Behandlingen foregår et andet sted

Præcisering foretaget 27. oktober 2016: En time om dagen forlader fysioterapeut Torben Fihl sin klinik i Bøvlingbjerg og går de få hundrede meter hen til lægehuset. Her undersøger, diagnosticerer, henviser og behandler han patienter med gener fra bevægeapparatet.

Efter to år i rollen føles den lige så naturlig for ham som for patienterne, der ikke undrer sig over, hvor lægen er henne, og hvad i alverden en fysioterapeut bestiller i et lægehus. De er også holdt op med at forvente, at Torben Fihl giver dem en fysioterapeutisk behandling, for de ved, at han er der for at finde ud af, hvad de fejler, og ikke for at give dem fysioterapi uden brugerbetaling. Skal de have egentlig fysioterapi, får de en henvisning og må opsøge en klinik for fysioterapi.

Torben Fihl har haft sin gang i lægehuset siden 2009. I første omgang som et forsøg, men nu er ordningen gjort permanent, og Torben Fihl kan dermed fortsat medvirke til at lukke noget af det hul, der opstod i bemandingen af lægehuset, da den ene af tre læger gik på pension, og det ikke var muligt at tiltrække en ny læge til den ledige kapacitet. I stedet ansatte lægerne en sygeplejerske og indgik en aftale med Torben Fihl om at være til stede seks timer pr. uge fordelt på alle ugens hverdage for at tage sig af patienter, der henvender sig med gener fra bevægeapparatet.

Et ord rokker ikke ved ligeværdigheden

”Jeg havde haft tanken i flere år, og så var det jo om at slå til”, fortæller Torben Fihl, der ikke havde problemer med, at han i forhold til sygesikringen fik titel af ”hjælpepersonale”. Han ved godt, at Danske Fysioterapeuters hovedbestyrelse i 2009 diskuterede, om fysioterapeuter som hjælpepersonale i lægehuse var et angreb på den fysioterapeutiske selvstændighed, men han ved også godt, at flertallet dengang var enige om, at mulighederne var større en truslerne, og det er han helt og aldeles enig i.

”Med aftalen om hjælpepersonale er der skabt en mulighed i overenskomsten, og den synes jeg, vi skal udnytte. Hvis jeg først skulle have kæmpet for, at det her kunne organiseres på en anden måde, ville det aldrig være blevet til noget. Frem for at kæmpe en kamp mod ordet hjælpepersonale, synes jeg, at det kunne være mere interessant, hvis nogen gjorde noget for at få det her udbredt”.

Og ordet rokker ikke ved den ligeværdighed, han føler i forhold til lægerne, understreger han.
”Da vi gik i gang, udtalte vores læger til den lokale avis, at fysioterapeuter er bedre til det med bevægeapparatet, end de selv er. Og det er store ord, når det kommer fra en vestjyde”, griner han.

Man får ny autoritet serveret

Patienten ser ikke lægen, men bliver udelukkende undersøgt og vejledt af Torben Fihl, der også står for vurdering af behovet for udskrivning af receptpligtig medicin og eventuel henvisning til nærmere undersøgelse eller behandling. Recepter og henvisninger godkendes så efterfølgende af en læge, men i det store og hele spiller Torben Fihl lægens rolle.

”Og det er skidesjovt”, siger han lige ud. ”Man får lov at lave noget andet, end man plejer, og man får en anden form for ansvar. Patienten glemmer, at det er en fysioterapeut, de er hos, og man får en ny form for autoritet serveret.

En konsultation varer 15 minutter, og det er mindre, end Torben Fihl er vant til, men til gengæld kan han koncentrere sig om anamneseoptagelse og undersøgelse og skal ikke indfri et ønske om behandling.
”Det er klart, at hvis patienterne kommer med en låsning, der kan klares med et enkelt greb, eller de skal instrueres i en McKenzieøvelse, så gør jeg dét. Men det er en frihed at kunne bruge de faglige redskaber, jeg har i forhold til undersøgelsen, uden at skulle leve op til en forventning fra patienten om, at de har det bedre allerede, når de går ud af døren”.

Nogle af patienterne går fra Torben Fihl med en henvisning til fysioterapi, men ikke flere, end da det udelukkende var lægerne, der stod for henvisningerne.

Til gengæld er der flere, end han lige havde forestillet sig, der får en recept med hjem. ”Men det skyldes jo nok, at jeg her ser dem tidligere i forløbet, hvor de for eksempel har brug for at komme af med en akut betændelsestilstand, før man kan gå i gang med en fysioterapeutisk behandling. Måske er jeg i det hele taget gået lidt mere over i mediciner-afdelingen, også når jeg er på fysioterapiklinikken. Jeg taler i hvert fald nok mere om medicin med mine patienter, end andre fysioterapeuter gør, ”, siger Torben Fihl.

Inden han begyndte at skrive recepter ud, havde han en halv dag i selskab med en farmaceut, og han har desuden forfinet sine evner undervejs. ”I begyndelsen bankede jeg nok på døren ind til lægen lidt oftere”, som han siger.

De får ikke det, de plejer

Det er ikke kun Torben Fihls evner, der er blevet forfinede i de to år, der er gået med fysioterapeut i lægehuset. Også kliniksekretæren er blevet skarpere på, hvilke patienter der kan sendes direkte til fysioterapeuten, og også forberedelsen af patienterne er blevet bedre. Og det sidste er uhyre væsentligt, understreger Torben Fihl. Patienterne skal forstå og acceptere, at det er en fysioterapeut og ikke en læge, de kommer ind til, men de skal også vide, at de ikke kan forvente det, de plejer at få fra en fysioterapeut.

Når forventningsafstemningen er på plads, er tilfredsheden høj. I en evaluering af projektperioden angiver 81 procent af patienterne i 2010, at de ”i meget høj grad” eller ”i høj grad” er tilfredse med forklaringen på, at de skulle ses af en fysioterapeut og ikke af en læge. Kun 2 procent angiver ”i ringe grad” eller ”slet ikke”. Hvad angår selve konsultationen angiver 100 procent, at de føler, at håndteringen af deres problem samlet set har været ”meget” eller ”i høj grad” tilfredsstillende.

69 procent har fået en tid hos fysioterapeuten samme dag eller dagen efter. Fra begyndelsen har det været målet, at Torben Fihl skulle være i lægehuset hver dag, så patienter med bevægeapparatproblemer ikke skulle vente længere end andre patienter på at få en tid. Inden ordningen gik i gang noterede lægerne gennem et par måneder, hvor mange patienter med bevægeapparatproblemer de havde, og niveauet med seks timer pr. uge blev fastlagt. Dét niveau holder endnu, og Torben Fihl oplever kun sjældent, at tiden i lægehuset ikke er fyldt ud med patienter. Heldigvis kan man sige, for han honoreres over lægens ydernummer pr. patient og ikke pr. time.

Henvisningen skal kunne bruges til noget

Torben Fihls baggrund for at kunne glide ind i lægens rolle er flere års erfaring som praktiserende samt en del efteruddannelse, der også har blåstemplet ham som leverandør af ”udvidet rygundersøgelse”, der kører som projekt i regionen. Et kursus i røde flag og medicinske sygdomme har været særlig anvendeligt, og desuden har han fået en halv dags kursus hos en farmaceut for at blive klogere på smertestillende medicin og ikke mindst på, hvad man skal være opmærksom på, hvis patienten får anden medicin i forvejen. Men selv vurderer han, at det først og fremmest er erfaring, der har klædt ham på til at turde stille diagnoser på egen hånd.

”Det gør vi jo hele tiden som fysioterapeuter – også selvom vi siger, at vi ikke gør det. Overenskomsten har blåstemplet, at en del af det, vi gør i en klinik, er at undersøge patienten, og så giver det jo sig selv, at man også leder efter et resultat. Hvis man undersøger, er man også nødt til at diagnosticere – hvorfor ellers undersøge? Men det er klart, at man ikke skal starte som helt nyuddannet i et lægehus, hvor man kun har et kvarter til at undersøge og vurdere, hvad der eventuelt skal sættes i værk af behandling. Og selvfølgelig har jeg da været i tvivl i ny og næ, men det har været småting, og så har jeg været nede og banke på eller har sendt det videre i systemet”.

Og når Torben Fihl sender videre i systemet, er det med en henvisning, speciallægen eller hans fysioterapeutkolleger gerne må kunne bruge til noget; selvom han lystrer øgenavnet Doktor Fihl, er det ikke fra ham, man som fysioterapeut kan risikere at få en henvisning, hvor der blot står ”dolores dorsi”.