Offentligt ansatte i tvivl om retten til at sige fra
Offentlig ansatte har ifølge autorisationsloven pligt til at sige fra, når de oplever noget, de mener, der er fagligt uforsvarligt. Men hvor højt må de sige det? Må de for eksempel ytre sig i medierne, hvis ikke det har hjulpet at sige fra over for arbejdsgiveren?
Regionale møder om ytringsfrihed:
FTF afholder regionale møder om ytringsfrihed for tillidsvalgte.
FTF, der er hovedorganisation for bl.a. fysioterapeuter, har undersøgt, om deres medlemmer ved, hvornår og hvordan de offentligt må kritisere deres arbejdsgiver, og undersøgelsen viser, at kun 14 procent kender reglerne.
Det lave tal er foruroligende, mener formand for FTF, Bente Sorgenfrey: ”Vi står i en situation, hvor rigtig mange af vores medlemmer oplever massive besparelser. I den situation er det helt afgørende, at de kender reglerne og får sagt fra, hvis borgerne er ved at blive svigtet. Medarbejderne skal ikke være bange for at råbe op, når kvaliteten bliver for dårlig, og de skal kunne få gode råd af deres tillidsrepræsentanter”, mener hun.
Fakta om offentligt ansattes tavshedspligt
Tavshedspligten omfatter stort set kun patientdata. Den kan også omfatte visse interne drøftelser på ledelsesniveau, men alt om for eksempel ressourcer og arbejdsgange skal der være offentlighed omkring.
Fakta om loyalitetsforpligtelsen
Man skal udtale sig i sin rolle som fagperson og holde sig til saglig kritik. Det er vigtigt, at man går efter bolden og ikke personer, for eksempel kolleger og ledere. Ellers kan samarbejdsvanskeligheder begrunde fyring, efter at man har udtalt sig offentligt. Og man skal udtale sig på egne vegne, ikke på arbejdspladsens.
Fakta om tillidsrepræsentanter
Selvom tillidsrepræsentanter har særlige forpligtelser i forhold til samarbejdet på arbejdspladsen, har de den samme ytringsfrihed som alle andre – også i forhold til viden, om for eksempel besparelser, de har erhvervet i kraft af deres tillidshverv.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.