Kampagne formidler nødvendig viden om 'sportshjernerystelse'
Tema om hjernerystelse
Læs mere om fysioterapi til behandling af hjernerystelse.
Fysioterapi efter hjernerystelse (kræver login)
Behandling af langvarige følger efter hjernerystelse (kræver login)
Dansk Selskab for Sportsfysioterapi (DSSF) har været tidligt ude, når det handler om håndtering af hjernerystelser i idrætten. Tilbage i 2013, hvor der i Danmark endnu ikke var det store fokus på området, tog selskabet initiativ til at samle den eksisterende evidens af håndtering af hjernerystelser i et fagligt katalog. Forfatteren var fysioterapeut Rasmus Skov Husted.
Siden da er der kommet mere forskning til, men også øget opmærksomhed på de mange hjernerystelser, der er i idrætten, og aktuelt er det faglige katalog ved at blive revideret.
”Desværre har der i medierne primært været fokus på de dårlige historier, men vi ved, at ni ud af ti kommer tilbage til idrætten igen efter et par uger – helt ligesom dem, der får en ankelskade. Men vi, både læger og fysioterapeuter, skal vide, hvordan vi skal håndtere hjernerystelsen, både når den udvikler sig normalt, og når symptomerne varer ved”, siger Karen Kotila, der er formand for selskabet.
Kampagne og fyraftensmøder
Der er ikke forskel på, hvordan man skal håndtere en hjernerystelse i idrætssammenhænge og udenfor. I den akutte fase skal træner og forældre og sundhedspersoner hjælpe personen. Og de skal, ifølge Karen Kotila, klædes på til at gøre det på den rigtige måde.
Derfor har Danmarks Idræts Forbund (DIF), Dansk Idrætsmedicinsk Selskab (DIMS) og Dansk Selskab for Sportsfysioterapi samarbejdet omkring kampagnen ”Sports-hjernerystelse”, der henvender sig både til trænere og forældre, idrætsudøvere og sundhedspersonale.
”Kampagnen har primært fokus på de gode forløb, for det er vigtigt at vide, hvordan hjernerystelsen udvikler sig normalt. Men der er også opmærksomhed på, hvad man kan gøre, hvis symptomerne ikke aftager”, siger Karen Kotila.
Det seneste år har selskabet udbudt fyraftensmøder med undervisning i håndtering af hjernerystelser. Mere end 200 fysioterapeuter fra sportsklubber, klinikker, kommuner og sygehuse har deltaget. Mange har gennemført efteruddannelsen i sportsfysioterapi og figurerer på en liste over fysioterapeuter med speciel viden inden for hjernerystelse på selskabets hjemmeside.
”Den side er meget populær blandt læger, der har brug for at henvise til fysioterapeuter, der ved noget på området”, siger Karen Kotila.
Tættere samarbejde med lægerne
Sportsfysioterapeuter er ifølge Karen Kotila dygtige til at samarbejde tværfagligt, og det er vigtigt, når det handler om håndtering af hjernerystelser. En af fremtidsvisionerne for selskabet er derfor at styrke samarbejdet yderligere med lægerne omkring patientgruppen, der har brug for al den støtte, den kan få, fastslår Karen Kotila.
Dansk Selskab for Sportsfysioterapi
43 fysioterapeuter har gennemført Dansk Selskab for Sportsfysioterapis efteruddannelse inden for hjernerystelse.
Find fysioterapeuter med efteruddannelse inden for hjernerystelse
De tre B'er
Tre ting trænere, officials og andre skal huske, når en idrætsudøver får en hjernerystelse:
- Brems: Sørg for at idrætsudøveren stopper idrætsaktiviteten med det samme.
- Bedøm: Vurdér om idrætsudøveren har fået en hjernerystelse.
- Beslut: Om idrætsudøveren skal vurderes af læge. Ved bevidstløshed, tegn på kraniebrud, nakkesmerter, lammelser eller forvirring — ring straks 112.
Kilde: Idrætsliv, april 2018.
Læs mere om behandling af hjernerystelse
Krampeanfald i forbindelse med hjernerystelse
Det er ikke usædvanligt, at personer efter en hjernerystelse får et kortvarigt krampeanfald umiddelbart efter en ellers normal hjernerystelse. Det fører ofte til en fejlagtig opfattelse af, at det drejer sig om epilepsi. Man ved ikke, hvorfor et sådant krampeanfald opstår, men det er hverken et forvarsel om epilepsi eller en tilstand, som kræver, at man skal behandles med epilepsidæmpende medicin.
Læs mere om hjernerystelse på Sundhed.dk
Kandidatspeciale
Fysioterapeut Bodil Tilma har i sit kandidatspeciale fundet god effekt af funktionel hjernetræning til behandling af Post Commotio Syndrom. Der var primært effekt på de subjektive klager.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.