Terapeuten som fotograf

Ifølge en gammel kliché siger et billede mere end 1000 ord.
Smartphones med gode kameraer og store skærme har i Herning Kommune ophøjet klichéen til simpel logik. For her har det vist sig meget lettere at vise en øvelse eller en forflytning med et billede, end at forsøge at beskrive den med ord. Og det gør det meget mere begribeligt for fru Jensen, når det er hende selv og hendes egen stol, der er på billedet, frem for en tændstikmand eller en ung atlet fundet i en database. Og terapeuten sparer tid, når hun ikke skal lede i databasen for at finde noget, der ligner nogenlunde, men i stedet med ét klik kan vise præcis det, hun gerne vil.

Herning Kommune kører i øjeblikket et brugerdrevet innovationsprojekt om billedkommunikation i elektroniske journaler i hjemmeplejen. Otte terapeuter er blevet udstyret med smartphones og har i seks måneder afprøvet, hvad teknologien kan bruges til i forhold til kommunikationen med pleje og borgere.

Svært at forholde sig til et foto af en atlet

Filosofien bag projektet var, at det måtte kunne spare noget tid for plejen at læse et billede i stedet for at læse en tekst. Ikke mindst fordi der i plejen er mange tosprogede, for hvem læsning på dansk ikke altid er lige let.
Men det har også vist sig, at billedet er mere præcist, mener Tine Berg Laustsen, der er en af de otte fotograferende terapeuter. Hvor en tekst vil kunne tolkes på flere måder, så udførelsen bliver forskellig fra gang til gang, kan en situation illustreret med billeder (eller video, som telefonen jo også kan) meget lettere genskabes, præcis som den er tænkt, forklarer hun.

I projektperioden er ideerne blevet flere og flere, så billeder nu bruges i mange forskellige situationer: Der kan udfærdiges øvelsesprogrammer til borgeren, der kan genkende sig selv i billedet og derved får mere ejerskab til øvelsen og lettere ved at udføre den. Demente kan have særlig glæde af, at situationerne er konkrete, så de ikke forvirres af, at det ikke er deres eget sofabord, der er på billedet, eller at damen på billedet ikke bruger rollator.

”Når man ser selv i en situation, bliver overførbarheden større, end hvis man skal forholde sig til et billede af en atlet, der er fundet i en database”, mener Tine Berg Laustsen.

Plejepersonalet kan få en instruktion i forflytning, og terapeuterne kan med billeder eller video vejlede i den konkrete situationer med lige præcis de funktionsnedsættelser, som den på gældende borger måtte have, og hensynet til lige præcis den elskede kommode, der ikke må flyttes. Vejledningerne kan målrettes ikke bare den enkelte borger, men også den enkelte plejer, der måske har dårlig ryg, en svag skulder eller er overvægtig, og som har brug for at tingene bliver gjort på en lidt anden måde end i den standardiserede manual.

I projektforløbet er det blevet klar, at billeder ikke kun er et godt kommunikationsredskab, men også vil kunne bruges til dokumentation og eksempel vise, hvor meget højere en borger kan løfte armen efter et træningsforløb. Dette kan også motivere borgere til at fortsætte med træningen, fordi det bliver synligt, at det nytter noget.

Tine Berg Laustsen fremviser et billede med overskriften ”vejledning til, hvordan Frederik selv kan komme i seng”. Umiddelbart ligner det bare en hvilken som helst anden seng med en opslået dyne, og billedet ville derfor nok ikke give ret meget mening uden den ledsagende tekst, men teksten ville afgjort heller ikke give mening uden billede: ”Dyne foldes til siden. Lægges som en harmonika med åbning til venstre. Frederik kan trække dynen over sig med højre arm”.

Frederik er en borger med bevægeindskrænkninger i skuldrene. Han kan selv lægge sig i sengen, men hvis dynen ikke ligger på en bestemt måde, kan han ikke selv trække den over sig og måtte derfor tidligere ofte bruge sit nødkald for ikke at komme til at ligge og fryse uden dyne. Men efter at vejledningen er suppleret med et billede, får plejeren altid lagt dynen, så Frederik selv kan klare at få den over sig, og derved spares potentielt to besøg af plejen pr. dag.

Vil hellere vejledes af kolleger

Sebastian Bo Landgren er lektor på fysioterapeutuddannelsen på VIA University College i Holstebro. Han står sammen med lektor Conny Geisler Rosenkilde fra ergoterapeutuddannelsen for analysen af projektet, der er organiseret som et brugerdrevet innovationsprojekt. Hans rolle har været at observere og sætte tanker i gang hos terapeuterne, og én af de ting, han har observeret, er, at terapeuter og pleje befinder sig i det, han beskriver som to forskellige tidsparadigmer.

”Plejepersonalet spørger ud fra en nøje planlagt hverdag, og terapeuterne svarer med lange, faglige begrundelser. Spørger man plejepersonalet, hvem de helst vil have gode råd af - terapeuterne eller kolleger - så svarer de, at de egentlig helst vil have det fra kolleger, fordi kollegerne leverer korte og præcise råd uden uddybninger, som de alligevel ikke har tid til at lytte til”.

Og det er præcis dét, de får med billederne, mener han: Meget information på kort tid, hvilket tilgodeser et behov hos begge faggrupper og dermed medvirker til at mindske gabet mellem de to paradigmer.
Tine Laustsen understreger, at der selvfølgelig stadig skal følge en begrundelse med, men at billederne har skærpet hendes opmærksomhed på, at kommunikationen skal være kortfattet og målrettet i en presset hverdag.

Samtidig mener Sebastian Bo Landgren, at billeddokumentationen kan være med til at mindske gabet mellem endnu et sæt paradigmer: Omsorgs- og træningsparadigmet. Ved hjælp af billeder og video kan terapeuten tydeliggøre, hvad borgeren selv kan gøre, og hvad plejeren skal assistere med. Med billeder af borgeren i den konkrete situation får både plejer og borger lettere ved at huske, hvordan borgeren bedst kan hjælpes til at hjælpe sig selv. En uenighed mellem eksempel dag- og aftenvagt om, hvad borgeren kan selv, kan også bilægges ved, at terapeuten filmer det, dagvagten gør, til inspiration for aftenvagten eller omvendt.

Og samtidig kan det også give borgen en følelse af kontinuitet, forklarer Tine Berg Laustsen: ”Der kommer mange forskellige hjælpere i borgerens hjem. Med billederne får de et fælles sprog , og fru Jensen kommer i højere grad til at føle, at afløseren gør det lige så godt som den faste”.

Det er ikke simpelt nok endnu

Det er ikke kun fantasien, men desværre også teknologien, der sætter grænser for, hvor langt man kan komme med billedkommunikationen, fortæller Sebastian Bo Landgren.

”Som privatpersoner kan vi jo på et splitsekund lægge et videoklip på youtube og dele det med, hvem vi vil. Men teknologien er tung at danse med i et kommunalt system. Det burde være sådan, at når man havde taget et billede eller en videobid med sin smartphone, burde det kunne tilføjes borgerens journal med et enkelt klik, men det kræver systemudvikling, som ikke er på plads endnu”.

I stedet tager Tine Berg Laustsen sin smartphone med hjem til kontoret, overfører billederne til sin pc, printer dem ud og giver dem til plejegruppen. Så helt simpelt er det ikke endnu.

Alligevel mener Tine Berg Laustsen, at der med projektet er taget et stort skridt væk fra den tid, hvor billeder kun indgik i terapeuternes kommunikation med plejen i det omfang, de huskede at få et kamera med ud for eksempelvis at få illustreret en forflytning.

”Fordi kameraet er i telefonen, har vi det jo på os altid og kan også bruge det i her-og-nu-situationen sammen med borgeren, så vi for eksempel efter en øvelse kan vise, hvor langt det rent faktisk lykkedes en borger at komme ned i knæ”. Og borgerne er glade for det, tilføjer hun.

”I begyndelsen var der en del skepsis i terapeutgruppen, hvor flere mente, at vi aldrig ville kunne få de gamle til at sige ja til at få taget billeder. Men det har slet ikke været et problem”.

Sebastian Bo Landgren mener, at den indledende skepsis er udtryk for, at der, som han siger, ”altid går etik i den, når der er teknologi involveret”.

Men det kan sagtens lade sig gøre at tage billeder af borgerne uden at gå på kompromis med etikken, konkluderer han. Terapeuterne har fravalgt billeder, der viser borgerne i intime og grænseoverskridende situationer, og med hjælp fra en professionel fotograf har de fået input til, hvordan et billede kan vinkles, så borgeren ikke udstilles. De har også ladet borgerne være med til selv at vælge de billeder, der skulle bruges i kommunikationen med plejen, også selvom det har betydet, at det teknisk bedste billede måtte vige pladsen for det billede, hvor borgeren mente, hun tog sig bedst ud.

Perspektiver for fremtiden

Mens Tine Berg Laustsen stadig ikke helt har det fulde overblik over, hvad hendes nye følgesvend rummer af muligheder, har Sebastian Bo Landgren sin daglige gang blandt studerende, der alle har en smart smartphone i lommen, og den er derfor også efterhånden blevet et naturligt redskab i undervisningen.

”Før skulle vi line op med video, men nu beder jeg dem bare om lige at tage deres mobiltelefoner frem. Det er jo først blevet muligt, efterhånden som alle studerende har fået en smartphone, men nu da  teknologien har indhentet os, er det lige pludselig bare naturligt, at det er sådan man gør”, siger Sebastian Bo Landgren og viser en række billeder på sin telefon, der illustrerer, hvordan han også har brugt kameraet i telefonen til at illustrere et træningsprogram, han har sammensat til (hvem var det nu? din søn? en atlet?). Han forudser, at også patienter inden længe vil gå hjem fra den praktiserende fysioterapeut med øvelserne lagret i mobiltelefonens hukommelse. På billeder, hvor patienten selv udfører øvelsen på nøjagtig den måde, fysioterapeuten har instrueret i.