for meget sygefravær. Begge dele er områder, hvor fysioterapeuter har gode faglige forudsætninger for at gøre en indsats.
 
Nedbringelse af sygefraværet står højt på regeringens, beskæftigelsesministerens og kommunernes dagsorden. Ikke alene koster sygefraværet samfundet mange penge, men det giver også mange følgevirkninger - for den sygemeldte, familien, arbejdspladsen og samfundet. Derfor er der stor politisk opmærksomhed på området. 
 
Koordinatorer skal sikre den røde tråd
Fremover får kommunerne en vigtig rolle i indsatsen for at nedbringe sygefraværet og få sygemeldte tilbage til arbejde. En af hovedopgaverne bliver at sikre den røde tråd i indsatsen. Ikke mindst at koordinere, hvad arbejdspladsen, kommunen, lægen, den sygemeldte og dennes familie gør. Erfaringerne viser nemlig, at de steder, hvor indsatsen bliver koordineret, kommer den sygemeldte hurtigere tilbage til arbejde. Derfor anbefaler forskere inden for feltet da også, at kommunerne organiserer indsatsen i samarbejdende team.
 
Opgaven for TTA-teamet er blandt andet at sikre, at den sygemeldte så tidligt som muligt får afklaret arbejdsevnen, at der bliver lagt en plan for, hvordan den sygemeldte kan vende tilbage til arbejde, og at indsatsen bliver koordineret. Det har fysioterapeuter gode forudsætninger for, lyder vurderingen i et notat, som Danske Fysioterapeuter har fået udarbejdet af to arbejdsmiljøeksperter.
 
En strategi for indsatsen
Hovedbestyrelsen besluttede på sit møde, at der skal udarbejdes en strategi for, hvordan fysioterapeuter kan komme i spil i TTA-teamet. Strategien skal blandt andet sikre, at kommuner, arbejdsmarkedssystemet, politikere og Forebyggelsesfonden får kendskab til fysioterapeuters potentiale. Og at medlemmerne af Danske Fysioterapeuter får informationer om de TTA-jobs og projekter, der vil komme i løbet af den kommende tid.
 
Det første store projekt er allerede undervejs i form af et TTA- forsøg, hvor i første omgang 20 kommuner kommer til at indgå