Skal vi dele en flaske ilt, Karen?

En patient kæmper sig langsomt og med tungt åndedræt op ad trappen. I træningssalen på 1. sal venter fysioterapeuten med bevægelsesøvelser. Da patienten efter anstrengelserne på trappen omsider er i gang med træningen gisper han til sidemanden: ”Skal vi ikke dele en flaske ilt, Karen?”
En bemærkning, der med sit galgenhumoristiske udtryk, fremkalder grin og smil på hele holdet. En let og forløsende stemning opstår, men bemærkningen rummer langt større dybde end et billigt overfladegrin.

”Sådan en bemærkning er rigtig interessant. På den ene side fremkalder den en samhørighed mellem to patienter – ”hey, vi er sammen om det her, lad os dele en flaske ilt!” På den anden side er bemærkningen et signal til fysioterapeuten om, at patienten har det svært med sin lidelse”, siger udviklingspsykolog Martin Führ, ph.d., lektor ved Aalborg Universitet og en af landets førende humorforskere. Han slår ned på den særlige rolle humoren spiller i kommunikationen.

”Humor er et vigtigt kommunikationsredskab for alle mennesker. Vi bruger ofte humoren til at sætte ord på nogle emner og følelser, som vi er optaget af, men som vi har svært ved at tale om. Det kan for eksempel være vores forhold til sex, stress, døden, sygdom eller en kronisk lidelse”, siger Martin Führ og forklarer dermed også, hvorfor humor så nemt opstår i behandlersituationen.
”I tilfældet med patienten med iltflasken har vi sandsynligvis at gøre med en person, som dagligt kæmper med sin sygdom. Det kan være, at vedkommende gang på gang oplever, at folk sender blikke eller kigger afværgende. I klinikken møder patienten en person, nemlig fysioterapeuten, som pr. definition interesserer sig for problemet. Og patienten kan derfor med en enkel humoristisk bemærkning få luft for, at sygdommen handler om mere og andet end bare fysisk lidelse”, siger udviklingspsykologen og fremhæver dermed humoren som en ventil, hvormed en patient kan komme af med indestængte frustrationer.

Uden medlidenhed

Ifølge Martin Führ er det helt afgørende, at fysioterapeuten forstår, hvad der er på spil, når en patient bruger humoren som ventil. En sjov kommentar skriger nemlig på en indfølende fortolkning.
”Man kan nemt forfalde til at reducere en humoristisk ytring til en overfladekommentar - ja, som et udtryk for en vis personlig ligegyldighed - men i så fald misser man fuldstændig budskabets indre kerne. Når en patient siger noget sjovt, er der i reglen et spørgsmål, som fysioterapeuten skal stille sig selv: Hvorfor siger patienten sådan?”, spørger Martin Führ og leverer selv svaret:

”Fordi patienten er bange”, siger han og uddyber:
”Humor og angst er tæt forbundne. En spøg, hvor man gør grin med sin egen sygdom, er udtryk for, at man ikke har det nemt. Med humoren gør patienten opmærksom på dette uden samtidig at krænge hele sin sjæl ud. Det er en kommunikationsform, der appellerer til forståelse og accept, men så langt fra til medlidenhed. Billedligt talt er det en kommunikation, hvor patienten vælger grinet frem for gråden”, forklarer Martin Führ.

Humoreksperten fremhæver samtidig, at hvad enten der er tale om grin eller gråd, så er alvoren i spil - humoren er blot et udtryk for, at patienten i højere grad forsøger at etablere livsmodet.

Humor er sindets ekkolod

Og netop livsmodet var i spil, da en ung patient med vedvarende snurren i fingrene konsulterede en fysioterapeut. Knap var patienten trådt ind ad døren og havde fremlagt sit problem, før fysioterapeuten stod klar med domsafsigelsen: ”Jeg tror ikke, at vi behøver at sætte en boltpistol for panden af dig nu.”

”Det er en fantastisk replik. Fysioterapeuten vover at bruge den værst tænkelige udgang, nemlig døden, som en indgang til at etablere livsmod. Han møder patienten med en humor, der øjeblikkeligt sætter problemet i en helt anden proportion”, siger filosoffen John Engelbrecht, der i årtier har studeret humorens væsen. Han placerer i den sammenhæng fysioterapeutens humor i et kommunikativt storskalaformat.

”Når en lille ting blæses op til noget stort, bliver det meget ofte morsomt - lidt snurren i fingrene stillet over for boltpistolen til kvæg - demonterer patientens umiddelbare bekymring. Det er jo det helt utrolige ved humoren; den har en frigørende egenskab, som kan få et menneske til at svæve over sin situation”, siger filosoffen, der samtidig betoner, at det er vigtigt, at en fysioterapeut tør komme med en sådan replik.

”Der ligger en indbygget risiko i brugen af humor - nemlig at den ikke bliver forstået. Ikke desto mindre kan man med snilde og empati bruge humoren som et ekkolod, der lodder dybden i et andet menneske. Når fysioterapeuten vover at inddrage boltpistolen kommer han med en tillidserklæring, og der skabes et bånd mellem patient og behandler, som er af uvurderlig betydning”, fremhæver John Engelbrecht.
Om det er boltpistolen, udveksling af en iltflaske eller fysioterapeuten, der konsekvent siger farvel med ”knæk og bræk”, så mener humorforsker Martin Führ, at humoren er en oplagt åbning til et vellykket behandlingsforløb.

”Det er dokumenteret, at latteren og grinet frisætter forskellige stoffer i hjernen - serotonin, endorfiner og dopamin - som virker decideret smertestillende. Så rent fysiologisk har latteren sin helt klare berettigelse i et behandlingsforløb, siger Martin Führ, hvis pointe gribes af filosoffen Engelbrecht.
”Et behandlingsforløb uden humor risikerer at blive et forløb, hvor kommunikationen forfalder til bagateller. Selvfølgelig handler det om den konkrete skavank, men det handler også om knuder på sjælen. De løsnes bedst gennem den tillidsskabende og smertestillende humor”, slutter John Engelbrecht.