Pris til livsvigtig frontfigur
Det var en bevæget Linette Marie Kofod, som i dag fik overrakt Danske Fysioterapeuters Pris på repræsentantskabsmødet i Nyborg. Linette Kofod har specialiseret sig indenfor respirationsfysioterapi og har både lokalt og nationalt bidraget til udvikling og forskning på området.
Under corona-pandemien var hun med til at implementere brugen af CPAP til covid-patienter, og fik dermed placeret fysioterapien, som en livsvigtig ressource, på landkortet.
Fysioterapeuten var indstillet af sine kollegaer på Fysio‐ og Ergoterapien på Hvidovre Hospital og brugte lejligheden til at kigge tilbage på tiden under corona.
”Tak for de mange flotte ord. For kort tid siden stod vi midt i en skræmmende pandemi, og vi havde ingen anelse om sygdommen, og hvordan vi skulle behandle den enorme åndenød. Jeg ser prisen som en anerkendelse af det arbejde, som rigtig mange fysioterapeuter har lagt under covid. Tusind tak.”
Ambassadør for fysioterapi
Jeanette Præstegaard, formand for Danske Fysioterapeuter, sagde i sin takketale:
”Kære Linette. Du har været en kæmpe ambassadør for fysioterapi! Du er en stor inspirationskilde for alle os fysioterapeuter og for andre faggrupper. Det er en fuldstændig enig hovedbestyrelse, der har peget på dig som modtager af Danske Fysioterapeuters Pris 2022. Kæmpe tillykke til dig!”
Læs interview med Linette Marie Kofod
Danske Fysioterapeuters Pris
Danske Fysioterapeuters Pris har som formål at hædre, anerkende og fremme kvalitet og udvikling indenfor det fysioterapeutiske fagområde.
Prisen er på 50.000 kr. og uddeles én gang om året til en fysioterapeut, der har gjort en særlig indsats for at udvikle det fysioterapeutiske felt og har ydet en ekstraordinær indsats for professionen, kollegaerne eller foreningen.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.