Udstikkere som os må læse videre

Den Sundhedsfaglige Kandidatuddannelse (cand.scient.san.) på Københavns Universitet er en tværfaglig uddannelse med fokus på sundhedsfremme, sygdomsforebyggelse, behandling og rehabilitering.

Det overordnede mål med uddannelsen er ifølge universitetets hjemmeside ”at stimulere til revision og udvikling af det teoretiske grundlag og kliniske indhold i de mellemlange videregående sundhedsuddannelser og bidrage til at pleje, omsorg og rehabilitering udvikles til at foregå på et forskningsbaseret grundlag”. De mål har de tre fysioterapeuter Thomas Heilskov-Hansen, Henrik Koblauch og Louise Klokker Madsen valgt at forfølge ved at sige deres gode faste job op for igen at sætte sig på skolebænken kun et par år efter at have færdiggjort grunduddannelsen.

De tre er nu så langt, at kun specialet står mellem dem og kandidattitlen. Henrik Koblauch og Thomas Heilskov-Hansen skriver speciale sammen, en metodesammenligning af to metoder til 3D-ganganalyse, mens Louise Klokker Madsen sammen med endnu fysioterapeut er i gang med et speciale om transitorisk cerebral iskæmi, hvor de undersøger i form af spørgeskema og interview, om patienterne har symptomer ud over de 24 timer, som man normalt antager

Inklusive det halve års suppleringsuddannelse, man som professionsbachelor skal igennem for at blive optaget på kandidatuddannelsen, tager det 2½ år på fuld tid at blive cand.scient.san.

Selvom sygeplejersker i kraft af faggruppens antal er den absolut største gruppe på den sundhedsvidenskabelige kandidatuddannelse, er uddannelsen karakteriseret ved en høj grad af tværfaglighed, som de tre er enige om er et stort plus.

”Det giver en god dynamik, fordi vi kommer med vidt forskellige vinkler. Det er en stor styrke”, mener Henrik Koblauch.

En følelse af frihed
Langt de fleste studerende på uddannelsen har sagt deres job op for at læse videre; det gælder også de tre fysioterapeuter. Henrik Koblauch kommer fra en stilling i et firma, der sælger udstyr til fysioterapier, og Louise Klokker Madsen har forladt en stilling på thoraxkirurgisk og hæmatologisk afdeling på Rigshospitalet, mens Thomas Heilskov-Hansen stadig har nogle få timer om ugen på en klinik.

At sige farvel til en månedsløn som fysioterapeut og goddag til et par år på SU ”har været interessant”, som Henrik Koblauch udtrykker det. Han har til gengæld for de økonomiske afsavn fået mere frihed og for eksempel kunnet vælge indimellem at holde fri med børnene om dagen og så læse om aftenen.

Samme følelse af frihed har Thomas Heilskov-Hansen, der knoklede så meget, inden han begyndte at læse, at hans kone nyder at have ham noget mere derhjemme.

Hjemme hos Louise Klokker Madsen er rollerne blevet byttet om. Mens kæresten læste, var det hende, der tjente pengene. Nu er det omvendt, men økonomien er ikke blevet forringet.

Savnede faglig stolthed
De tre fysioterapeuter, der gik ind ad døren til Panum Instituttet, der huser Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, er ikke de samme tre fysioterapeuter, som dem, der kommer ud, når de er færdige med deres kandidatspecialer til sommer, og de er alle tre kommet nærmere den slags fysioterapeuter, de gerne vil være, fortæller de.

Louise Klokker Madsen sad allerede under grunduddannelsen og senere i forbindelse med sit arbejde på hospitalet og savnede noget mere teoretisk fundament.

”Jeg savnede noget faglig stolthed, savnede at kunne sige ’jeg gør det her, fordi jeg ved, det virker’”.

Da Louise Klokker Madsen begyndte på cand.scient.san.-uddannelsen, troede hun, at hun var på vej i en helt ny retning, fortæller hun. ”Jeg troede, at jeg var træt af patienter, men jeg har fundet ud af, at det er jeg ikke. Det, jeg var træt af, var, at jeg manglede nogle redskaber til det, jeg skulle gøre med dem. Jeg tror, at det, jeg skal fremover er en kombination af forskning og patientkontakt, hvor jeg er med i hele processen, både i planlægningen, i behandlingen af patienterne og i evalueringen af de data, der kommer ud af det”.

”Så skal du være udviklingsfysioterapeut”, lyder det fra Henrik Koblauch, der til gengæld er helt sikker på, at patientkontakt ikke bliver det, han skal have mest af fremover og glæder sig til helt at kunne hellige sig forskning.

”Jeg fandt faktisk i løbet af grunduddannelsen ud af, at jeg ikke skulle være fysioterapeut i traditionel forstand og ikke arbejde ret meget med mennesker og patienter. Men jeg har hele tiden været optaget af den teoretiske tilgang til faget. Jeg vil gerne forske. Jeg synes, det er fedt at kunne fordybe mig og få noget af den specialviden, som det så nærmest ender med, at det kun er mig, der har. Jeg kan godt lide at bruge tid på at komme i dybden, så for eksempel et ph.d.-studie kunne efterfølgende være noget af det, jeg gerne ville”.

Der er en klar mangel på akademisk arbejdskraft i fysioterapifaget, mener han. ”Hovedparten af den forskning, der er relevant for fysioterapeuter, er publiceret af cand.scienter eller læger. Det er sjældent, det er fysioterapeuter, der er førsteforfattere på det. De er med som konsulenter og står i takketalen til sidst, som der ikke er nogen, der læser”.

Havde nær søgt udviklingsklinik
Ligesom Louise Klokker Madsen sad også Thomas Heilskov-Hansen under grunduddannelsen med en fornemmelse af at savne noget.

”Jeg savnede jeg at kunne underbygge metoderne videnskabeligt. Både at kunne forstå og forklare, hvorfor man gør som man gør, når man behandler. Fornemmelsen af at mangle belæg for praksis gik igen, da jeg kom ud og virke i en klinik. En stor del af fysioterapien er jo undervisning af patienterne”, siger Thomas Heilskov-Hansen, der valgte cand.scient.san.-uddannelsen efter at fået den anbefalet af en sommerferievikar på klinikken.

”Det, han fortalte om uddannelsen, ramte lige netop det, jeg søgte”, fortæller Thomas Heilskov-Hansen, der ser uddannelsen som ”mere objektiv” i forhold til for eksempel faggruppe-kursernes mere pragmatiske tilgang til teorien (du udtrykte det ikke lige på den måde, men var det ca. det, du mente?).

For Thomas Heilskov-Hansen var det også væsentligt, at uddannelsen i København har en biomedicinsk tilgang, mens der er mere fokus på MTV og epidemiologi i Århus, og uddannelsen i Odense er mere humanistisk. ”Det er ikke noget, man kan læse sig til på universiteternes hjemmesider, men det er helt det indtryk, man får, når man taler med folk. Uofficielt er det helt officielt”, supplerer Henrik Koblauch.

”Jeg kommer måske ikke til at få så meget brug for det biomedicinske senere, men det har givet mig en god baggrundsviden, som kan komme patienterne til gode, når jeg skal forklare ting; det er jo ikke altid, lægerne har så meget tid. Og så har det været spændende og en god læreproces at skulle sætte sig ind i et nyt emne”, siger Thomas Heilskov-Hansen, der drømmer om en fremtid, hvor han skal blive ved med at sætte sig ind i ny viden – i en rolle, hvor han formidler den videre til klinikkerne og hjælper med implementeringen.

”Jeg kan se noget i, at man integrerer en med den her baggrund i en klinik, så man laver behandlinger og undersøgelser i klinikken med fokus på at udvikle. Jeg tror mange gange, at det er det, der går galt: At man hiver det ud af klinikken og ind i et forskningsmiljø, hvor man finder ud af et eller andet, og så får man det bare aldrig implementeret i klinikkerne”.

Thomas Heilskov-Hansens visioner havde nær fået den klinik, han er tilknyttet, til at søge om at blive udviklingsklinik (se artiklen side xxx), men timingen var forkert, da han står for at skulle skrive speciale, og udviklingsklinikken skal i gang her og nu.

Noget af det, der bremser implementeringen af ny viden, ikke bare i klinikkerne men i praksis i det hele taget, er at fysioterapeuter generelt mangler kompetencer til at læse videnskabelige artikler, er de tre enige om, og Thomas Heilskov-Hansen har derfor tilbudt kollegerne på klinikken, at hvis der er noget, de gerne vil have mere viden om, vil han gerne hjælpe med litteratursøgningen.

Ikke til at komme udenom
Indimellem rejses problematikken omkring professionsbachelorers adgang til kandidatuddannelser. Mens bachelorer fra universiteterne går direkte videre til kandidatoverbygningen, skal professionsbachelorerne først igennem en suppleringsuddannelse, oven i købet med en egenbetaling, i dette tilfælde på 15.000 kroner.

Egenbetalingen ville de tre gerne have været foruden, men helt have undværet suppleringsuddannelsen ville de nødig.

”Fysioterapeutuddannelsen er en praktisk, klinisk uddannelse. De skal den blive ved med at være, men det betyder, at vi har huller i vores viden, når vi skal på skolebænken igen. Suppleringsuddannelsen er en god ting, der sikrer, at alle har det samme udgangspunkt”, mener Thomas Heilskov-Hansen.

Henrik Koblauch er enig: ”Fysioterapeuter er og skal være klinikere, og så må sådan nogle udstikkere som os, der ikke nødvendigvis skal være klinikere, så vælge at læse videre. Hvis man er tilstrækkeligt interesseret tager man gerne et halvt års suppleringsuddannelse oveni”, mener han og tilføjer, at egenbetalingen formentlig heller ikke er til at komme udenom. Alternativet til egenbetalingen er nemlig ikke, at universiteterne ville finde pengene selv, men snarere, at de ikke ville udbyde suppleringsuddannelsen og dermed også være nødsaget til at spole indholdet i cand.scient.san.-uddannelsen et halvt år tilbage, gætter han.

Forskningserfaring hjælper
Ud over at spore de tre i retning af, hvad de skal beskæftige sig med fremover har uddannelsen overordnet betydet noget for deres måde at betragte fysioterapifaget, fortæller Henrik Koblauch.

”Jeg tror, jeg er blevet mere hellig til den evidensbaserede side. Det var jeg måske nok lidt i forvejen, men jeg er endnu mere rabiat nu”. Han nikker ivrigt til spørgsmålet, om man ikke kan risikere at miste nogle nyttige værktøjer, hvis evidens bliver ens religion, mens Thomas Heilskov-Hansen er mere pragmatisk:

”Jeg mener ikke, at man mister noget. Det vil jo stadig være sådan, at i de tilfælde, hvor man kun har en hammer, så er man nødt til at lave det hele med hammeren. De virkemidler, man har i sit daglige kliniske arbejde, det er dem, man har, og dem må man få til at passe”.

De tre er enige om varmt at anbefale uddannelsen til andre, men ikke til alle.

”Dem, der har det fint med at gøre det, de gør, og som ikke har noget imod, at det er andre, der finder ud af, hvordan man så gør det bedst, de skal ikke bruge tid på det her”, mener Louise Klokker Madsen. Eller som Henrik Koblauch siger: ”Dem, der elsker at være sammen med patienterne, skal ikke læse sundhedsvidenskab. Man skal tage uddannelsen, hvis man har lyst til enten at forske selv eller at være tilknyttet den verden”.

Det er ikke et krav for optagelse på uddannelsen, at man har deltaget i et forskningsprojekt, men det er noget af det, universitet ser på, når der prioriteres mellem de mange ansøgere, fortæller han. ”I og med over halvdelen bliver sorteret fra, betyder det jo i praksis, at dem, der ikke har noget forskningserfaring, de kommer ikke ind”.

I øjeblikket er ca. 20 fysioterapeuter i gang på cand.scient.san-uddannelsen i København.