Man får så meget igen

Patrick er langt fra det billede, man traditionelt har af en hjemløs. Han er velplejet, nydelig klædt med renvasket cardigan og halsklud, men har ikke desto mindre hverken et hjem eller en indtægt. Han er rejst fra Nordafrika til i første omgang Italien i håb om at skaffe sig en karriere som professionel fodboldspiller og sende penge hjem til en bedstefar og en bror, men det gik ikke, og han er derfor draget videre til Danmark, hvor han har hørt, at livet er lettere. ”Men jeg kender ikke nogen, og det er svært at få lov at vise klubberne, hvad man kan”, fortæller han på et rimelig godt engelsk og et endnu bedre italiensk.

’Fysioterapeuten’ møder Patrick på Morgencafeen, der holder til i krypten under Kaperniumkirken i Københavns Nordvestkvarter. I Morgencafeen kan hjemløse få dækket deres mest basale behov: Morgenmad, et varmt måltid ved middagstid og en madras og en dyne til en formiddagslur, hvis natten har været lidt for hård. Et par sammenklappede papkasser efterladt udenfor i kælderskakten vidner om, at for i hvert fald én af brugerne har natten i bogstaveligste forstand været hård – han har simpelthen overnattet foran cafeens dør og blot ventet på, at klokken blev 7, og cafeen åbnede.

Patrick ser dog frisk ud. Men der er noget med ryggen, forklarer han fysioterapeut Casper Yde Haastrup, der har slået sin briks op på en trappeafsats på etagen over cafeen. Og hvis vi lige vil vente med at fotografere, til efter han har fået behandling, så skal han nok være klar bagefter, men lige nu er det altså behandlingen, der er vigtigst, siger Patrick. Han er dog meget forstående, da det går op for ham, at det er fysioterapeuten og ikke ham selv, der er anledningen til fotografens besøg.

Deler ud af deres fag
Casper Yde Haastrup har behandlet hjemløse på morgencafeen i et års tid. Ideen fik han sammen med fysioterapeut Michael Schjerling, da de begge længe ”havde haft lyst til andet end bare at donere nogle penge”, som Casper forklarer.

I stedet for deler Michael og Casper ud af deres fag og deres tid. De skiftes med en tredje fysioterapeut, Casper Frausing El-tal, til at være på Morgencafeen en gang om måneden, hvor de stiller sig til rådighed for de hjemløse i behandlingen af de mange skavanker, et liv på gaden fører med sig.

Patrick får manipulationsbehandling for sine ryggener, men Casper gør det ikke helt, som han er vant til fra Italien, mener Patrick og griber pludselig Casper bagfra og løfter ham op i luften for at vise ham, hvordan det bør gøres. Casper viser, hvordan Patrick selv kan løsne den stive muskulatur ved hjælp af nogle simple øvelser, men det ligner heller ikke noget, han er vant til fra Italien, mener Patrick og ser lidt tvivlende ud. Lidt senere kommer han tilbage med et papkrus og beder om noget kokosfedt, så han kan få en ven til at give sig lidt massage om aftenen,

Med eller uden handsker
Den næste på Caspers briks er grønlænderen Thomas, der har haft smerter i foden, siden han gled på et glat skibsdæk. I begyndelsen slog han det hen, men senere har han været på skadestuen flere gange, men er blevet afvist med besked om, at når det er en gammel skade, skal han gå til sin egen læge. Men sådan en har han ikke. Et hjem har han eller ikke haft, siden han valgte at vinke farvel til en lejlighed på Bornholm og sagsbehandler nummer 33.

Men nu lysner det. Efter mange år som alkoholiker har Thomas lagt sprutten på hylden, og Københavns Kommune har skaffet ham plads på en skipperskole i Skagen. Og foden skal jo gerne være i orden inden, mener han.

Casper gør hvad han kan, og indimellem må Thomas standse sin ellers konstante talestrøm for at tage lidt ekstra luft ind, når Casper rammer et meget ømt sted. ”Nu ved du, hvor du skal trykke, næste gang du fryser. Måske kan du helt undvære termosokkerne”, griner Casper.

Thomas’ fødder og negle kommer helt åbenbart ikke direkte fra en spand sæbespåner, men Casper behandler uden handsker. ”Det var ellers noget af det, vi spekulerede på, da vi startede”, fortæller han. ”Om vi ville blive nødt til at tage handsker på hver gang. Man har jo det her billede af hjemløse som nogle beskidte nogle, der bare hænger på en bænk og drikker øl”.

Den næste på briksen lever dog op til Kaspers oprindelige billede af hjemløse, og for første gang nogensinde må han tage handsker på. Manden på briksen præsenterer sig som Christoffer og fremviser det kort, der identificerer ham som sælger af hjemløse-avisen ’Hus Forbi’. ”Når jeg sælger avisen, står jeg stille på samme sted i lang tid, og det går ud over fødderne”, forklarer han og klager over mange kramper, ikke kun i fødderne, men også i baglår og hænder.

”Du skal drikke noget mere vand”, siger Casper med et skævt smil, vel vidende, at vand ikke er det, Christoffer drikker mest af. Selv mener Christoffer dog, at han drikker masser af vand. ”Når jeg ikke drikker bajer, drikker jeg nok 5 liter vand om dagen”, gætter han, og Casper må medgive, at så er det nok svært at klemme mere ned.

Bachelorprojekt om livskvalitet
Mens Christoffer ligger på briksen går lederen af Morgencafeen Michael Espensen forbi under trappen og råber ”Casper er en helt!” med direkte adresse til Fysioterapeutens udsendte. Han uddyber det gerne og fortæller, hvordan det, som Kasper og de andre fysioterapeuter på stedet bidrager med, giver de hjemløse et vigtigt supplement til den tilfredsstillelse af helt basale behov som mad og tag over hovedet, Morgencafeen ellers tilbyder.

”Et liv på gaden er hårdt for kroppen. Hver eneste lille ting, man kan reparere på deres dårligdom, er en forbedring af deres livskvalitet”, mener Michael Espensen.

Hvilken betydning den fysioterapeutiske behandling kan have for de hjemløses livskvalitet er tre fysioterapeutstuderende netop ved at skrive bachelorprojekt om.

”Vi gør status over, om de kommer igen, og om de har fået noget, de kan tage med sig videre. Mange af dem drømmer om at komme til at arbejde, men de har jo nogle trætte kroppe”, siger Fie Bondesen, der kommer på Morgencafeen sammen med sine medstuderende Ina Peirup og Cathrine Kjeldgaard Clausen. De er alle tre blevet så optagede af miljøet på stedet, at de udover at samle data til deres projekt også arbejder som frivillige i cafeen og ikke er et øjeblik i tvivl, om at de vil være at finde ved briksen på trappeafsatsen, når de er færdiguddannede.

Det efterladte pap foran indgangen til Morgencafeen vidner om, at mindst én af brugerne har haft en i bogstaveligste forstand hård nat.

Og det er der brug for, understreger Casper Yde Haastrup. Da han og Michael Schjerling gik i gang, var det med en forventning om at kunne rekruttere i alt 12 fysioterapeuter. ”Det ville have betydet, at der kunne være en fysioterapeut på Morgencafeen to gange om måneden, hvis vi hver tog en vagt 3-4 gange i løbet af et år. Men selvom vi fik masser af opbakning i form af ’godt gået!’, og ’jeg har selv tænkt på det samme’, så var der altså ikke rigtig nogen, der meldte sig”, fortæller Casper.

For at der i det mindste er en fysioterapeut én gang om måneden har både han og Michael Schjerling derfor været nødt til at tage flere vagter, end de oprindeligt havde forestillet sig, men de har ikke mistet modet af den grund. På spørgsmålet om, hvor længe han holder ud, svarer Casper uden så meget som et sekunds tøven: ”Det her er et livsprojekt”.

Man får nemlig så meget igen, fortæller han: ”På en klinik kommer patienten ind af døren og går igen, når behandlingen er slut. Her bliver de hængende og hiver fat i én for at fortælle, hvor fantastisk det er pludselig at kunne bevæge sig uden smerter. Man bliver simpelthen mødt af en dyb taknemmelighed. Jeg er sammen med dem på en helt anden måde, snakker med dem og hører deres historier. Men selvfølgelig er der også nogen, der bare vil have en gang massage og ikke vil veksle et eneste ord. Der er stor forskel på, hvor mange ressourcer de har. Deres karaktræk er meget kraftige – enten snakker man, eller også gør man det slet ikke. Man bliver hurtigt skarp på sine egene sociale kompetencer, så rent fagligt får jeg også meget igen”.